Forløb

Rap som protestmusik

Hvordan forstærker kombinationen af musik og lyrik et magtkritisk budskab? I dette samspil mellem musik og engelsk analyserer eleverne rapmusik samt komponerer og fremfører deres egen protestrap.

Forløbet henvender sig til musik og engelsk på stx

Anslået tidsforbrug: 7 moduler af 100 minutters varighed

Dette forløbs problemorienterede samarbejde stiller skarpt på musik og lyriks evne til at formidle magtkritiske budskaber. Forløbet kombinerer musikfagets analytiske og praktiske dimensioner med den kulturelt-historiske tilgang fra engelskfaget. Forløbet afsluttes med gruppefremlæggelser på engelsk, koncert med elevernes egne rapnumre og en vurdering af, hvordan egne rapnumre bidrager til forståelsen af andre rapperes magtkritiske budskaber.

I forløbet arbejdes i både musik og engelsk med det faglige mål om at ”behandle problemstillinger i samspil med andre fag”.

 

Planlægning og overvejelser

Forløbet er velegnet tidligt i gymnasieforløbet, fordi det fokuserer på rytmer og melodisk-rytmisk fraseopbygning i stedet for en fuld musikalsk analyse. På samme måde kan den engelskfaglige analyse udføres med fokus på udvalgte analyseelementer inden for fx structure, rhyme patterns, language, tone, themes og rapper’s style.

Eleverne inddeles i lærerbestemte grupper, hvor kreative kræfter, initiativ og vedholdenhed fordeles. Lærerne lader eleverne arbejde med ét elevvalgt rapnummer i hver gruppe. Et element i forløbet er, at eleverne skal tale fagligt om musik på engelsk og i den forbindelse er det praktisk med en miniordbog over centrale begreber. Et oplagt værktøj til idéudveksling af temaer, miniordbog og valg af numre er fx onlinetavlen padlet.

 

Forløbets opbygning

Forløbet er inddelt i syv moduler.

 

Modul 1 - Engelsk

Indhold: Modelanalyse og historisk bevidsthed

Lektie: Lyt og læs ”Proud To Be Black” af Run-DMC

Uddel, og gennemgå en ”rap analysis guide” fra fx lærebøger efter reformen 2017.

Sæt eleverne til at lave en engelskfaglig analyse af ”Proud To Be Black” af Run-DMC (1987). Som led I denne analyse skal eleverne finde oplysninger om alle de konkrete personer, som nævnes i nummeret. Analysen fungerer som engelskfaglig modelanalyse. Anvisningen til analysen er: ”Make an analysis of the rap "Proud to Be Black" using your "Rap analysis guide”. In your analysis you should also consider what the references to the historical persons add to the rap. Why are these specific persons chosen and what do they have in common? Also consider what role history, especially the history of black people, plays in the text”.

Tag en fælles gennemgang af elevernes bud. 

 

Modul 2 - Fælles

Indhold: Magtkritik

Lektie: Hvilke magthierarkier kritiseres i rapmusik? Notér ét magthierarki i eksempelvis et fælles online dokument.

Lav en ultrakort gennemgang af elevbud på kritik af magthierakier.

Inddel eleverne i grupper og introducer dem til problemformuleringen, de skal arbejde ud fra: Hvilken sammenhæng er der mellem den rytmiske og frasemæssige udformning af rap, rappens lyriske indhold og historisk-kulturelle betydning samt musikkens funktion som magtkritisk protest?

Lad elevgrupperne vælge et nummer pr. gruppe at analysere. Musiklæreren bistår med adgang til noder. For at sikre, at der er tilgængeligt nodemateriale, kan læreren udvælge en række numre, som eleverne kan vælge mellem. Sitene Rapanalysis.com og The Ethan Hein Blog har en mængde transskriptioner af rapmelodier, som eleverne kan orientere sig i. Andre noder med udskrevne rapmelodier kan købes via kendte online nodesælgere.

