Forløb
Inspiration til innovation og iværksætteri med Nichlas Bjørn
Dette gæstelærerforløb kan inspirere elever til at arbejde med innovation og iværksætteri. Smed Nichlas Bjørn fortæller, at det er vigtigt for en iværksætter at huske sig selv, sit fag og det, man brænder for.
Forløbet er udviklet til at sætte fokus på innovation og iværksætteri.
Forløbet er målrettet elever på grundforløb 1 og 2 samt hovedforløb på hovedområdet ’Teknologi, byggeri og transport’.
Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 3-5 timer.
I dette forløb møder eleverne klejnsmed og virksomhedsstifter Nichlas Bjørn, som taler om innovation og iværksætteri, og de forskelle og synergier, der kan være mellem de to ting.
Forløbet kan eksempelvis bruges til at adressere viden, færdigheder og kompetencer relateret til temaer som:
- Kreative og innovative metoder og perspektiver målrettet kundernes behov
- Omsætning af kunders idéer til innovative løsninger
- Forskellige karrierebaner og forudsætninger for at etablere egen virksomhed
Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.
Forudsætninger, form og indhold
Forløbet består af fire videoer med tilhørende undervisningsaktiviteter. Forløbet er fælles for både grundforløb 1 og 2 samt hovedforløbet. Det er vigtigt, at læreren tilpasser forløbets aktiviteter til elevernes specifikke uddannelse og faglige niveau.
Til hver video er der aktiviteter, som kan anvendes i undervisningen. Aktiviteterne lægger blandt andet op til diskussion i grupper, brainstormprocesser og udvikling af prototyper.
Tilrettelæggelse
Alle videoer findes samlet via dette link. Brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.
Forløbets varighed afhænger af målgruppen, elevernes faglige niveau, og om eleverne skal arbejde med den praktiske del af video 2. Eksempelvis vil forløbet kunne gennemføres på tre timer på grundforløb 1, mens det på grundforløb 2 eller hovedforløbet kan gennemføres på fem timer, da aktiviteterne her kan udfoldes mere.
Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde. Enkelte aktiviteter lægger op til, at eleverne arbejder i et værksted, men der er alternative opgaver, hvis de ikke har et værksted til rådighed. Flere aktiviteter kræver adgang til et fildelingsværktøj som Padlet, PowerPoint eller Prezi.
Den uddybende lærervejledning, som findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer.
Forløbets opbygning
Som introduktion til forløbet kan læreren tale om iværksætteres rolle i samfundet og aktivere elevernes nysgerrighed ved at spørge til deres egne overvejelser om at blive iværksætter.
Inden videoerne afspilles kan læreren også introducere til, at der i forløbet skelnes mellem innovation og iværksætteri.
Video 1: Inspiration til innovation og iværksætteri
Nichlas Bjørn indleder med at fortælle om sin vej til at blive iværksætter. Han fremhæver vigtigheden af at have sig selv med og tage afsæt i noget, man brænder for. Samtidig skal man have fokus på, hvad der skal tegne virksomheden, og hvad der giver produkterne en berettigelse på markedet.
Med udgangspunkt i videoen kan eleverne drøfte de væsentlige pointer i Nichlas Bjørns fortælling med fokus på hans overvejelser om at blive iværksætter.
Video 2: Innovation og kreativitet i hverdagen
Innovation handler for Nichlas Bjørn om at bryde status quo og bringe ting sammen på nye måder, som udfordrer det eksisterende eller kendte. Han fremhæver også en læresætning, som har haft stor betydning for ham, nemlig at “en virksomhed, som ikke udvikler, er en virksomhed under afvikling”.
Konkret betyder det blandt andet for Nichlas Bjørn, at man som selvstændig skal trives i foranderlige processer og være nysgerrig på og lydhør over for kundens behov.
Efter at have set videoen kan eleverne:
- Undersøge, hvilke muligheder for innovation der er inden for deres fag eller branche
- Brainstorme og udvikle et produkt til en specifik målgruppe
- Producere en tredimensionel prototype eller på anden måde visualisere det produkt, de gerne vil udvikle
Læreren kan opstille faglige kriterier for elevernes opgaveløsning, for eksempel ved at definere målgruppe eller materialevalg.
