Artikel

Undervisning udendørs i fagene

Fagkonsulenterne for udvalgte fag har samlet eksempler på undervisning, aktiviteter og øvelser, der kan foregå udendørs.
 

Herunder gives konkrete eksempler på, hvordan der kan arbejdes med udendørs undervisning i udvalgte fag.

 

Afsætning

Undervisningen afhænger af lokale muligheder, men der kan foretages forskellige typer markedsanalyser med inddragelse af metoder som observationer og mystery shopping. Eleverne kan med fordel inddeles i forhold til brancher, virksomhedstyper mv..

 

Billedkunst

I billedkunst kan eleverne undersøge kunstrum og visuelle kulturer udenfor – eksempelvis landart, streetart, stedsspecifik kunst, parkskulpturer, arkitektur, visuelle tegn, byrumsdesign, landskaber mm. Læreren kan formidle og vejlede elevernes arbejde med analyse og praksis udenfor.

Landart: Eleverne kan læse teori om fænomenologi og stedets ånd på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside, dac.dk, og udføre stedsanalyser udenfor med læreren som vejleder. Inspireret af landartkunstnere som Andy Goldsworthy kan eleverne derefter udføre æstetiske manipulationer med stedets materialer som blade, og grene på baggrund af deres stedsanalyse. Afslutningsvis kan de præsentere deres værker og refleksioner herom udenfor.

 

Dansk

De fleste danskfaglige aktiviteter kan praktiseres udendørs, hvis vejret tillader det. Det kan være lærer- og elevoplæg, walk-and-talk i par eller mindre grupper, produktion af skriftlige tekster (arbejdsspørgsmål, skriftlige opgaver, kreative skriveøvelser), produktion af multimodale tekster (videoer, screencasts), læsefordybelse (for eksempel værklæsning) og podcast-lytning.

Også evalueringssamtaler, mundtlig feedback på eksempelvis stile kan foregå udendørs under hensyntagen til myndighedernes regler om afstand. 

 

Design og design & arkitektur

I design og design & arkitektur kan undervisning i alle fagets discipliner foregå udenfor. 

Byvandring: Læreren kan lave byvandring med fokus på eksempelvis stilhistoriske perioder, og eleverne kan udføre stedsanalyser, dokumentere og analysere parcelhustyper, byrumsdesign mm. Eleverne kan undersøge og eventuelt sammenligne forskellige områders produkt- og kommunikationsdesign og selv designe hertil, eksempelvis med fokus på, hvordan skrald i gaderne kan undgås.

Nudging: Eleverne kan også arbejde udendørs med at løse problemer med skrald i gaderne gennem nudging. Læreren kan formidle og vejlede udenfor, og eleverne kan udføre steds- og adfærdsanalyse på stedet. Med hvidt skolekridt eller andet midlertidigt materiale kan de udføre designs, observere om det forandrer adfærd, justere designet og igen iagttage og reflektere over virkningerne heraf.

 

Engelsk

I engelsk kan man ved gennemførsel af udendørs undervisning med fordel opprioritere aktiviteter, hvor eleverne ikke er bundet til computeren.

Grammatik: Det kan være at genopfriske grammatik ved anvendelse af metoder, der tager udgangspunkt i øvelser fra Cooperative Learning. Der kan også laves mere fysiske aktiviteter som ordklassestafet, eller træning af sætningsanalyse ved opstilling, hvor eleverne repræsenterer forskellige sætningsled. Derudover indeholder flere grundbøger i grammatik eksempler på mundtlige grammatikøvelser.

Feedback: Eleverne kan sættes sammen i mindre skrivegrupper med god afstand. Her kan de eksempelvis arbejde med peer-feedback i forhold til tidligere afleveringer og i den proces samtidig genopfriske metoder forbundet med skriftlig eksamen.

Litteratur: Hvis man ønsker at arbejde med Shakespeare, er sonnetter en mulighed, eller der kan arbejdes med digte generelt set, hvor eleverne laver oplæsning og diskuterer materialet i forhold til form, indhold og historisk kontekst.

Film og lyd: I den mere kreative ende kan eleverne arbejde med filmproduktion, for eksempel ved at lave små reklamefilm eller dagbog om forløbet i Coronakarantæne/under nedlukning. Det er også en mulighed at arbejde med stationer, hvor eleverne løser forskellige opgaver, herunder at indtale lydfiler eller filme korte sekvenser og uploade direkte fra mobiltelefonen. I forlængelse heraf kunne der også arbejdes med ultrakorte plays, for eksempel one act plays eller 10 minute plays, som kan findes på nettet.

