Artikel

Den empirisk-induktive metode

Lær fra virkeligheden ved at kigge på, hvad der sker omkring os gennem den empirisk-induktive metode.

Den empirisk-induktive metode er en metode, hvor man undersøger, hvordan tingene fungerer og hænger sammen ved at samle oplysninger og finde mønstre.

Sådan arbejdes der med denne tilgang til undersøgelser og eksperiment

  1. Observer:

    Kig på noget i naturen eller i hverdagen.

    - F.eks.: Se hvordan planter vokser i forskellige lysforhold.

  2. Saml data:

    Skriv ned, hvad du observerer, over en periode.

    - Måske måler du, hvor hurtigt planterne vokser i sollys og skygge?

  3. Find mønstre:

    Kig på dine noter og prøv at se, om der er et mønster.

    - Vokser planterne hurtigere i sollys?

  4. Lav en teori:

    Baseret på dine observationer og mønstre kan du sige noget generelt. Såsom: "Planter vokser hurtigere i sollys."

Eksempel: En landmand undersøger nye afgrøder

Forestil dig, at du er en landmand, der ønsker at forbedre afgrødeudbyttet af en ny afgrøde.

  1. Du observerer, hvordan forskellige jordtyper påvirker væksten af dine afgrøder.
  2. Du vælger marker med forskellige jordtyper (lerjord, sandjord, muldjord) og planter samme mængde af den nye afgrøde i hver type jord.
  3. Du måler væksten af planterne over flere måneder og noterer, hvor høje planterne bliver, hvor stort udbytte de producerer sammen med en vurdering af kvaliteten af udbyttet.
  4. Efter at have samlet data fra alle markerne, ser du et mønster: Planterne i muldjord vokser hurtigere og producerer mere og større udbytte end planter i lerjord og sandjord.
    • Baseret på dine observationer konkluderer du:"Planten vokser bedre og giver et højere udbytte i muldjord sammenlignet med lerjord og sandjord."



Denne teori er skabt ud fra dine systematiske observationer og dataindsamling, uden at du på forhånd havde en specifik hypotese.



Den empirisk-induktive metode er god til at opdage ting, vi måske ikke havde tænkt på, fordi vi begynder med at se, hvad der faktisk sker, uden at have nogen bestemt idé i forvejen.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.