Læreren kan facilitere og styre elevernes processer ved at bruge forskellige metoder til brainstorm og idéudvælgelse.
Video 3: Innovation og iværksætteri i et branche- og samfundsperspektiv
Nichlas Bjørn fremhæver den mulighed han har som virksomhedsejer og iværksætter for at sætte aftryk - både på sin branche og det samfund, vi lever i. Blandt andet ønsker han at udfordre køb-og-smid-væk-kulturen gennem kvalitetsprodukter og skabelsen af et mere bæredygtigt forbrugersamfund, som er til gavn for både natur, mennesker og samfund. Han fortæller også, hvordan han samfundsmæssigt kan bidrage til at skabe jobs og arbejdspladser med en bæredygtig kultur, der bidrager til at styrke det danske erhvervsliv.
Efter at have set denne video kan eleverne arbejde med innovation i deres fag og branche. Således kan de både i plenum og i grupper drøfte spørgsmål som:
- Hvordan ser kreativitet og innovation ud i en mekanikers daglige opgaveløsning eller i en vvs-montørs håndværk?
- Hvad er innovativt i deres fag og branche – både tidligere, nu og for fremtiden?
Gruppevis kan eleverne opstille en tidslinje med eksempler på produkter, services, materialer og teknologier, som har kendetegnet deres fag for 10 år siden, nu og om 20 år. Efterfølgende kan eleverne drøfte i plenum, hvordan faget, branchen og samfundet har udviklet sig og påvirket hinanden.
Video 4: Gæstelærerens bedste råd
Nichlas Bjørn sondrer mellem begreberne innovation og iværksætteri. Innovation handler om udviklingen af et produkt, som danner grundlag for at kunne starte en virksomhed, mens iværksætteri handler om forholdet mellem økonomi, personale og drift.
Nichlas Bjørn giver tre råd til elever, som vil arbejde med innovation:
- Del din idé og få feedback fra for eksempel kunder eller den målgruppe, du gerne vil henvende dig til
- Udfordr status quo på markedet
- Fortsæt med at udvikle kontinuerligt
De elever, som har en iværksætter i maven, råder han til at:
- Have tålmodighed
- Tro på, at produktet holder
- Søge hjælp i netværket
Med udgangspunkt i disse råd kan læreren facilitere en fælles samtale om, hvad der skal til for at blive iværksætter og pege på, hvilke muligheder uddannelsen eller skolen giver for at understøtte iværksætterdrømme.
Evaluering
I stedet for at præsentere for den samlede klasse, kan evalueringen foregå efter peer-to-peer-metoden med fokus på, hvilke faglige begreber og sammenhænge, eleverne er blevet mere fortrolige med. Læreren kan sætte eleverne sammen to og to og bede dem præsentere for hinanden og give hinanden feedback.
Rammen kan være, at den lyttende elev påpeger to ting, som fungerer godt i den andens præsentation samt en ting til forbedring. Når den første elev har præsenteret, bytter eleverne roller og gennemfører evalueringsøvelsen igen.
Som afsluttende evaluering kan læreren og eleverne drøfte gæstelærerforløbet, herunder om nogle af eleverne selv ønsker at blive iværksættere. Klassen kan eksempelvis komme ind på, hvorfor nogle mennesker brænder for at starte egen virksomhed, mens andre hellere vil gå en anden vej.
Links til yderligere inspiration
Hent inspiration til at facilitere innovationsprocesser hos Fonden for Entreprenørskab (PDF)
Læs mere om iværksætteri på erhvervsuddannelserne på emu.dk
Læs om iværksættertyper på iværksætterbloggen ivaerksaetter.nu
Få inspiration om iværksætteri og FN’s Verdensmål på Dansk Industris hjemmeside
Se indslag om unge iværksættere på Youtube fra TV2 Øst
Læs en artikel med gode råd til nye iværksættere på UddannelsesGuiden
tværs_digitale gæstelærerforløb
Digitale gæstelærerforløb
Gæstelærerforløbene inviterer anerkendte fagpersoner og fremtrædende danskere ind i klasseværelset, hvor de formidler et fagligt tema med fokus på at skabe motivation, nysgerrighed og viden hos både elever og lærere.
Find alle gæstelærerforløb til:
Kreditering
Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.