Forskning og viden
Børns selvindsigt
Børn i børnehaven er gode til at sætte ord på, hvordan de har det, og de har teknikker til at tackle vanskelige situationer. Det viser forskning fra børneforsker Kim Rasmussen.

I forbindelse med sit forskningsprojekt bad Kim Rasmussen børnene fotografere ting og steder, hvor de har det godt. Børnenes fotos viste, at de i vid udstrækning forbinder det at have det godt med at være i kontakt med naturen.
Børns konkrete handlinger, når de har det godt, hænger ofte sammen med bevægelser, kropsbeherskelse, steder og rum, hvor de nyder at være, og friheden til at kunne bevæge sig mellem ude og inde, oppe og nede.
Når børn har det skidt
Børn har en så høj grad af selvbevidsthed, at de ved, hvad der kan hjælpe dem til at få det godt og komme igennem svære situationer.
For at pædagogisk personale kan hjælpe børn i de svære situationer, er det derfor vigtigt, at de forstår barnets måde at tackle disse situationer på.
Nogle børn kan have brug for rum til at gå væk, mens andre kan have brug for en trøstende skulder.
I kan læse mere om forskningsprojektet i artiklen Små børn har overraskende stor selvindsigt.
Bag om projektet
Forskningsprojektet At have det godt – at få det godt. Om børns kropslige udtryk, følelser, leg, kommunikation og relationer i daginstitutionen (2017) er udarbejdet af Kim Rasmussen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet.