Metoder i oldtidskundskab

Historisk baggrund

Faget har ikke som græsk og latin mulighed for, at vi kan tilgå teksterne på originalsprog. Den tekstnære analyse – den såkaldt autoptiske læsning – bliver altså anderledes end i moderfagene.

Faget oldtidskundskab har sit udspring i de klassiske fag og i den høje og den lave kritik: Metoden for de klassiske fag har historisk set været todelt:
1) Såkaldt lav kritik, hvis sigte er at etablere tekstudgaver af klassiske tekster, der er tro mod originalen, altså en tekstfilologisk metode.
2) Såkaldt høj kritik, der beskæftiger sig med teksternes indhold og betydning.

Begge kritikker er modsat modernistisk litteraturkritik intentionelle: Tilnærmelsen til forfatterens intention ses som det ideelle. I gymnasiet er det ikke fagligt muligt at bedrive lav kritik. Når denne kritik skal nævnes, er det, fordi den har en afsmittende effekt på den høje kritik. Det er bl.a. denne afsmitning, der gør de klassiske fags tekstlæsning anderledes end de andre humanistiske fag i gymnasiet.

Den høje kritik og det hermeneutiske problem

Oldtidskundskab beskæftiger sig særligt med billedkunst, skulptur og arkitektur, men er stadig som mange andre fag videnskabeligt udfordret af det hermeneutiske grundproblem: at læseren aldrig vil kunne forstå en tekst fuldt udtømmende. (Ordet tekst anvendes her i den brede betydning, vi kender fra det udvidede tekstbegreb). Faget forsøger at løse det hermeneutiske problem ved at bevæge sig på op til fire niveauer af tekstlige forhold :

• Tekstens eget niveau. Særligt det enkelte ord eller den enkelte sætning anses for at have stor værdi. Her fremhæves enkelte ord som kernebegreber og enkelte tekstlige strukturer som centrale. Selve læsestrategien er blevet påvirket dels af skiftende tiders skoledannelse, dels af den lave kritiks fokus på detaljen, men har som sit særkende det autoptiske, læserens umiddelbare møde med teksten.
  Eleverne kan fx blive bedt om at finde passager i et drama, de finder siger noget om karakteren. Uanset sammenhængen er det første niveau altid udgangspunktet.
   
• Tekstens forhold til forfatter eller genre. Her sættes teksten i forhold til andre af forfatterens værker, eller tekstens forklares ud fra særlige genretræk.
  Således kan man i oldtidskundskab bruge Platons Hulebillede til at forstå Sokrates' forsvarstale – eller omvendt.
   
• Tekstens forhold til antikkens kultur og historie. Forholdet set i sin vekselvirkning. Teksten lærer læseren om samtiden, og viden om samtiden hjælper læserens forståelse af teksten. Vi kan tale om et forsøg på sammenstilling af samtidens og læserens forventningshorisonter.
   
• Tekstens forhold til den europæiske kulturhistorie, hvor erfaringerne fra en eller flere de første tre niveauer sættes i forhold til længere kulturhistoriske og/eller moderne problemstillinger, der er påvirket af antikken.

Forskellige forløb eller opgaver kan beskæftige sig i større eller mindre grad med de enkelte niveauer, men niveau 1 – teksten, passagen, ordet - er altid det centrale udgangspunkt.
Denne tekstbehandling kan så bruges i den videre forståelse af de tekstlige relationer.

Centrale videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med SRP’en

I forbindelse med en SRP har eleven mange forskellige muligheder for videnskabsteoretiske overvejelser, ofte af historisk art.  Særligt enkelte overvejelser er gode til at bygge bro mellem videnskabsteorien og fagets metode: Bortset fra tekstens eget niveau kan alle niveauer enten behandles induktivt eller deduktivt: Skal teksten bruges til at sige noget om genren, eller genren til at sige noget om teksten?

Denne skelnen mellem induktion og deduktion kan man øve i undervisningen, så at eleven kan bruge erfaringerne til sin SRP.

Terminologien er her mindre vigtig end overvejelsen: Ønsker eleven at sige noget om, hvad man ”mente i antikken”, er det således nødvendigt at overveje forholdet mellem den analyserede tekst og den bredere samtid. Eleven må altså overveje, hvilke typer svar det undersøgte problem kræver,  og tænke over, hvilke niveauer af tekstlige relationer der kan give den ønskede type svar: Skal konteksten give betydning til teksten eller omvendt. Begge dele kan lade sig gøre, også i samme opgave, men gør eleverne opmærksom på faldgruben: at konteksten bliver et tautologisk bevis for sig selv.

Kreditering

Roar Rimmen Gaardsøe, Viborg Katedralskole