Fem nedslag i Grønlands historie

I mere end tusinde år har Grønlands og Danmarks historie været forbundet. Fra kolonitiden og frem knyttedes Grønland og Danmark gradvist tættere sammen. Det er blevet til en fælles historie præget af nuancer og komplikationer med elementer af respektfuldt følgeskab

1. Inuit og koloni

Den norske Erik den Røde ankom til Grønland allerede år 986 og grundlagde et høvdingedømme, som på sit højeste bestod af ca. 3.000 mennesker. Med norske kong Olufs død (1387) overgik Norge til Margrethe d. 1. På denne måde blev Grønland en del af Danmark.

Fra Nordamerika indvandrede jæger-kystkulturen inuit i flere bølger til Grønland før Thule-kulturen blev bofast i 1200-tallet. De bredte sig gennem 1400-tallet sydpå. Det sidste hold kom så sent som i 1800-tallet og indvandrede fra Canada.

Opdagelsesrejserne indledte en europæisk konkurrence om et marked, der blev ved med at vokse, jo mere af kloden man kortlagde, med fulgte perioden kendt som ’Kolonitiden’. I Grønland fandt en omfattende hvalfangst sted og inuit byttede sig til glasperler og metalskær til uluerne, der på den måde gik fra stenskær til metal.

Handlen blev på merkantilistisk vis støttet af staterne gennem oprettelsen af store kompagnier med neutrale skibe og egenkapital. Ulempen ved kompagnierne var, at fokuseringen på indtjening kunne gå ud over respekten for koloniområderne, men under konkurrencen om verdensmarkedet, måtte man enten deltage eller sakke bagud. Sakkede man bagud kunne svagere stater, som Danmark, blive marionetter for stærkere stater.

Fra slutningen af 1400-tallet og frem dominerede Portugal, Spanien, Nederlandene og Storbritannien på skift verdenshandlen. Det neutrale Danmark søgte at klemme sig ind som kolonimagt, hvor det var muligt. Det var en succesfuld strategi og Danmark voksede til en enorm stat, som strakte sig fra Nordkap ned til Elben. Den enevældige konge regerede over kolonier i Indien, Afrika og på de Vestindiske øer. Færøerne og Island hørte også under denne ’helstat’ og Grønland blev koloniområde i 1700-tallet.

Præsten Hans Egede (d. 1758) igangsatte Grønlands forandring mod et kristent samfund og søgte at knytte øen tættere til Danmark. I 1721 ankom han til Håbets ø ved Nuuk (dengang Godthåb), hvor han begyndte sin mission. Han tog derop for at finde nordboerne, som han regnede med måtte være katolikker og ønskede at missionere og omvende dem til protestantismen. Nordboerne var der ikke længere og Egede var ikke begejstret for inuits religion omend han også er taget til indtægt for at mene, at omvendelsen af inuit skulle respektere den særlige kultur. I missionen oversatte han kristne skrifter til grønlandsk.
Hans Egede skrev ofte til den danske konge og berettede at inuitterne ’var avanceret i kundskab om Gud’ (1731). På denne baggrund besluttede kongen at oprette grønlandske handelskompagnier, og op gennem 1700tallet blev den vidstrakte kyst nu en perlerække af kolonier og handelsstationer – flere har siden udviklet sig til byer. Det var dog først med Kongelige Grønlandske Handelsselskab (KGH) i 1774, at handlen på Grønland gav overskud. Helt frem til 1985, varetog KGH besejlingen af Grønland.

I handlen stillede den danske administration krav om, at man skulle tage hensyn til inuitkulturen, så fangerne bevarede deres levevis. For det var jo fangerne, som hjembragte de varer, som skulle videresælges på europæiske markeder. Kravene skyldtes ikke alene økonomiske hensyn - oplysningstidens humanisme spillede også ind. Fx fastsatte man priserne på alle varer, og skemaer over disse ’Generaltakster’ blev ophængt ved handelsstationerne, så alle blev behandlet lige.

Økonomiske hensyn på den ene side og humanistiske idealer på den anden gav dog modsatrettede konsekvenser. Til det historiske billede hører, at lokalbefolkningen selv søgte ind til kolonierne, hvor bofasthed gav frihed fra naturvilkår - og hvor lysten til nydelsesvarer som te, kaffe og tobak ligesom lysten til at lære at læse og skrive kunne stilles.

 

2. Tidlig modernisering

Måske var det demokratiets indførelse i Danmark, der inspirerede inspektør H. J. Rink til af foreslå en reform af den grønlandske koloniadministration: ”Forstanderskabet” blev indført i 1856, og var en form for minimalt demokrati. Det epokegørende var, at forstanderskabet gav Grønlands befolkning politisk selvindflydelse. Øen blev inddelt i 12 distrikter, og i hvert forstanderskab var præsten formand for medlemmer af inuitter, som blev fundet ved valg. Møder foregik på grønlandsk, man tog politiske beslutninger og administrerede tidens velfærdsydelser.

