Hjemkomsten. De danske jøders liv og skæbne efter befrielsen

I sommeren 1945 vendte de fleste jøder hjem . 65% af de hjemvendte var i akutte økonomiske problemer, og mange stod uden tag over hovedet. Deres lejligheder var blevet overtaget af andre i deres fravær, Jødernes hjemkomst udløste i Danmark ligesom i resten af Europa ubehagelige konflikter om ejerskab, skyld og ansvar.

v. Sofie Lene Bak, lektor ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet

 

I sommeren 1945 kunne familien Grünbaum endelig vende hjem. Festklædte og feststemte samledes hele familien på Malmø færgestation (se billede) for at sejle tilbage til det Danmark, de i 1943 var blevet tvunget til at forlade.

I oktober 1943 måtte næsten 8000 mennesker over hals og hoved flygte fra Danmark. Natten mellem den 1. og 2. oktober gennemførte den tyske besættelsesmagt en aktion mod de danske jøder, der havde til formål at arrestere og deportere hele det jødiske samfund, mænd, kvinder og børn. Heldigvis var de jødiske familier få dage før aktionen blevet advaret. Advarslen kom fra toppen af den tyske ledelse, som vidste, at dette overgreb på det jødiske samfund ville vække vrede og uro i den danske befolkning. Ved at advare jøderne, mente lederen af den tyske besættelsesmagt, Werner Best at kunne begrænse skaderne. De jødiske familier forlod i al hast deres hjem, kun medbringende hvad de kunne bære i deres arme. Samtidigt reagerede svenskerne på den anden side af Øresund ved at tilbyde at modtage de danske jøder. Sverige havde i krigens første år ført en tyskvenlig neutralitetspolitik, som bl.a. havde tilladt eksport af jernmalm til den tyske krigsindustri. Tre år senere stod det klart, at Tyskland næppe ville vinde krigen, efter at også amerikanernes var trådt ind i krigen i december 1941, og tyskerne var på tilbagetog både på Østfronten og på den nyligt åbnede front i Syditalien, hvor allierede styrker var gået i land i juli 1943. Både på svensk og tysk side havde man nu travlt med at forbedre forholdet til de kommende sejrherrer.

Det lykkedes 95% af de danske jøder at komme i sikkerhed i Sverige, takket være deres egne initiativer og hjælp fra deres landsmænd. Flugten var dog ikke gratis. I gennemsnit betalte flygtningene 1000 kr. pr. person for den illegale overfart, et beløb der svarer til omkring 20.000 nutidskroner. Mange familier havde derfor måtte sælge alt hvad de ejede, eller optage lån for at betale for flugten.

Ikke alle kom i sikker havn. 472 mennesker blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Lejren, der egentlig var en indhegnet by, var beregnet for såkaldte ”prominente” jøder, fx politikere, kulturpersonligheder, videnskabsfolk og dekorerede veteraner fra 1. Verdenskrig. For mange fanger blev Theresienstadt dog en gennemgangslejr, idet 88.000 blev deporteret fra lejren direkte til udryddelseslejrene i Øst, mens 33.521 mennesker døde i lejren. De danske jøder var undtaget fra deportation, og kunne fra foråret 1944 modtage fødevarepakker hjemmefra. Det blev helt afgørende for, at dødeligheden blandt de danske jøder i lejren ikke blev højere end 10%. I april 1945 blev de danske jøder hentet ud af lejren af de såkaldte hvide busser, en dansk-svensk redningsaktion, der midt i krigens sidste kaotiske fase reddede danske og norske fanger ud af tyske koncentrationslejre. De kom til Sverige, hvor de jødiske fanger nu blev genforenet med deres familier.

I Sverige havde flygtningepolitikken først været restriktiv; alle flygtninge blev sat i flygtningelejre, eller de såkaldte forlægninger, de måtte ikke bosætte sig i de større byer, og skulle tage anvist arbejde uanset deres uddannelse eller erhverv, fx skov- og vejarbejde. Siden blev politikken mere liberal, og danske flygtninge kunne tage ophold uden for flygtningelejrene og få egen bolig og arbejde. Der oprettedes danske skoler, bl.a. i Göteborg og Lund. Den svenske politik hvilede dog på den udtrykkelige forudsætning, at alle danske flygtninge skulle vende hjem til Danmark, når krigen var forbi.

De gjorde de. Og de havde med længsel set frem til den dag, de kunne vende tilbage til Danmark. Men hjemkomsten blev langt fra så glædelig, som flygtningene havde forestillet sig. 65% af de hjemvendte jøder var i akutte økonomiske problemer, og havde ingen midler til at forsørge sig selv. Mange stod uden tag over hovedet. Deres lejligheder var blevet overtaget af andre i deres fravær, og hver femte var i en så desperat situation, at de ingen steder havde at tage hen, da de ankom til Danmark. De kom – igen – i flygtningelejre. Sådanne blev indrettet på danske skoler, bl.a. på Øregård gymnasium i Gentofte (se billede). Mange havde mistet alt: bolig, ejendele, arbejde, og skulle starte forfra. Hertil kom, at de var psykisk nedbrudte og viste tegn på, hvad vi i dag ville kalde PTSD, posttraumatisk stress syndrom, en diagnose, der dog først kunne stilles langt senere i 1980’erne.

