Forløb
My family and I / Daily life
Forløbet sætter fokus på kursusistens ordforråd omkring familieliv og bolig. Paradigmatisk undervisningsforløb til basisniveau
Formål
Forløbets mål er at kursisten kan:
- får opbygget et ordforråd omkring familieliv og bolig
- skal kunne fortælle om egen familie og dagligdag
- skal kunne indgå i en enkel samtale om familie- og boligformer
- kan skrive enkle beskrivelser af familie og bolig
- får viden om engelsksprogede familietraditioner og boligformer.
1. Omfang/planlægning
- Forløbet varer ca. 15 timer.
2. Forberedelse/opbygning
Emnet inddrager følgende kernestof:
- Opbygning af ordforråd til brug i enkle dialoger om emner fra dagliglivet
- Korte dagligdags tekster
- Grammatiske regler om substantivers ental og flertal samt verbernes former i nutid og datid
- Korte skriftlige beskrivelser af dagligdags emner
- Udtale og ordforråd
- Grundlæggende viden om levevilkår i ét eller flere engelsktalende lande.
Materialer
Følgende er forslag til materialer, der blandt mange andre vil kunne bruges i dette emne:
- Det computerbaserede træningsprogram Billedordbogen fra Orfeus
- Billedmateriale fra internettet, aviser og blade eller egne fotos.
- Billeder og artikler om britiske hjem.
- Ugeblade er velegnede til at få kursisten til at fortælle om og beskrive personer.
- Vigtigst er dog kursisten selv. Brug egne familiehistorier og beskrivelser af hjem.
Håndgribeligt materiale eksempelvis er legetøjsfamilier velegnede til at illudere fantasifamilier.
Vendespil, hvor glose og billede danner par, for eksempel billedet af en stol og kortet med ordet ’chair’.
3. Gennemførelse
Eksemplet her er tænkt som et opstartsforløb. Kursisten har ofte ikke anvendt engelsk i en længere periode før kursusstart, og det er derfor en god ide at hente og aktivere kursistens allerede indlærte viden frem. En forholdsvis langsom opstart på basis giver kursisten en større sikkerhed og selvtillid, som er en forudsætning for at nå de opstillede faglige mål.
Kursistens sprog kan blandt andet aktiveres gennem leg, og læreren deltager i rollespillene. For ikke at træde privatsfæren for nær kan fantasifamilier bruges til at:
- beskrive de enkelte medlemmer
- kommunikere fra en familie til en anden
- spørge ind til familien.
Kursisten har brug for at gentage og opsummere. Det er især på basisniveau vigtigt at få opbygget et godt klassesamvær, hvor alle tør sige noget på engelsk, og hvor der er mulighed for mange gentagelser.
En måde at få alle i tale på er domino-spørgsmål, hvor det samme spørgsmål gentages fra kursist til kursist. En lille gloseliste skrives, efterhånden som beho-vet dukker op. En sådan dominorunde bevirker, at alle får sagt noget, nye ord gentages, og kursisten får den oplevelse, at man også kan lære noget ved at lytte til de andre i lokalet.
Teksterne læses højt, der trænes hermed i udtale, og centrale ord for emnet oplistes. Relevant grammatik uddrages fra teksterne og kan suppleres med yderli-gere øvelsesmateriale.
Billedmaterialet kan benyttes til opslag i ordbog efterfulgt af oplistning. Opgaven kan for eksempel lyde: Tøm billedet for navneord.
Gloseindlæring: Et andet middel til at opsamle et basalt ordforråd er at bruge den computerbaserede billedordbog. Her kan den enkelte kursist gentage efter individuelle behov.
4. Evaluering/opfølgning
Læreren præsenterer sig selv og sin familie, og kursisterne gør det samme to og to. Der kan skrives et kort oplæg, som herefter læses op for medkursisten. Ak-tiviteten kan udvides til, at medkursisten tager noter og genfortæller til en tredje kursist. Læreren taler med kursisterne om, hvilke gloser de eventuelt manglede og især om, hvilke de nu har inddraget i deres aktive sprog.
Undervisningen evalueres mundtligt eller skriftligt med hensyn til indhold og planlægning set i forhold til de faglige mål.
Kreditering
Paradigmatisk undervisningsforløb til basisniveau - Børne- og Undervisningsministeriet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.