 

Fransk-, italiensk- og spansk

Der er umiddelbart mange muligheder for at udføre fransk-, italiensk- og spanskundervisning i det fri. Mange af de aktiviteter, der normalt foregår i klasserummet, kan uden videre flyttes ud i det det fri. Eksempelvis kan eleverne i par eller mindre grupper udføre mange elevaktiverende øvelser og opgaver, naturligvis under hensyntagen til myndighedernes regler om afstand. 

Walk and talk og mindre gruppeopdelinger kan danne ramme for mange slags sproglige træningsaktiviteter. Eleverne kan på skift genfortælle dagens tekst, beskrive personerne, fremlægge teksten og perspektivere den til andre emner gennemgået i undervisningen. De kan også høre hinanden i verbalbøjninger, gloser, osv.

Alt afhængigt af niveau kan de også i deres walk and talk sige alle de ord, de kan huske på målsproget, tælle, fortælle om sig selv og deres familie, pege på ting og sige, hvad det er og lignende små øvelser. Walk and talk-parrene kan cirkulere, ligesom gruppeopdelingerne kan variere, så eleverne løbende får nye partnere.

Eleverne kan også på skift stille hinanden spørgsmål til dagens tekst og lave udsagn om tekst og personer, der henholdsvis er enten sande eller falske, og som den anden efterfølgende skal be- eller afkræfte.

Stjerneløb og skattejagter kan også benyttes som ramme for aktiviteter, hvor eleverne skal løse diverse opgaver vedrørednde et tema, grammatik eller en tekst.

Gættelege og billedbeskrivelser: Eleverne kan ligeledes lave diverse gættelege, hvor de på skift tænker på og gætter en person fra tekst gennemgået i klassen, gætter ord og begreber, som de har arbejdet med i undervisningen, og som indgår tematisk i det gennemgåede emne, og diverse sproglege såsom 20 spørgsmål til professoren, gæt et tal eller gæt en person. Også billedbeskrivelse og andre øvelser med billeder kan foregå i det fri efter aftale om udvalgt ”scenarie”.

Rollespil er ligeledes en mundtlig øvelse, eventuelt baseret på skriftligt oplæg, som eleverne kan udføre enten med udgangspunkt i tematisk, billed- eller tekstmateriale. Rollespil kan også laves som samtaler mellem, eller interviews med, personer i tekst eller film, argumentation for eller imod en sag eller bestillinger og køb af varer på café. Eleverne kan også kommunikere via sms og telefon om enten frie eller rammesatte emner, eller de kan lave en fiktiv aftale for at styrke deres kommunikative kompetencer.

Billeder og video: De kan også enten individuelt, i par eller grupper tage billeder, lave en lille video af enten sig selv, deres interesser, et sted eller en bygning, som de efterfølgende kan præsentere på fransk, italiensk eller spansk. Det er også en mulighed at lave en vejrudsigt i det fri, lave en (nyheds-)udsendelse om et emne, som vod- eller podcast. Det kan også være et sprogligt, kulturelt eller nyhedsemne.

Tur i nærområdet: Eleverne kan også sendes ud i deres nærområde for at finde tegn på franske, italienske og spanske ord, bygninger, eller kultur. Det er klart, at nogle områder og byer, er mere oplagte til dette end andre. Eleverne kan ligeledes beskrive og navngive alle de ting, bygninger og objekter, der er omkring dem med henholdsvis franske, italienske og spanske ord.

Ovenstående forslag træner således både samtale og præsentation, som er en del af kernestoffet. Til alle aktiviteter er det naturligvis hensigtsmæssigt at stilladsere eleverne til den enkelte opgave med for eksempel ordforråd og gambitter til samtale, så de føler sig trygge og sikre og får fuldt læringsmæssigt udbytte af aktiviteten.

Diverse aktiviteter fra Cooperative learning kan også fungere udendørs, og eleverne kan lytte til og nyde sange på enten fransk, italiensk eller spansk, og enkle tekster, mens de går.

Også evalueringssamtaler, lærer-elev-dialog om faglige spørgsmål og peer-feedback kan foregå udendørs under hensyntagen til myndighedernes regler om afstand. 

 

Fysik

Nogle eksperimenter og aktiviteter i fysik kan give god mening at gennemføre udenfor.

Vandraketter: Et projekt med vandraketter er oplagt. Udstrømningen fra raketten kan studeres i en statisk opstilling, som filmes med elevernes mobilkamera, således at udstrømningshastigheden kan bestemmes. Ligeledes kan opsendelsen filmes for at bestemme rakettens hastighed og acceleration og toppunktet i bevægelsen. Projektet giver også god mening at lave i et fagligt samspil med matematik, da der er en del matematik involveret i rakettens bevægelse og behandlingen af de opsamlede data. 

 

Idræt

I idræt kan en stor del af undervisningen foregå udendørs. Det gælder en stor del af boldspillene, hvor man dog skal være særlig opmærksom på afstanden.

