Forskning og viden

Basic Skills Survey – Voksnes basale færdigheder

En undersøgelse af voksnes basale læse- og regnefærdigheder viser, at der er færre voksne med et lavt færdighedsniveau end tidligere, men der er fortsat mange voksne, der har lave læse- og regnefærdigheder.

Baggrund og formål

  • Formålet med Basic Skills Survey (BSS) er at undersøge udviklingen i danskernes basale læse- og regnefærdigheder.
  • Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen mellem 16 og 65 år. Færdighederne er målt ved, at deltagerne i undersøgelsen har gennemført testopgaver inden for læsning og regning. Der er anvendt de samme testopgaver som i PIAAC, der senest blev gennemført i 2011/12.
  • Dataindsamlingen er gennemført i 2020 og 2021 med en afbrydelse herimellem, der skyldtes Covid-19-pandemien.

Hovedpointer

  • Andelen af 16-65-årige med mindre gode læsefærdigheder er siden 2012 faldet fra 16 pct. til 13 pct. Samtidig er andelen af 16-65-årige med mindre gode regnefærdigheder faldet fra 14 pct. til 11 pct.
  • Undersøgelsen viser også, at 16-65-åriges gennemsnitlige færdigheder i læsning og regning er steget fra 2012-2021. Det hænger især sammen med, at aldersgruppens uddannelsesniveau er steget.
  • En anden konklusion er, at uligheden i fordelingen af de voksnes basale færdigheder er steget siden 2012. Der er eksempelvis større forskel på, hvor gode læse- og regnefærdigheder personer på det højeste og det laveste uddannelsesniveau har.
  • Det er overordnet set de samme grupper, der har henholdsvis gode og mindre gode færdigheder som i 2012. Blandt disse grupper er blandt andre 55-65-årige, personer med grundskole som højeste fuldførte uddannelse og personer uden for arbejdsmarkedet.

Forskellige forhold udfordrer sammenligneligheden mellem PIAAC (2012) og Basic Skills Survey (2021), og derfor kan det ikke udelukkes, at den fundne stigning i voksnes læse- og regnefærdigheder fra 2012 til 2021 er overvurderet størrelsesmæssigt.

Kreditering

Rapporten er udarbejdet af det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) for Børne- og Undervisningsministeriet - 2022.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.