Forløb

Krydderurtebed

I forløbet arbejdes der med et krydderurtebed. Paradigmatisk undervisningsforløb til niveau G

Formål

Forløbets mål er, at kursisten kan:

  • analysere, afkode og forholde sig kritisk til eksisterende simple modeller samt udføre aktiv modelbygning, der gengiver træk fra hverdagslivet eller arbejdslivet (Modelleringskompetence)
  • opstille, løse og vurdere enkle matematiske problemstillinger fra hverdagslivet eller arbejdslivet, åbne såvel som lukkede (Problembehandlingskompetence).

1. Omfang/planlægning

  • Forløbet varer ca. 3 timer.

 

2. Forberedelse/opbygning

Forløbet inddrager følgende kernestof:

  • Geometri
  • Tal og algebra

Materialer:

  • Elevark omhandlende krydderurtebed (se bilaget nedenfor).
  • GeoGebra

 

3. Gennemførelse

Kursisterne præsenteres for problemstillingen med et cirkelformet krydderurtebed, hvor der skal nedgraves vækstpotter, så krydderurterne kan holdes adskilt.

Vækstpotterne fås i 6 forskellige størrelser (se bilag nederst på siden).

Opgaven går ud på at udnytte pladsen i bedet bedst muligt ved at kombinere de forskellige størrelser.

Det er ikke sandsynligt, at kursisterne i første forsøg opnår den bedste udnyttelse. Kursisterne skal være bekendt med, at det forventes, at de arbejder eksperimenterende. Hvis det skønnes nødvendigt, kan der stilles krav om tre forskellige løsningsforslag.

Opgaven afsluttes med, at kursisterne udregner deres udnyttelsesgrad.

 

4. Evaluering/opfølgning

Kursisterne skriver deres bedste resultat (udnyttelsesgrad udtrykt i procent) på tavlen. Kursisten med den bedste udnyttelse, gennemgår, hvordan resultatet er opnået. Øvrige kursister giver respons.

 

Kreditering

Paradigmatisk undervisningsforløb til niveau G - Børne- og Undervisningsministeriet.

unpublished

Bilag


Du skal arbejde med planlægningen af et krydderurtebed. Bedet er cirkelformet med en diameter på 180 cm.

I det lokale byggemarked kan du købe vækstpotter, der skal graves ned i bedet, så krydderurterne kan holdes adskilt.

Du kan købe vækstpotter med diametre på 21 cm, 24 cm, 27 cm, 30 cm, 35 cm og 40 cm.

Det er din opgave at planlægge, hvordan potterne kan placeres i bedet, så du får den bedste udnyttelse af bedet.

  • Hvor stor en del af bedet fylder potterne i alt – hvor mange procent af bedet bliver udnyttet med dit forslag?

Du kan ikke forvente at opnå det bedst mulige resultat i første forsøg. Du må derfor prøve dig frem og lave forskellige løsningsforslag.


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.