Kvalitetsundersøgelse i dagtilbud

National kvalitetsundersøgelse viser stor variation i kvaliteten i kommunale dagtilbud for 0-2-årige børn

Hent udgivelser målrettet kommunale forvaltninger, der kan bruges til at understøtte arbejdet med at bringe resultaterne fra den nationale kvalitetsundersøgelse i spil kommunalt.

Brug af kvalitetsundersøgelsen i kommunal og lokal kontekst

Her finder du to hæfter, som indeholder centrale resultater fra kvalitetsundersøgelsen for hhv. daginstitutionerne og dagplejer for 0-2-årige børn samt refleksionsspørgsmål. Hæfterne kan bruges som inspiration til at starte en dialog om kvaliteten i jeres egen kommune med afsæt i de nationale resultater fra kvalitetsundersøgelsen.

 

Hovedpointer fra kvalitetsundersøgelsen

  • Resultaterne for daginstitutionerne (0-2 år) viser, at 13 pct. har god kvalitet, 49 pct. har tilstrækkelig kvalitet, mens 38 pct. har utilstrækkelig kvalitet, og færre end tre stuer har ringe kvalitet.
  • For dagplejen (0-2 år) er resultaterne, at 8 pct. har god kvalitet, 39 pct. har tilstrækkelig kvalitet, mens 46 pct. har utilstrækkelig kvalitet og 6 pct. har ringe kvalitet.
  • Resultaterne for både daginstitutioner og dagplejen viser, at de vurderes højere i kategorien ”Relationer” end i de øvrige kategorier, som er ”Leg og aktiviteter” og ”Fysiske omgivelser”.
  • Undersøgelsen viser også, at der kan være forskel på kvaliteten på de enkelte stuer i den samme daginstitution.

 

Den samlede undersøgelse og de forudgående forarbejder kan findes her: Kvalitetsundersøgelse på dagtilbudsområdet | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)

 

Undersøgelsens design og baggrund

Kvalitetsundersøgelsen er igangsat af børne- og undervisningsministeren med inddragelse af parterne på dagtilbudsområdet. Undersøgelsen omfatter en repræsentativ stikprøve af kommunale dagtilbud bestående af 99 dagplejer og 97 daginstitutioner. I undersøgelsen er der gennemført observationer af det pædagogiske læringsmiljø hos de udtrukne dagtilbud.

I daginstitutionerne er der gennemført observationer på to stuer i det omfang, der har været to stuer for 0-2-årige børn. Der er i alt blevet undersøgt 170 stuer. Der er desuden indhentet data om rammeforhold fra de deltagende kommuner og Danmarks Statistik. Herudover bygger undersøgelsen på 20 interviews med pædagogisk personale.

Undersøgelsen blev igangsat på baggrund af aftalerne mellem Regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2022 og 2023. Forud for igangsættelsen af undersøgelsen har EVA og VIVE lavet et forarbejde, der har dannet grundlag for beslutningen om tilrettelæggelse af kvalitetsundersøgelsen.

 

Kreditering

Undersøgelsen er udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.