Levende Grønland

Levende Grønland et et site med undervisningsmateriale til ungdomsuddannelsernes fag: Historie, Dansk, Mediefag og Samfundsfag

Tre dokumentarfilm danner et intenst, billedrigt fikspunkt for et helt nyt undervisningsmateriale om Grønland, skabt for unge.

Det grønlandske samfund og Rigsfællesskabet er i den grad kommet på dagsordenen i globale medier, efter at klimaforandringerne har skabt nye muligheder for big business, og sikkerhedsspørgsmålene i Arktis bliver udfordret på ny.

For nylig udkom en rapport om unge danskeres viden om Grønland, foranlediget af Undervisningsministeriet. Rapporten viste, at undervisning om grønlandske forhold på gymnasieniveau er meget begrænset.
Det har de to film-selskaber Ánorâk Film (Grønland) og Bullitt Film (Danmark) sat sig for at gøre noget ved.

Med tre dokumentarfilm som sit grundmateriale indeholder LEVENDE GRØNLAND-sitet undervisningsmaterialer til hele fire fag: dansk, mediefag, samfundsfag og historie. Sitet er baseret på et grundigt nyt tekstmateriale og opgaver, udviklet i samspil med nogle af Danmarks dygtigste gymnasiefaglærere. Tekstmaterialet udspiller sig i en dynamisk balance med nøje udvalgte klip fra de tre film, ligesom sitet indeholder referencer til andre værker og interviews med de instruktører, som står bag filmene.

”Vi så en kæmpe mulighed i, at der her var hele tre nye film, som hver på sin måde virkelig skildrer forhold om Grønland på en sanselig, underholdende og også provokerende måde”, siger den grønlandske producer Emile Hertling Péronard. ”I samspil med de formidlende tekster tror vi, at undervisningsmaterialet kan blive en mulighed for danske gymnasieelever at dyrke dokumentargenren i sig selv, men også alle de mange dimensioner om Grønland, som sitet rummer. Vi håber at sitet giver de unge lyst til at sætte sig ind forholdene i Grønland for viden er den vigtigste vej til positiv forandring. Og til et opgør med fordommene”, siger Péronard.

Udover ”Sumé – Lyden af en revolution” (2014) er LEVENDE GRØNLAND baseret på filmene ”Lykkelænder” fra 2018 og ”Håbets Ø” fra 2019.

”Lykkelænder” er en film, som tager fat i stereotyper og kulturelle sammenstød mellem Grønland og Danmark i et poetisk, kantet univers, hvor spørgsmål om repræsentation bliver brandvarme, når filmen spørger, hvad et naturmenneske egentlig er.

”Håbets Ø” skildrer den lille by Maniitsoq på den grønlandske vestkyst, hvis beboere i årevis venter på, at amerikanske Alcoa skal etablere en kæmpe aluminiumsfabrik i byen med alt hvad det indebærer af nye muligheder.

De tre film (alle kan ses i deres fulde længde på Filmstriben):

”Håbets Ø”, instrueret af Sidse Larsen og Sturla Pilskog, 2019

”Lykkelænder”, instrueret af Lasse Lau, 2018

”Sumé – Lyden af en revolution”, instrueret af Inuk Silis Høegh, 2014

 

 

CREDITS

LEVENDE GRØNLAND

Produceret af Bullitt Film og Ánorâk Film i tæt samspil med Det Grønlandske Hus.

Med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets Udlodningsmidler, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond samt Det Danske Filminstitut.

Redaktion og projektstyring: Martine Lind Krebs

Formidling: Halla Gudny Erlendsdottir

Webdesign: Propellos

Producere: Emile Hertling Péronard og Vibeke Vogel

Executive producer: Leise Johnsen, Det Grønlandske Hus

 

Siden er opdateret 07. september 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.