Jagt på nye ord og udtryk

Lær eleverne at bruge nettet til at finde ord og udtryk, som ikke findes i ordbogen.

Den klassiske ordbog kommer til kort overfor nye ord som phishing, mikroplastik og kryptovaluta, men det håndteres i denne lille øvelse, hvor eleverne bruger nettet til at finde ord og udtryk i emneområder, der er så nye eller omskiftelige, at ordbogen ikke har et godt opslag.

Øvelsen introducerer eleverne i brug af Wikipedia og søgemaskiner til at finde og tjekke brug af ord og udtryk.

I aktiviteten arbejdes med det faglige mål om at ”udtrykke sig skriftligt på et ukompliceret og sammenhængende spansk” og kernestofpunktet ”fagets centrale hjælpemidler, herunder hensigtsmæssig anvendelse af digitale hjælpemidler”.

Øvelse på 30 minutter til spansk B og A på hf, hhx og stx. 

 

1. Planlægning/overvejelser

Placer øvelsen som optakt til en aflevering om det valgte tema.

Udvælg et tema med ord og udtryk, som endnu ikke kan findes via ordbogen, eller hvor det er usikkert, om ordbogens opslag matcher ordbrugen i temaet.

Lav en liste med ord og udtryk som eleverne skal finde oversættelser til - eksempelvis:

  • Sociale medier:  youtuber, blog, blogger, blogge, indlæg, kommentar, et/at like, spam/spamme, phishing, troll...
  • Global opvarmning: klimaændring, drivhuseffekt, drivhusgas, permafrost, co2 neutral, co2 kvote, grøn energi, vedvarende energi, vindmølle, socelle...
  • Deleøkonomi: crowdfunding, kryptovaluta, bit coin, aktie, anpart, globalisering...
  • Plastikforurening: mikroplastik, affaldsø, biologisk nedbrydelig, genbrug...

 

2. Forløbets opbygning

Start med at vise et opslag i en ordbog, hvor der kan være tvivl om den aktuelle brug - eksempelvis "mobiltelefon". Tjek herefter den aktuelle brug på nettet ved at se på antal opslag i google, og hvor søgningerne sker via trends.google.com, som er et godt redskab til at vise variationer i sprogbrug.

Vis herefter et opslag, hvor ordbogen ikke har et godt svar - f.eks. "at klikke med en mus". Gå herefter til Wikipedia og vis, hvordan man kan finde et opslag på dansk/engelsk og skifte til spansk for at se opslag og dermed sprogbrug. Det er ikke altid de danske og spanske artikler er koblet sammen, så de er ofte nødt til at gå via engelsk. Fx hvis “klik med mus” ikke findes, så se efter det engelske point and click og skift så sprog til spansk.  

Sæt nu eleverne i gang med parvist at finde frem til oversættelser af ordene og udtrykkene i listen. Det er ikke afgørende, at alle grupper når alle opslag, så hav svære opslag til sidst i listen.

Lav en opsamling, når et par grupper er færdige med alle opslag. For hvert ord skrives alle bud på oversættelser. Gennemgå buddene med fokus på, hvordan grupperne er kommet frem til det rigtige svar, om der er flere rigtige, men også, hvordan man kan være endt med et forkert bud.

 

3. Evaluering

Giv en aflevering for om temaet, så eleverne får brugt deres nye ordforråd.

 

Kreditering 

Produceret af Jacob Stenløkke Bendtsen, Hvidovre Gymnasium & HF

Siden er opdateret 11. august 2020 af emu-redaktionen
Samarbejdspartnere:
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.