Artikel

Psykologi valgfag - Genåbning

Her har fagkonsulenterne samlet inspiration og vejledning til undervisere om eksamen, prøveforberedelse og undervisning i forbindelse med den delvise genåbning.

Efter en periode med delvis tilstedeværelse, nødundervisning og en del virtuel elevkontakt, er skolerne nu ved at genåbne for alle elever. Dette notat giver faglig og didaktisk inspiration til undervisningen i psykologi frem mod prøverne i sommerterminen 2021. Afhængigt af niveauet, elevsammensætningen og varigheden af nødundervisningen lokalt er der flere faglige og didaktiske forhold, der bør overvejes som lærer. Det er vigtigt at understrege, at al undervisning fortsat skal følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Anbefalingerne i dette notat er primært rettet mod undervisere, der har elever som kan komme til prøver i psykologi.

 

Generelt om eksamen i psykologi

Ifølge Tidsplan for afslutningen af skoleåret 2020/21 på htx, hhx, stx, hf, hf-enkeltfag, gymnasial supplering og gymnasiale fag i eux-forløb, offentliggøres eksamensplanen tidligst d. 29. april og senest d. 6. maj, inkl. elevens aflyste prøver.

For psykologi gælder det:

  • Den mundtlige prøve kan udtrækkes – det gælder både på B- og C-niveau
  • Hertil kommer, at psykologi også indgår i eksamensudtrækket for SOP/SRP/EOP

Afhængigt af elevsammensætningen og varigheden af nødundervisningen er der flere faglige og didaktiske forhold, man bør overveje som underviser. Behovet for at indhente et eventuelt fagligt efterslæb vil typisk være forskelligt fra elev til elev, såvel som fra hold til hold. Der kan i øvrigt henvises til Vejledning om rammer og initiativer til et fagligt løft og en styrkelse af trivslen frem mod sommeren 2021.

 

Eksamen og temaer

I læreplanerne for psykologi C og B fremgår det, at: Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af en opgave med et kendt tema, ukendte underspørgsmål og et ukendt bilagsmateriale. Opgaverne, der indgår som grundlag for prøven, skal tilsammen i al væsentlighed dække de læste temaer og de faglige mål. (4.2)

Da mange undervisere formentlig har gennemført et eller flere temaer delvist virtuelt, vil det være oplagt at bruge den sidste del af undervisningen på at samle op på disse. Herunder at bruge tid på, at eleverne øver, hvordan temaerne kan inddrages til prøven i psykologi

Det er væsentligt, at temaerne dækker fagets kernestof bredt, da det giver en bred faglig forståelse og giver eleverne mulighed for at honorere alle faglige mål. Særligt de fagligt udfordrede elever skal hjælpes på vej, så deres temaforståelse også indeholder en faglig bredde. Enkelte undervisere vil muligvis kunne nå at gennemføre temaer efter skoleåbningen, hvis dette ikke er påbegyndt.

Det er også oplagt at træne eksempler på mundtlige eksamensopgaver. Det kan fungere som et godt grundlag for afgivelsen af den afsluttende karakter.

 

Forslag til overblik for alle elever

Tema

Kernestof

(tonet efter temaet)

Begreber og evt. teorier herom

Ekstreme fællesskaber

Socialpsykologi

Personlighed og identitet

Udviklingspsykologi

Kognition og læring

Psykologisk metode (B)

Fx kognitiv dissonans, Rosenthal-effekten, konformitet, os vs. dem

Teorier: Festinger, Asch, Sherif

Fra barn til voksen

Fx ansigtsduetter, tilknytning, omsorgssvigt

Teorier: Stern, Bowlby,

Prosocial adfærd og altruisme

Fx: altruisme, empatisk bekymring, big five

Teorier: Daniel Batson, Costa og McCrae

 

Som opsamling på skoleåret og undervisningen, kan man give eleverne eller (hvis man har tid til det) sammen med eleverne udarbejde et skema som nedenfor for at skabe fagligt overblik.

 

Faglige mål og kernestof - generelt

I psykologi er det opfyldelsen af de faglige mål, eleven skal bedømmes på. Den enkelte underviser bør derfor repetere disse og tilrettelægge en undervisning, der selv under de specielle omstændigheder giver alle elever en mulighed for at honorere de faglige mål og vise, hvad de kan forud for afgivelsen af den endelige karakter.

Da tidsperioden er begrænset, vil det være oplagt at lave en forventningsafstemning blandt klassens elever, så der fokuseres på elementer, hvor der er specifikke faglige udfordringer.

 

Undervisningsbeskrivelsen

Det er ved prøverne i sommerterminen 2021 særligt vigtigt, at det fremgår af undervisningsbeskrivelsen, hvilke dele af det faglige stof, der er blevet gennemgået i nødundervisningsperioden. I forbindelse med nødundervisningen kan læreren være blevet nødt til at justere den planlagte undervisning i forhold til fx materialevalg eller arbejdsformer, hvilket kan betyde, at censor og eksaminator ved den mundtlige prøve må vise fleksibilitet i forhold til eventuelle uhensigtsmæssigheder, som nødundervisningen kan have forårsaget. Censor bør være særligt opmærksom på undervisningsbeskrivelsen inden prøveafholdelsen.

 

Henvisning til materialer                                                           

 

Ved spørgsmål, kommentarer eller ønske om uddybninger, kontakt venligst fagkonsulenten

Mikkel Krag Brunvold
Fagkonsulent

Direkte tlf.: +45 33925326
E-mail: Mikkel.Krag.Brunvold@stukuvm.dk

Siden er opdateret 20. september 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.