Ved indgangen til 1900tallet anså ledende kræfter styring af Grønland for at være utidssvarende. Dette resultererede i ”Styrelsesloven ” (1908/1925), hvor forstanderskabet blev afløst af 62 kommuneråd, og hvortil grønlandske mænd over 23, var valgbare. Herfra kunne man udvælges til to ’Landsråd’, som kunne stille lovforslag for finans og forvaltning.

De der ønskede reformer, ønskede samtidig at trække Grønland ind i modernitetens tidsalder. Med styrelsesloven aftalte man, at den dansk stat skulle understøtte udviklingen af nye erhverv på Grønland ved at tilbyde rentefrie lån og ved at stille industriel ekspertise til rådighed. Bådværfter og fabrikker skød op og medførte en mindre industrialisering af Grønland. Udviklingen gav centraliserede jobmuligheder, så mange klumpede sig sammen i bysamfund. Hermed fik ejendomsret betydning for første gang i Grønlands historie. Da flere samtidig søgte ind i erhverv som lønmodtagere, blev samfundet præget af en højere grad af social deling. Grønland havde fået rige og fattige. Det man fra dansk side havde forsøgt at modvirke siden 1700tallet, var nu uundgåeligt: Det traditionelle samfund var under total opløsning.

 

3. Anden verdenskrig

I september 1939 sendte den tyske nazisme verden ud i kaos. Forbindelserne til Danmark blev afbrudt med besættelsen, så i Nuuk nedsatte landsfogeden Eske Brun den centraladministration for Grønland, som kom til at bestå under hele 2. Verdenskrig. Den danske gesandt i USA H. Kauffmann indgik ’Overenskomsten om Grønlands forsvar’ med USA, hvorefter amerikanerne kunne oprette militærstationer på Grønland. Som et pitstop mellem Europa og USA, kom Grønland nu til at spille en sikkerhedspolitisk rolle, som rækker helt op i nutiden. Formelt set er aftalen aldrig opsagt, og man kan overveje, om Kaufmann begik en brøler ved at underskrive en traktat som gælder indtil ”… Farer for det Amerikanske Kontinents Fred og Sikkerhed er ophørt”. For; hvornår er farer mod fred og sikkerhed reelt ophørt?

 

4. Fra modernisering til selvstyre

Efter 2. verdenskrig blev ’et jerntæppe’ trukket ned over kloden i et bipolært system. Danmark sluttede sig til NATO og gennem FN søgte man overlevelse og indflydelse. I denne Kolde krig var Grønland Danmarks bedste kort.

Samtidig ønskede supermagterne, at verden skulle afkoloniseres. Ingen supermagter ønskede en politisk ustabil verden med spredte kolonier.

Alt i alt blotlagde tiden efter 2. verdenskrig, at der var behov for en nytænkning af Grønlands fremtid, og man nedsatte ’Den Store Grønlandskommission’. I 1950 lå rapporten ’G-50’ klar: man skulle hæve levestandarden, kundskabsniveauet og produktionen, udbygge infrastrukturen og ikke mindst slå landsrådene sammen. De grønlandske landsråd tilsluttede sig forslagene, og den danske stat dækkede 50% af reformomkostningerne. G-50 markerer så klart et brud i grønlandsk historie, at tiden derefter er døbt ’Nytiden’.

For at effektivisere samfundet på de områder som G-50 forslog, var det nødvendigt at gennemføre en koncentrationspolitik, mente man. Man opbyggede det grønlandske samfund omkring udvalgte byer (fx Nuuk), hvor fabrikker, skoler og boliger blev samlet. Sideproduktet blev et stigende befolkningstal, som gav en slagside i form af overbefolkede boligblokke og en negativ social spiral.

G-50 blev revideret i betænkningen ’G-60’. Her ønskede landsrådene, at der blev fokuseret endnu mere på koncentrationspolitikken. I forsøget på at skabe lighed, skabte reformerne imidlertid en kløft mellem grønlændere og danskere, som stadig ikke helt har lukket sig. Dette skyldtes, for det første; hjemstavnskriteriet (1958), som skulle motivere grønlændere til at uddanne sig. Kriteriet dikterede, at grønlændere kun kunne få samme løn, som de til Grønland udsendte danskere, hvis man havde opholdt sig 10 år i Danmark. For det andet: Fødestedskriteriet (1960), hvor man skulle aflønnes efter fødested. De der var født i Danmark ville få mere i løn end enhver, der var født på Grønland. Det er tydeligt at se at pragmatismen kunne have en slagside, hvor Grønland blev stemplet som mindreværdigt. Det er også de mest udskældte tiltag i Grønland-Danmarks historie. På møderne, der mundede ud i G50 og G-60 talte man dansk og ikke grønlandsk, som man ellers havde gjort under Forstanderskabet 100 år tidligere.

