Big data og tredjepartscookies

Din færden på nettet bliver registreret, men hvilke interesser har de parter, der registrerer? Kunne det være en fordel at blive overvåget på den måde? Og kan man selv at bestemme, hvem der må overvåge?

Undervisningsforløbet varer 3 moduler á 90 minutter og er velegnet til informatik C og fællesfaglige forløb.

Forløbet har til formål, at eleverne bliver reflekterende og får praktiske værktøjer i forhold til overvågning og logning på nettet.

Der arbejdes med at “lære at beskytte egne data og egen identitet” samt “reflektere over, hvilken betydning det har for deres digitale identitet, at de ikke selv har direkte adgang til data, som omhandler eksempelvis deres forbrugs- eller bevægelsesmønstre” fra vejledningen om digitale kompetencer til loven om de gymnasiale uddannelser
I informatik arbejdes der med kompetenceområdet “It-sikkerhed, netværk og arkitektur”, herunder “redegøre for beskyttelse af egen digital identitet og egne data på internettet”.

 

Planlægning/overvejelser

Eleverne arbejder i grupper for at kunne høre og diskutere hinandens synspunkter, så de får udvidet deres læring og horisont undervejs. Lærer forholder sig nysgerrigt og åbent undervejs og lader eleverne drage egne konklusioner.

Følgende materialer anvendes: 

 

Forløbets opbygning

Modul 1

Start med at lade eleverne lave denne test individuelt: Test dig selv: Hvor hemmelig er du på nettet? 

Tæl sammen, hvor mange der er af hver kategori i klassen. Gem resultatet.

Se videoen “How databrokers stole my identity”, og læs artiklen “Big data er som en læge, der har set 3 millioner patienter”.

Bed grupperne om at definere begreberne big data, databrokers, cookies og tracking.

Del derefter eleverne op i grupper, der hver får en rolle, som de skal diskutere fordele og ulemper ved big data ud fra:

  • forældre

  • gymnasieelever

  • politikere

  • menneskerettighedsorganisationer

  • klimaforkæmpere

  • kokke

  • ... osv.

 

Modul 2

Sæt eleverne i matrixgrupper, så der er én repræsentant for hver oprindelig gruppe i de nye grupper. Der vælges en ordstyrer i hver gruppe.

Derefter køres der runder på følgende måde, så alle elever kommer til orde efter tur:

  1. Lad hver elev kort præsentere fordele og ulemper set fra pågældendes rolles perspektiv for matrixgruppen – max. 3 min. 

  2. Efter hvert elevindlæg kan ordstyreren vælge op til tre elever, der må komme med modargumenter - både til fordele og ulemper. 

  3. Alle vurderer nu først fordele ved big data fra deres rolles perspektiv ved at give et tal fra 0 til 3. 

  4. Alle vurderer ulemper ved big data fra rollens perspektiv ved at give et tal fra 0 til 3.

Når alle runder er kørt igennem, tælles henholdsvis fordelspoint og ulempepoint sammen. 

Opsamling i plenum: Endte det med, at big data er godt eller dårligt? Hvilke dilemmaer opstod undervejs?

 

Modul 3

Eleverne installerer Disconnect i Chrome eller Firefox. (De elever, der ikke har Chrome eller Firefox, skal installere en af dem). 

Nu skal de gå ind på nogle af de hjemmesider, som de besøger mest og undersøge, om der er tredjepartstrackere. Disse angives med en rød ring i Disconnect. Eleverne skal undersøge følgende:

  • Find trackernes hjemmesider og se, hvad firmaerne handler med.

  • Undersøg, om der er forskel på antallet af trackere, før og efter cookies accepteres på hjemmesider.

  • Læs “Sådan undgår du tredjeparts-cookies på internettet”. Blokér for tredjepartscookies i browseren.

  • Besøg nu de samme hjemmesider igen. Viser Disconnect stadig tredjepartstracking?

  • Hvordan kan man bedst sikre sig mod tredjepartstracking?

  • Hvem samler ellers oplysninger om os ud over de hjemmesider, vi besøger?

Som afslutning laver eleverne igen den indledende test individuelt: Test dig selv: Hvor hemmelig er du på nettet? 

Tæl sammen, hvor mange elever der er i hver kategori. Har det ændret sig gennem forløbet?

 

Evaluering

Få nogle elever til at downloade og skimme deres data fra eksempelvis Snapchat og Facebook. Lad dem holde korte oplæg om, hvad det viste sig, at tjenesterne har gemt, i forhold til hvad de selv gerne vil gemme.

 

Kreditering

Materialet er udarbejdet af Københavns Professionshøjskole i 2019.

Siden er opdateret 23. oktober 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.