Forskning og viden

Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen

I denne rapport, som er udarbejdet for Børne- og Socialministeriet, kan I læse om indsatsen ”Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen”, som kan anvendes i arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan.

vuggestuebørn der kigger i en billedbog
© Rambøll Management Consulting og TrygFondens Børneforskningscenter

Med udgangspunkt i erfaringer fra studierne Leg og læring i vuggestuen, SPELL og Fart på sproget var målet med Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen at tilpasse og afprøve Leg og læring i vuggestuen. Fokus i det nye projekt var på, hvordan indsatsen kunne implementeres bedre i dagtilbuddene.

Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen undersøgte derfor effekten af en temabaseret 20 ugers basisindsats med fokus på understøttelse af børns sprog, matematiske forståelse og funktioner i læse- og legeaktiviteter, i daglige rutiner og i såvel små og store grupper som individuelt.

 

Indsatsens resultater

Det pædagogiske personale understøttede særligt børnenes sprog gennem samtaler med børnene i forbindelse med aktiviteter, leg, rutiner og omsorgssituationer.

Personalet anvendte desuden strategier, der inddrog børnene aktivt i samtaler, stilladserede deres sprogudvikling og gjorde det muligt at tilpasse samtalen til det enkelte barns behov.

Børnene tilegnede sig i vidt omfang de ord, der blev arbejdet specifikt med i indsatsen. Samtidig havde indsatsen en afsmittende effekt på børnenes generelle ordforråd, fordi de undervejs blev bedre til at tilegne sig nye ord.

De børn, der deltog i basisindsatsen, viste sig at opnå mellem 9 og 44 % ekstra læring inden for receptivt og produktivt ordforråd, abstrakt ordforråd og talforståelse sammenlignet med børnene i kontrolgruppen.

Bag om rapporten

Rapporten Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen er udarbejdet af Dorthe Bleses, Anders Højen, Peter Jensen, Anne Bloksgaard Rathe, Lone Amdi Boisen, Hanne Nielsen og Christine Hovmark Jensen for Børne- og Socialministeriet, 2019.

Projektet Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen blev finansieret af Børne- og Socialministeriet og gennemført i perioden 2016-2018. Egedal, Gentofte, Gladsaxe, Halsnæs, Horsens, Ikast-Brande, Morsø, Randers, Skive, Sorø, Tårnby, Vesthimmerlands og Aabenraa Kommune deltog i udvikling og afprøvning.

Projektet blev gennemført i et samarbejde mellem TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet og Rambøll Management Consulting.

Materialer, der er brugt til basisindsatsen, findes hos TrygFondens Børneforskningscenter. Hent materialerne til Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen her.

Siden er opdateret 02. december 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.