Efter at være valgt ind i landsrådet i 1971, foreslog Jonathan Motzfeldt oprettelse af et udvalg til undersøgelse af muligheden for et hjemmestyre i Grønland. Udvalget kom til at bestå af grønlandske politikere, og man forslog at gøre grønlandsk til det primære undervisningssprog i skolerne, at opbløde fødestedskriteriet, og at forbedre de demokratiske forhold. Alt dette uden løsrivelse og uden at frasige sig tilskud fra Danmark.

Herudover diskuterede man den grønlandske befolknings overtagelse af retten til undergrunden. Sidstnævnte strandede på udenrigspolitiske interesser. Muligheden for olie i undergrunden var af central betydning for den danske stat. Danmark kunne ikke lade en mulig uafhængighed af arabisk olieeksport glide sig af hænde. Derudover havde Grønland ikke selv ressourcer til at udvinde råstoffer. En afgivelse af rettighederne ville med stor sandsynlighed resultere i, at stærkere nationer ville tiltvinge sig adgang til Grønland.

Kommissionens forslag gik videre til folkeafstemning, hvor 70,1% den 1. maj 1979 stemte for forslagene. Hjemmestyret var indført.

Perioden fra hjemmestyrets indførelse og frem til i dag, er en historie om politiske tiltags konsekvenser. Det er historien om tilpasningsreformer og om det socialdemokratiske parti Siumuts magt. På initiativ af Siumut nedsatte man i 1999 forslag til en yderligere selvstændiggørelse. En kommission blev nedsat, og dens arbejde forsat under Hans Enoksen. 25. november 2008 blev kommissionens lovforslag vedtaget og 21. juni 2009 fik Grønland selvstyre. Selvstyret er så nyt, at vi historisk set mangler at se, hvordan det vil udfolde sig, men det vedrører mange af de forhold, som er blevet behandlet siden G-50. Mest banebrydende er imidlertid, at Grønland har fået ret til hovedparten af indtjeningen på råstoffer i undergrunden.

 

5. Grønlands råstoffer

I forbindelse med G-60 aftalte man, at Danmark ejede retten til Grønlands undergrund. Fra dansk side mente man, at undergrundsproblematikken også var forsvarspolitisk, og man vurderede, at Grønland hverken havde ressourcer til at udvinde råstoffer eller international vægt til at sikre råderet over egen undergrund.

Drømmen om selvstændighed, opnået via indtjening på råstoffer, er ikke ny. Bestemmelser om Grønlands ret til undergrunden, i forbindelse med selvstyrets indførelse, viser netop dette (se dennes §7). Men minedrift siden 1800tallet viser, hvor krævende det er at udvinde råstoffer på Grønland. Både en banebrydende mineralsucces og rentable oliefund lader derfor vente på sig. Lidt populært sagt er problemet: utilgængelighed, natur og temperatur. Så nogle sætter ligefrem deres lid til, at global opvarmning vil bibringe en løsning.

Næsten som et ekko fra kolonifortidens handelskompagnier, forsøger man nu at tiltrække firmaer, som er villige til at risikere tab. Særligt Kina og USA har rettet øjnene mod Grønland, og alt fra gigantiske mineprojekter til et køb af Grønland har været fremme.

På trods af risikovillighed så vil investorer altid forsøge at holde udgifter nede og at hente deres investeringer ind. Lykkes råstofudvindingerne; hvor meget af overskuddet vil så blive kanaliseret ud af Grønland?

 

6. Forslag til videre læsning med kilder

Andersen, Jakob (red.): Magiske Grønland – død og drama på Indlandsisen. Eventyrenes klub fortæller. Gyldendal. København 2014.

Breum, Martin: Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen. Gyldendal. KBH 2013.

Breum, Martin: Balladen om Grønland – Trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma. Gyldendal. KBH. 2014

Christiansen: Kajs Grønlandskrønike – magt, håb og kampe på vejen mod det moderen Grønland. Informations forlag. KBH 2015.

Brink: Thulesagen. Lindhardt og Ringhof. KBH 2015.

Gulløv, Hans Christian (red.): Grønlands forhistorie, KBH 2004.

Bro, Henning: Grønland – Kilder til en dansk kolonihistorie. Det grønlandske selskab. KBH 1993.

Høiris, Ole og Ole Marquardt (red.): Fra vild til verdensborger – Grønlandsk identitet fra kolonitiden til nutidens globalitet. Århus Universitets forlag. Århus 2011.

Kjærgaard, Thorkild: ”Et nordatlantisk imperium gennem 600 år” i PS, Politiken. KBH 12. august 2012.

Larsen, Gudbjerg-Hansen og Lavtsen: Flere sider af KS – Grønland. Lindhardt og Ringhof. KBH 2017.

Thor, Jón o.a.: Naboer i Nordatlanten: Færøerne, Island og Grønland. Faroe University Press/Fróðskapur. 2012.

Petersen, H.C. (red.): Grønlændernes Historie -  fra urtiden til 1925. Atuakkiorfik. Nuuk 1991.

Rasmussen, Knud: Min rejsedagbog – Første Thule Ekspedition 1912. Gyldendal. KBH 2005.

Siden er opdateret 03. august 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.