Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten. Fransk. September 2020

Dette nyhedsbrev sætter fokus på skriftlige prøver 2020, herunder prøvesæt, besvarelser og årets skriftlige censur, fip 2021 og justerede vejledninger til læreplaner august 2020.

Kære kolleger

Allerførst håber jeg, at I har haft en god sommer, og at I er klar til et nyt skoleår, som forhåbentlig bliver mere roligt og vanligt end det forgangne. Jeg ved, at alle har arbejdet professionelt, engageret og innovativt med at få undervisningen i fransk og afslutningen på skoleåret til at fungere i denne for os alle meget mærkelige tid. Det kan vi være stolte af.

Dette nye skoleår bliver på mange måder mere velkendt, nu da vi haft første gennemløb af den nye reform, og vi derfor kan nyde godt af vores erfaringer fra de sidste tre år med de nye læreplaner. Desuden følger alle hold og klasser nu også de nye læreplaner fra 2017, hvilket forhåbentligt bliver mere enkelt og meningsfuldt for os alle.

 

Skriftlige prøver 2020

Årets censormøde var meget specielt. Allerførst foregik censormødet virtuelt, og desuden var antallet af censorer yderst begrænset, da der i alt kun var 60 eksaminander til prøve i skriftlig fransk sommer 2020. 34 eksaminander var til prøve i begyndersprog A, og 24 eksaminander var til prøve i fortsættersprog A. Til sammenligning var der i 2019 i alt 2960 eksaminander til skriftlig prøve i fransk!

Generelt viser opgavebesvarelserne, at eleverne er meget bekendte med og trænede i den nye opgaveform, ligesom eleverne på fortsættersprog A også klarer den nye prøveform flot og udviser stor fortrolighed og tryghed med det nye prøveformat. Evaluering af årets prøvesæt og besvarelser findes her.

Årets prøvesæt kan her downloades (delprøve 1 kan printes via pdf og delprøve 2 kan downloades)

Delprøve 1 udleveres på papir. Besvarelsen afleveres efter højst 1 time (begyndersprog A) og højst 1,5 time (fortsættersprog A). Som noget nyt fra og med i år udleveres delprøve 1 i to hæfter: Ét opgavehæfte og ét teksthæfte med tekst A. Eleverne kan således beholde teksthæftet/tekst A under hele prøven. Tekst A ligger som tidligere også online på netprøver. Dette tiltag fortsætter i fremtiden og skal imødekomme ønske fra jer og har yderligere til hensigt at understøtte eleverne.

Prøvesæt fra hhx og stx på både fortsættersprog og begyndersprog kan som nævnt tidligere med fordel benyttes på tværs af skoleformer, da prøvesættene er opbygget på samme måde samt har de samme testområder og opgavetyper, dog tonet jf. skoleform.

 

Fip 2020/2021

Heldigvis nåede vi at afholde et fip-kursus i København (Hellerup) i marts måned lige inden hele landet blev lukket ned, mens vores fip-kursus i Jylland (Århus) som bekendt blev aflyst. Det var super ærgerligt, da vi derved mistede et af årets fantastiske fora for kollegial sparring og inspiration samt vigtig information og faglige oplæg.

Der er planlagt fip-kurser til næste år, 2021, hvor vi blandt andet samler op på erfaringer med det første (lidt specielle!) gennemløb af reformen. Fip-temaet bliver igen implementering af de nye læreplaner med fokus på mundtlighed og mundtlig prøve, srp/sop/sso samt innovative kompetencer, karrierelæring og interkulturelle kommunikative kompetencer. Kurset i København 2021 bliver naturligvis ikke en kopi af kurset i marts 2020, men fokuserer mere på faglig sparing og produktion af materiale jf. temaerne.

Tilmelding sker via GL. Her findes også detaljeret program.

 

Reviderede vejledninger

Vejledningerne til alle læreplaner i fransk er revideret per 1.august. Der er naturligvis ingen ændringer men kun forklaringer og præciseringer for at tydeliggøre forståelse af læreplanen og for at imødekomme jeres spørgsmål og kommentarer. Der er præcisering af følgende, hvilket også fremgår af manchet til hver enkel vejledning: 1. Angivelse af omfang i undervisningsbeskrivelsen, 2. Justering af arbejdet med innovative kompetencer, 3. Præcisering af forklaring på eksamenstekst og 4. Normalsidebegreb, 5. Præcisering af forklaring på vejledende tidsforbrug til mundtlig prøve, og 6. Justering af karakterbeskrivelser for den skriftlige prøve (på begynder- og fortsættersprog A).

Se de reviderede vejledninger på uvm.dk

 

Afslutningsvis ønsker jeg alle et godt skoleår og ser frem til at møde jer rundt i landet eller virtuelt på kurser, censormøde og i anden faglig sammenhæng.

Bien cordialement

Tine Brandt, Tine.Brandt@stukuvm.dk

Fagkonsulent

Siden er opdateret 29. september 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.