I musik arbejder grupperne med rytmik og fraseopbygning:

  • Rytme: Brug begreberne beatmakering, underdeling og modrytme til at beskrive rapnummerets rytme.
  • Nodeværdier: Hvilke nodeværdier er karakteristiske for rapnummeret?
  • Swing: Spilles der med swingrytme? Swing betyder, at underdelingen af rytmen spilles trioliseret. På musikipedia.dk kan du finde et opslag om trioler
  • Kompleksitet: Er rytmen enkel eller kompliceret?
  • Gentagelsesmønstre: Er der faste eller skiftende mønstre i rytmen? Er der nogle rytmiske motiver/figurer, der bliver gentaget?
  • Motiver og fraseopbygning: Hvordan er de rytmiske motiver opbygget, hvordan er nummerets fraseopbygning, og har motiver og fraser relation til forskellige formled?
  • Rappens karakter (helhed): Hvordan er forholdet mellem rytme og lyrik? 

Anvisning: Tegn/kommenter i den printede node eller i et elektronisk dokument, og dokumentér jeres pointer med konkrete eksempler. Giv konkrete nedslag i lyrikken på samme vis. Den rytmiske analyse koncentrerer sig om fx et vers og et omkvæd. Den lyriske analyse er af hele sangens lyrik.

 

Modulerne 3-4

Arbejdsmoduler til analyse.

 

Modul 5 - Musik

Indhold: Komposition af egne rapsange

Gennemgå en idegenereringsrunde med eleverne, der kommer omkring følgende punkter:

  • Vælg en sag at protestere mod: Brainstorm på skift i gruppen mulige emner til jeres rap. Lav en associationsrunde med idéer til det valgte emne. Lav derefter en rimrunde og forsøg at rime på skift.
  • Skriv jeres raplyrik – skal der være rim? Find på rytmiske motiver og inddel jeres rap i fraser. Skal der være en opbygning mod et klimaks? Vil I fortælle en historie? Skal der være en hookline? Skal der være en popformstruktur?
  • Find et groove på internettet, eller lav et stomp-groove/lav human beatbox.,og øv jeres rap – skal der være en forsanger, skal bestemte ord accentueres af flere rappere, skal der være fraser, hvor alle i gruppen rapper?
  • Skal der være historiske referencer fx til konkrete personer?
  • Komponer på baggrund heraf jeres fraseopbyggede rap af ca. ét minuts varighed.

Eleverne kan selv vælge, om de vil fremføre deres rap live til et backing-track/groove, eller om de vil afspille en præindspillet optagelse. Grooves kan findes adskillige steder på internettet med en søgning på fx ”groove samples” eller ”audio loops”. For at undgå betalingssamples kan ”free” tilføjes. Programmer som fx Audacity og Garageband kan bruges til at redigere lydfilen med groovet/loopet. En præindspilning giver mulighed for, at eleverne kan tilføje effekter og klippe, mens en livefremførelse giver træning i at optræde foran et publikum.

Vigtigt: Grupperne skal sikre sig, at alle har en andel i nummeret.

 

Modul 6 og 7:

Arbejdsmoduler med fokus på både analyse, musikudøvelse og evt. optagelse. Lærerne superviserer og vejleder på skift.

 

Evaluering – Fælles

Lektie: Præsentationer af analyser og egne rapnumre skal være klar til fremvisning. Lyt til de øvrige gruppers analysenumre.

Indhold: Fremlæggelser og koncert

Alle grupper fremlægger efter tur. Hver gruppe har femten minutter til deres præsentation inklusive fremførelse af eget rapnummer.

Grupperne evaluerer hinanden to og to ud fra punkterne:

  • Hvilken grad af overblik demonstreres i fraseanalysen, hvor stor er begrebsbrugen og detaljegraden i den rytmiske analyse, hvor stærk en sammenhæng beskrives mellem lyrik og musik?
  • Hvilken grad af historisk viden og indsigt præsenteres i den lyriske analyse?
  • Hvad fik gruppen ud af at kombinere den lyriske analyse og den rytmiske fraseanalyse i forhold til gruppens eget magtkritiske budskab?
  • Hvordan hjælper musikken til at forstærke det lyriske budskabs gennemslagskraft? Hvilke parametre i musikken giver denne hjælp, og hvor vellykket er den i dette konkrete tilfælde?

 

Kreditering

Dorthe Madsen og Sebastian Strabo Svendsen, Nærum Gymnasium, i samarbejde med CFU

Samarbejdspartnere:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret 30. maj 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.