Lav 3D-skilte, og lær om rumgeometri

Lille forløb på 4 moduler à 90 min til matematik A, hvor eleverne udarbejder et eget 3D-skilt i stil med dem, der ses i sportskampe i TV. Eleverne prøver at oversætte et praktisk problem til matematik og får uddybet deres forståelse af rumgeometri, centralperspektiv og vektorregning i 3 dimensioner.

I forløbet udnytter eleverne deres matematiske kundskaber til at lave en perspektivtegning af bogstaver på gulvet. Målet er, at eleverne laver en simpel model, så de kan skrive et ord på gulvet med tape.

Forløbet kommer omkring følgende faglige mål:

 

  • oversætte mellem de fire repræsentationsformer tabel, graf, formel og sproglig beskrivelse

  • opstille geometriske modeller og løse geometriske problemer baseret på en analytisk beskrivelse af geometriske figurer og flader i koordinatsystemer samt udnytte dette til at svare på teoretiske og praktiske spørgsmål, herunder problemløsning med anvendelse af vektorfunktioner og funktioner af to variable.

 

1. Planlægning/overvejelser

Inddel klassen i grupper på 2-3 elever, der skal arbejde sammen om at udvikle et bogstav til et 3D-skilt. Indkøb bred farvet tape til at skrive ordene med.

Lav eller print gerne på forhånd et eksempel på et bogstav, som eleverne ser, lige når de kommer ind i lokalet. Find også eksempler på 3D-skilte og tegninger ved at lave en billedsøgning på eksempelvis ”3D advertising on field” eller ”3D street art”.

 

2. Forløbets opbygning

Del 1: Introduktion og opsætning af koordinatsystem

Start med at introducere projektet, og vis udvalgte eksempler. Forklar, hvordan kameraer i en fast position kan narre øjet ved at lave bogstaver, hvor sigtelinjerne til bogstaverne på gulvet stemmer med sigtelinjerne for virtuelle bogstaver, der står op.

Gennemgå et lille eksempel på beregning af punkter for ét bogstav – gerne et eksempel, der allerede er sat op i klasselokalet.

I fællesskab bestemmer klassen nu ét ord, de vil skrive, så der er ét bogstav per gruppe. Beslut sammen, hvor ordet skal skrives, og fra hvilken vinkel det skal ses.

Introducer til sidst det 3D koordinatsystem, der skal bruges, og fastlæg, hvor hvilke bogstaver skal stå i det indførte koordinatsystem. Bestem sammen koordinaterne til den position, hvor kameraet skal placeres.

 

Del 2: Produktion af bogstaver

Eleverne går ud i grupper og løser følgende opgaver:

  1. Design det tildelte bogstav.

  2. Bestem koordinaterne for de punkter, der skal til for at beskrive det valgte bogstav.

  3. Opstil parameterfremstillingen for de linjer, der går gennem punkterne på bogstavet og kamerapositionen.

  4. Opstil ligning for gulvet, og beregn skæringspunkterne mellem gulvet og linjerne fra kameraet gennem punkterne på bogstavet.

  5. Tegn og klip bogstavet ud af papir, så I får en papirmodel af bogstavet

 

Del 3: opstilling af 3D-ord

Startposition for hvert bogstav markeres på det valgte sted, og eleverne taper deres ord op ud fra deres beregninger og model. Til sidst tages billeder fra den valgte kameraposition som dokumentation.

 

3. Evaluering:

Eleverne skriver parvist en rapport over forløbet, der med udgangspunkt i de angivne faglige mål, dokumenterer deres udvikling og beregninger af bogstavet.

 

Kreditering

Produceret af Lisa Christensen/CFU-webredaktør Jacob Stenløkke Bendtsen

 

Siden er opdateret 16. februar 2019 af emu-redaktionen
Samarbejdspartnere:
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.