Artikel

Ny regering - og retsopgør

Befrielsesregeringen var et kompromis og der kom valg i oktober 1945. Der var krav om retsopgør allerede under besættelsen fra alle dele af modstandsbevægelsen og fra Frihedsrådet.

v. Sofie Lene Bak, lektor ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet

 

En ny regering

Befrielsesregeringen var et kompromis. De ikke-demokratisk valgte, men umådeligt populære repræsentanter fra modstandsbevægelsen, fik ministerposter og politisk indflydelse, men det var de demokratiske partier, der sad på lederskabet.

Det var endda socialdemokraten Vilhelm Buhl, der blev statsminister. Han havde i 1942 holdt den berygtede ”stikkertale”, hvori han opfordrede danskerne til at angive modstandsfolk. Modstandsbevægelsens repræsentanter fik på den anden side et retsopgør, der fulgte deres ønsker. Det lykkedes dem også at forhindre en retlig undersøgelse af de 400 politiske drab, som modstandsgrupper udførte på politiske modstandere og stikkere.

Desuden vedtog befrielsesregeringen en af de mest inkluderende erstatningslove i Europa, der gav besættelsestidens ofre, modstandsfolk, koncentrationslejrfanger og jøder erstatning og adgang til sociale ydelser som uddannelsesstøtte og hjælp til genetablering af hjem og forretninger.

 

Valget i oktober 1945

Der blev udskrevet valg til d. 30. oktober 1945. Som ventet fik Danmarks kommunistiske parti DKP, stor fremgang (18 mandater mod de 3, de havde fået ved det sidste valg før besættelsen). Partiet nød stor opbakning i befolkningen som følge af dets bidrag til modstandskampen.

Mest overraskende var det, at det samme gjorde Venstre, som kunne danne en mindretalsregering. Politikerne fra de etablerede partier fremstillede samarbejdspolitikken under den tyske besættelse som en form for politisk modstandskamp, og det lykkedes dem dermed at nedtone modsætningerne mellem samarbejde og modstand.

Socialdemokratiet blev valgets store taber, og gik tilbage med 11,8 %. Partiet måtte bære slagene ikke bare fra kommunisterne, men også fra de borgerlige partier, der kritiserede Socialdemokratiet for indrømmelserne over for den tyske besættelsesmagt – indrømmelser, som de borgerlige partier selv havde et medansvar for i kraft af deres deltagelse i samlingsregeringerne under besættelsen.

 

Normalisering

Normaliseringen af det politiske liv gik imidlertid stærkt. Ved valget i 1947 var DKP reduceret til 9 mandater, Socialdemokratiet gik frem med 9 mandater (7,3%) og var igen Danmarks suverænt største parti med 40% af stemmerne.

Forhåbninger om frisind, om større frihed på tværs af køn og alder blev ikke indfriet. Det efterfølgende årti, 1950’erne, blev på mange måde det mest traditionelle og reaktionære årti i hele det 20. århundrede. Befrielsens frigørende potentiale blev således først indfriet en generation senere i slutningen af 1960’erne. Til gengæld begyndte nu opbygningen af den moderne velfærdsstat, der også trak på erfaringer fra den erstatning og støtte, der blev udbetalt til besættelsestidens ofre. 

 

Retsopgør

Et samfund, der har været igennem en krig, skal ikke alene genetablere formelle institutioner og processer, og sikre disses legitimitet og opbakning i befolkningen. En nødvendig forudsætning er også et retsopgør med de, der har svigtet befolkningens tillid. Frihedsrådet havde allerede i november 1943 anbefalet et flersidigt retsopgør, der skulle omfatte landsforrædere, dvs. danskere, der var gået i tysk tjeneste, men også embedsmænd, der havde vist nazistiske sympatier og politikere, der havde svigtet nationen ved kapitulationen d. 9. april 1940 og under samarbejdspolitikken. 

Der blev i alt dømt 13.521 danskere under det juridiske retsopgør. De fleste havde været i tysk militær- eller polititjeneste, men også værnemagere og stikkere blev straffet. 101 mænd og 2 kvinder blev dømt til døden for landsforræderi, hvoraf 46 af dødsdommene blev eksekveret. Der blev rejst sigtelse mod 600 offentlig ansatte for unational optræden under den såkaldte Tjenestemandsdomstol, hvorefter 400 blev afskediget, degraderet eller forflyttet. Inden for presse og kulturliv gennemførte en række faglige foreninger parallelt sine egne private retsopgør i form af såkaldte ”æresretter”, der medførte ekskluderinger og afskedigelser. Fx ekskluderede Forfatterforeningen Harald Bergstedt, der havde været medlem af det danske naziparti DNSAP. Hans sange ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød, mor” blev derefter bandlyst fra Danmarks Radio helt frem til 1963.

Frihedsrådet havde anbefalet nedsættelsen af en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge, om der skulle indledes et juridisk opgør med enkelte politikere. Den parlamentariske kommission arbejdede i 8 år, og udgav en betænkning i 14 bind med 23 binds bilag, på samlet ikke mindre end 14.000 sider. I 1955 besluttede Folketinget, at der ikke var grundlag for at gøre et ansvar gældende. Der blev følgelig aldrig rejst rigsretssag mod danske politikere for deres handlinger under besættelsen.

 

Kilder

Statsminister Vilhelm Buhls (S) antisabotagetale, 2. september 1942 (danmarkshistorien.dk)

 

Billeder

Mistænkte bliver ført bort på en lastvogn i Esbjerg (Historisk Samling for Besættelsestiden)

Folk samler kaffebønner op, som er spildt under fragt i Københavns havn (Det Kongelige Bibliotek)

 

Links

Radioreportage fra 5. maj (dr.dk/historie)

 

Vigtige værker om befrielsen i Danmark og Europa

Keith Lowe: Savage Continent - Europe in the Aftermath of World War II. 2013.

Claus Bundgård Christensen: Den sorte børs - Fra besættelsen til efterkrigstid [2003]. 2018.

Claus Bryld: “Beskyttelse og terror - arrestationer og interneringer ved befrielsen”. I: Retsopgøret 40 år efter. RUC-symposiet 1985. 1986. Hertil bilag ”To radioreportager fra maj 1945”.

Per Stig Møller: Sommeren 1945 - Fra overmod til mismod. 2019.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.