Parkour: Det kan derfor være mere naturligt at ty til discipliner som parkour, hvor der kan laves baner til eleverne, eller hvor eleverne selv kan arbejde udforskende og undersøgende med at afsøge baner og muligheder i forskellige områder.

Orienteringsløb: En anden disciplin med gode muligheder for at udnytte forskellige områder udenfor er orienteringsløb. Her er der forskellige udgaver, der kan variere undervisningen. En mulighed er at lave en tegning med sit løb. Dette løb kræver, at eleverne har et program på mobilen eller et GPS-ur, hvor de efterfølgende kan se deres rute.

Instruktionen til eleverne kan være følgende: Begynd med at vælge, hvilket område du vil løbe i. Tegn derefter en figur (eksempelvis et hjerte) eller et bogstav på kortet. Tænd dit ur og løb ruten. Efterfølgende kan du prøve at udskrive din rute og se, om den gennemførte rute ligner den figur, du tegnede på kortet. Du kan også prøve, om du kan gøre det uden et kort.

Start evetuelt på en stor mark eller sportsplads. Skal der laves en bedømmelse eller konkurrence ud af det, kan der gives point for distance, præcision og hurtighed.

 

Innovation

I innovation kan der gennemføres udendørs undervisning i alle innovationsprocessens faser.

Teambuilding foregår i de fleste tilfælde bedst med et fysisk element, og øvelser i gruppedynamikker og konflikthåndtering er der mange af på nettet.

Problemdefinering og opgaverne med at forstå brugerne og deres behov, kan laves udendørs med metoder som fotosafari, trendspotting, deltagerobservation og follow the object.
Find ideer i værktøjskassen til innovation og entreprenørskab her: innovation.sites.ku.dk

Idegenerering og validering af ideer er måske lidt vanskeligere at lave umiddelbart, men mini-workshops kan sagtens laves udendørs, hvis vejret tillader det. I øvrigt er walk and talk (gerne med inspirationskort) en god og gennemtestet metode fra blandt andet de fagdidaktiske kurser.

Prototype-udvikling og tests kan i mange tilfælde også laves udendørs, og det er for eksempel en mulighed at lade forbipasserende ”stemme” på forskellige løsninger ved at designe små spil, eksempelvis kastespil, der ikke kræver nærkontakt.

 

Matematik

Mange mundtlige matematikaktiviteter knyttet til både skriftligt og mundtligt arbejde kan tilrettelægges i det fri.

Orienteringsløb: Repetitionsaktiviteter kan eksempelvis tilrettelægges som et orienteringsløb med besøg ved forskellige ’formelposter’ med krav om afgivelse af svar med flere forskellige repræsentationsformer og lignende - eller som en Pecha-Kucha Speed Talk med A3-ark i stedet for ppt-slides.
Se mere på gymmat.blogspot.com.

Aktiviteter med formelsamlingen på alle niveauer kan tilrettelægges mundtligt på flere måder. Det kan være som spørgsmål/svar-dating (”Goddag, ved du hvad…?”), kombinér formel-figur-tekst tilrettelagt som skattejagt eller som walk and talk med identificering af signalord.
Disse og andre idéer til matematisk arbejde med fysisk aktivitet er samlet her.

Walk and talk med idéudveksling og diskussion af strategier for besvarelse af mundtlige eksamensspørgsmål (individuel eller gruppe), hvor eleverne i stedet for at skrive optager korte opsamlende sekvenser med mobiltelefon, som de efterfølgende kan dele med andre grupper.

På tur i nærmiljøet: Gå på opdagelse og udforsk nærmiljøet med henblik på at identificére matematik i omgivelserne. Det kan være med fokus på arkitektur, kunst og design eller selvfremstilling af for eksempel vandstråler og andre objekter, der kan modelleres matematisk. Måske kan der identificeres Eulerture i et nærområde med mange broer eller andre knudepunkter.

 

Retorik

De fleste faglige aktiviteter i retorik kan praktiseres udendørs, hvis vejret tillader det. Det kan være læreroplæg, elevtaler, walk and talk i par eller mindre grupper (for eksempel refleksionsøvelser og analyse af autentiske ytringer). Det kan også være produktion af skriftlige tekster til porteføljen, produktion af multimodale tekster (for eksempel optagelse af tale), læsefordybelse (for eksempel taler eller debatterende tekster) og podcast-lytning.

Også evalueringssamtaler, lærer-elev-dialog om faglige spørgsmål kan foregå udendørs under hensyntagen til myndighedernes regler om afstand. 

 

Mere om udendørs undervisning

Læs mere om og få yderligere inspiration til arbejdet med udendørs undervisning i artiklen Inspiration til gymnasial undervisning udendørs.

Siden er opdateret 12. marts 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.