Sæt fokus på førstehjælp i jeres dagtilbud

Heldigvis sker der meget sjældent ulykker i danske dagtilbud, men hvis uheldet er ude, er det afgørende, at I som pædagogisk personale og ledelse er i stand til at yde førstehjælp.

Det skal en netop i gangsat kampagne fra Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet være med til at sætte fokus på. Kampagnen hedder: 'Hvis uheldet er ude… - har vi styr på det', som giver jer redskaber til at handle i de heldigvis sjældne tilfælde, hvor et barn får brug for førstehjælp. Det bør være trygt for forældre at aflevere deres barn i andres hænder.  

Kampagnens materialer

I forbindelse med kampagnen er der udviklet en lang række inspirationsmaterialer, I kan anvende i de enkelte dagtilbud til at sætte fokus på førstehjælp. Materialerne kan ikke erstatte et kursus, men kan være afsæt for en lokal dialog, der også inddrager børnene og giver dem viden om førstehjælp.

Ny håndbog om førstehjælp

Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har i samarbejde med Dansk Førstehjælpsråd udarbejdet håndbogen 'Førstehjælp til dagtilbud'. Håndbogen præsenterer grundprincipper i førstehjælp til børn og kan anvendes med henblik på at genopfriske tidligere erhvervede førstehjælpskompetencer og til at orientere sig om de nyeste principper for førstehjælp til børn.

Tre informationsfilm

Til både oplysning og inspiration er der udarbejdet tre film om grundlæggende førstehjælp til børn. De tre film har titlerne 'Noget galt i halsen', 'Hjerte-lungeredning' og 'Stabilt sideleje og forgiftning'. De tre film oplyser om førstehjælpens tre grundprincipper, 'Skab sikkerhed', 'Giv førstehjælp' og 'Tilkald hjælp'.

Inspirationsmaterialer

Der er udarbejdet flere inspirationsmaterialer til kampagnen: Blandt andet dialogkort til personalet samt klistermærker og et vendespil til børn med fokus på basale førstehjælpskompetencer.  Spillet kan bruges som afsæt for dialog med børnene om, hvordan de selv kan hjælpe, hvis der er en ven, der er kommet til skade. 

Sådan får I materialerne

Kampagnens produkter distribueres i et mindre oplag til alle landets kommuner og kan desuden downloades eller hentes i trykklare filer her på emu dagtilbud.

Læs mere på kampagnesitet hvisuheldeterude.dk

Bag om kampagnen

Kampagnen om førstehjælp har afsæt i dagtilbudsaftalen (2017) og har til formål at sætte fokus på betydningen af, at ledelse og personale i daginstitutioner og dagpleje besidder førstehjælpskompetencer.

Siden er opdateret 04. december 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - BY/NC/SA Navngivning / Ikkekommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/.
Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme
Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.