Aktivitet

Hvem skal vi køre over?

En løbsk togvogn har retning mod fem jernbanearbejdere. Du kan dog vælge at skifte spor, så vognen kun rammer én jernbanearbejder. Hvad vælger du at gøre? Øvelsen varer en lille times tid til etikundervisningen i valgfaget filosofi C eller B på alle ungdomsuddannelser.

“The Trolley Problem” er en klassisk moralfilosofisk udfordring, der fokuserer på konsekvensen af moralske valg. Formålet med øvelsen er at vise, at selv som rationelle moralske agenter har vi nogle grundlæggende naturlige dispositioner, der går forud for vores rationelle valg.

I forløbet arbejdes der bl.a. med følgende faglige mål på filosofi C/B stx:

  • identificere og redegøre for filosofiske problemstillinger, cases og løsningsforslag af klassisk eller hverdagsagtig karakter
  • genkende og redegøre for samt vurdere etiske problemstillinger

 

1. Planlægning/overvejelser

I Michael Sandels TED-talk fra 2005 ”What’s the right thing to do?” kan man få et godt overblik over The Trolley Problem.

Det er væsentligt at styre betingelserne i “The Trolley Problem” for at undgå, at aktivitetens stringens ophæves. Samtidig giver dilemmaerne mulighed for at diskutere forskellen på - rationelt set - ens valg, som vi som moralske agenter alligevel vurderer forskelligt.

Eleverne skal kende til Benthams utilitarisme og den kantianske pligtetik inden øvelsen.

Øvelsen kan inddrages i et egentligt etikforløb over de tre moralfilosofiske problemstillinger:

  • Konsekvensetisk. Lokaliserer etik/moral i en handlings konsekvenser
  • Kategorisk/deontologisk. Lokaliserer etik/moral i bestemte pligter og rettigheder
  • Dydsetisk. Lokaliserer det gode i din adfærd.

Som evaluering anvendes Moral Machine .

 

2. Forløbets opbygning

Forløbet består af tre dele. Det følger strukturen i Sandels TED-talk, som italesætter tre dilemmaer. Tag ét dilemma ad gangen og:

  1. Introducer dilemmaet – sæt den gerne ind i en lokal kontekst!
  2. Lad eleverne parvist diskutere de etiske problemstillinger, dilemmaet stiller dem i, og overveje hvordan de skal finde et svar på dilemmaet.
  3. Lav en opsamling.

The Trolley Problem classic

Fremstil det klassiske grundlæggende dilemma – skal vi lade situationen gå sin gang og lade de fem jernbanearbejdere dø, eller skal vi gribe ind og være direkte skyldige i én persons død?

Should we kill the fat man?

Gør det nogen forskel, hvis vi befinder os på en bro over jernbanen og kan forhindre togvognens løbske løb ved lige at skubbe en meget fed mand ned foran vognen? For mange vil der være en grænseoverskridende kvalitativ forskel på denne situation, fordi man så skal røre ved det menneske, der dør. Men hvad nu, hvis der er en faldlem i broen, som man kan udløse vha. et håndtag?

Hospitalet

Fem jernbanearbejdere er kommet slemt til skade i en ulykke med en løbsk togvogn. Som læge kan du redde den ene, der er kommet værst til skade, men det vil tage så lang tid, at de fire andre vil dø. Eller du kan redde de fire og lade den ene dø.

Men hvad nu, hvis du kan redde alle fem ved at slå den raske person, der sidder i konsultationen venterum ihjel (med en smertefri sprøjte – han opdager det aldrig). Her går grænsen for de fleste! Men hvad er, filosofisk set, forskellen på denne situation og den klassiske Trolley Problem situation?

 

3. Evaluering

Sæt eleverne til at afprøve Moral Machine som opfølgning. Det er en onlinetest udviklet af MIT, hvor man undersøger ens moral ved at vælge hvilken handling en selvkørende bil, skal vælge i ulykkestilfælde.

 

Kreditering 

Mogens Georg Andersen, Munkensdam Gymnasium.