Skyskraberfantasi

Konstruktion af modeller af skyskrabere afslutter dette forløb om skyskraberen som element i byrummet og som skyskraberskulptur. Eleverne diskuterer forskellen mellem at analysere henholdsvis 2-dimensionale og 3-dimensionale gengivelser.

Forløbet er på 9 moduler à 60 minutter og er til faget design og arkitektur på stx, hf eller htx.

 

Eleverne arbejder med form- og stilanalyse på 2-dimensionale gengivelser af skyskrabere. De lærer arkitekturanalyse og arbejder i 3-dimensioner både i fladen og i rummet. Samtidig lærer de at adskille og identificere forskellige historiske bygningsstilarter.  

 

Faglige mål i design og arkitektur:

  • sammenholde design- og arkitektureksempler fra forskellige perioder
  • generere design- og arkitektur-idéer
  • undersøge et designproblem og designløsninger ud fra forskellige parametre og ved hjælp af forskellige metoder som nævnt i kernestoffet

 

1. Planlægning/overvejelser

Eleverne skal på forhånd have haft et perspektivforløb og lært at skabe en rumlighed på en 2-dimensional flade.

Forløbet arbejder med form- og stilanalyse på 2-dimensionale gengivelser af skyskrabere. Eleverne skal diskutere skyskraberen som element i byrummet og som skyskraberskulptur i forbindelse med de praktiske øvelser.  Eleverne præsenteres for forskellige historiske bygningsstilarter, som de skal kunne adskille og identificere. Arkitektureksemplerne fra forskellige perioder giver eleverne en stilhistorisk bevidsthed, de kan bruge i deres udvikling af egne modeller af skyskrabere.

 

Materiale

Billedliste til skyskraberforløb

 

2. Forløbets opbygning

1. modul

Læreren introducerer de faglige mål for forløbet.

Læreren præsenterer de tekniske, økonomiske og historiske forudsætninger for skyskraberbyggeri. Konkrete skyskrabere vises som illustration - se “Billedliste til skyskraberforløb”.

Eleverne arbejder i matrixgrupper med forskellige historiske stilarter (gotik, renæssance, Art Déco, modernisme og postmodernisme).  Eleverne skal kæde deres stilart sammen med det historiske overblik over skyskraberbyggeri i USA. De enkelte præsentationer af stilhistorien kobles med analyser af forskellige skyskrabere.

Lektie til modulet: "Himmelstræberne" i Politiken, 15. september 2001.

 

2. modul

Den historiske gennemgang af skyskraberne rundes af med et kig på forskellige nyere skyskrabere og en introduktion til facadeanalyse.

Eleverne tegner hver især skitser til en skyskraberfantasi.

 Skyskraberfantasien skal herefter placeres i en skyline fra en by, man selv bestemmer. Skylines findes på google og tegnes enten af i hånden eller manipuleres i et tegneprogram, så der bliver plads til at tegne et færdigt udkast af skyskraberfantasien.

Lektie til dette modul: "En nål i landkortet" i Politiken.

 

3. modul

Eleverne analyserer gruppevis hver en skyskraber ud fra den analysemodel, de blev præsenteret for i forrige modul.

Grupperne præsenterer derefter 'deres' skyskraber for de andre på holdet.

Eleverne arbejder videre med deres skyskraberfantasi.

Lektie til dette modul: "Svimmelhed" i Galore Magazine, februar 2006.

 

4. modul: Den tegnede skyskraberfantasi gøres færdig.

 

5. modul:

I grupper på 3-4 skal eleverne lave en 3-dimensional skyskrabermodel over én af de 3-4 skyskraberfantasier gruppen har til rådighed. Se opgaven “Skyskrabermodel”

Lektie: Hver elev medbringer to færdige tegninger: én med skyskraberfantasien, og én hvor skyskraberfantasien er tegnet ind i en skyline.

 

6. modul: Grupperne laver skyskrabermodel.

7. modul: Grupperne laver skyskrabermodel.

8. modul: Grupperne laver skyskrabermodel.

 

9. modul:

Grupperne fremlægger deres færdige skyskrabermodeller og deres overvejelser undervejs i processen for resten af holdet.

Lektie: Alle grupperne skal være færdige med deres skyskrabermodel, og de skal have overvejet, hvordan de vil fremlægge det færdige resultat.

 

3. Evaluering:

Når skyskrabermodellen er færdig, udstilles den sammen med de to tegnede skitser samt grundplanen, hvor det fremgår, hvilke målestoksforhold der er arbejdet med.

Tankerne bag modellen præsenteres enten i klassen eller i matrixgrupper.

 

Kreditering 

Produceret af Stine Lindbjerg Kjær

 

Siden er opdateret 23. maj 2020 af emu-redaktionen
Samarbejdspartnere:
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.