Aktivitet

Phishing

Phishing er en udbredt form for cybercrime. Aktiviteten handler om at lære redskaber til at forsvare sig imod phishing. 

Der er fokus på, at eleverne opnår kritisk forståelse af internettets teknologier og kommunikationsformer.  

Formålet er, at eleverne bliver i stand til at forholde sig kritisk til internettets kommunikationsformer, jf. afsnit 2.1 i vejledningen om digitale kompetencer til loven om de gymnasiale uddannelser 

Øvelsen, der varer 1 modul à 90 minutter, er velegnet til fællesfaglige forløb eller undervisning i digitale kompetencer på alle årgange.

Aktiviteten tager udgangspunkt i følgende materiale:

Sikre adgangskoder fra Rådet for Digital Sikkerhed

 

1. Planlægning/overvejelser

Der kræves ingen særlige forudsætninger. Der tages udgangspunkt i elevernes egne erfaringer med phishing-forsøg, hvorefter de får viden om hvordan de rent praktisk kan beskytte sig mod phishing.

Der arbejdes i grupper, så eleverne er aktive og reflekterende.

Vær opmærksom på at sidste del, hvor der arbejdes med password-managere, kræver at læreren (eller udvalgte elever) har sat sig godt nok ind i et password-managerværktøj til at kunne hjælpe klassen med at komme i gang med at bruge det.

Lad eleverne læse artiklerne på forhånd.

 

2. Aktivitetens opbygning

Start med at vise eleverne phishing-eksemplerne fra Nets.

Bed eleverne om at komme med eksempler på phishing-forsøg fra deres egne mails eller fx sms’er. 

Lad eleverne arbejde i grupper med at lave en top-5 liste over, hvad de kan gøre for at sikre sig mod phishing.

Lad dernæst eleverne orientere sig (3 minutter) i dokumentet digital sikkerhed og introducér password-managere (som fx LastPass, https://www.lastpass.com) til generering af stærke passwords. Hvis tiden tillader det, kan eleverne selv prøve at lave nogle stærke passwords. 

3. Evaluering

Lav en quiz til eleverne i et efterfølgende modul og tjek på den måde, om de har styr på, hvordan phishing undgås.

 

Kreditering 

Anne Boie Johannesson, gymnasiekonsulent på CFU KP og lektor på Køge Gymnasium

Siden er opdateret 17. september 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.