Samtidigt blev de hjemvendte mødt af krav om, at de skulle vise taknemmelighed og ydmyghed – og ikke så sjældent med historier om, hvor vanskeligt danskerne havde haft det de sidste svære år af besættelsen, mens jøderne tilsyneladende havde hygget sig i luksuriøs overflod på den anden side af Øresund. Blandt tidligere modstandsfolk blev der desuden stillet spørgsmålstegn ved danske jøders bidrag til modstandskampen.

De danske jøder var i 1943 blevet udskilt af samfundet af den tyske besættelsesmagt, og var dermed også blevet synlige for andre danskere, som ikke vidste eller tænkte over, at kollegaen, naboen eller skomageren var jøde. Da de disse flygtninge vendte hjem i 1945 var de synlige – og for nogen en pinlig påmindelse om fordele eller ejendele, man havde opnået, da de forsvandt.  Jødernes hjemkomst udløste i Danmark ligesom i resten af Europa ubehagelige konflikter om ejerskab, skyld og ansvar.

Den antisemitiske stemning, som bredte sig i de første efterkrigsår, var ikke et nyt fænomen, men et gammelt, der igen kom op til overfladen. I 1930’erne og under den tyske besættelse blev enhver, der udtrykte antisemitisme offentligt, stemplet som nazist og tyskvenlig. Det blev betragtet som udansk at være antisemit. Men den tætte forbindelse mellem nazisme og antisemitisme blev løsnet, da tyskerne forlod landet. Desuden betød Anden Verdenskrigs afslutning langt fra et øjeblikkeligt opgør med den racisme, der med nazismen var endt i systematisk folkemord.

I den offentlige debat udtrykte mange bekymring over den voksende antisemitisme. Men det er påfaldende svært at finde dokumentation for de antisemitiske tendenser i det danske samfund i efterkrigsårene. Det skyldes, at antisemitismen var af privat og verbal karakter. Den var ikke politisk organiseret og kom heldigvis ikke til udtryk i fysisk vold eller overgreb. Men den resulterede i distance og fordomme og irrationelle syndebuk-forestillinger om, at det økonomiske kaos efter befrielsen var jødernes skyld. De jødiske familier mødte antisemitismen hos købmanden og i skolegården, ved frafaldet af gamle venner og sårende morsomheder.

Meget få vidner erindrer, at de blev udsat for antisemitisme i de første efterkrigsår – og de få, der gør, bagatelliserer deres oplevelser som enkelttilfælde, og ikke som en del af et mønster. At Danmark på linje med andre europæiske lande blev ramt af en antisemitisk bølge i krigens kølvand er ikke en del af den kollektive erindring. Den kollektive erindring udstikker rammerne for, hvad der skal erindres og hvordan. Erindringer der afviger, bliver ekskluderet og fortrængt. Det kan også påvirke den enkeltes erindring, idet den kollektive erindring tilfører den individuelle erindring mening og sammenhæng, og det som ikke erindres i fællesskab, risikerer i højere grad at blive glemt. Desuden forbliver erindringer, der ikke omfavnes af den kollektive erindring, private og dermed også kortvarige. De lever kun i ”mands minde”.

Det samme gælder erindringen om genetableringen i Danmark efter krigen. I trykte erindringer fremstilles hjemkomsten som uproblematisk, mens den kollektive erindring fremhæver naboer og venners omsorg for jødernes ejendom og ejendele. Det er hævet over enhver tvivl, at mange jødiske familier kom hjem til Danmark og fandt deres hjem omsorgsfuldt bevaret. Det er bare ikke hele historien. Mindst halvdelen oplevede en eller anden konflikt, da de kom hjem: At deres bolig eller job var overtaget af andre, at der var sket tyveri af deres ejendele, eller at aftaler om at drive værksted eller forretning videre var blevet svigtet.

De, som oplevede sådanne vanskeligheder, kom staten nu til undsætning. Med lov om erstatning til besættelsestidens ofre fra 1945, fik jøderne ikke bare adgang til tortgodtgørelse (erstatning for krænkelse) for tysk fangenskab, de kunne få erstatning for de beløb, de havde måtte betale for flugten, og hjælp til at genetablere deres hjem og forretninger. Loven var ikke bare en helt afgørende håndsrækning til de jødiske familier, den lagde også låg på sprængfarlige konflikter om svigt og misbrug. Den statslige hjælp kan forklare, hvorfor så få erindrer økonomiske vanskeligheder ved hjemkomsten. Sådanne historier passede ikke til den kollektive erindring om et folk, der stod sammen i krisen, uanset religiøst eller etnisk tilhørsforhold.

Paradokset er, at ikke bare det misbrug, der gjorde hjælpen nødvendig, men også hjælpen selv blev glemt, eller ikke-erindret. Selvom om den statslige hjælp var enestående i et Europa, som havde travlt med at hylde sine nationale helte, men ikke tid til at sørge over ofrene for en meningsløs racistisk forfølgelse, hvorfor mange jøder slet ikke blev anerkendt som ofre, og følgende nægtet adgang til erstatning. Der skulle gå adskillige årtier, førend Holocaust, folkedrabet på Europas jøder, fik instrumentel karakter, og blev til erindringspolitik.

 

Billeder

Familien Kagan og Grünbaum foran færgestationen i Sverige på vej hjem til Danmark i sommeren 1945 (Dansk Jødisk Museum)

Øregård gymnasium.

Hjemløse på Adeleide-forlægningen (Rigsarkivet)

 

Kilder

Marcus Melchior: ”Jødiske problemer”, Frit Danmark 13, 1945. Artiklen står i skærende kontrast til den konklusion, han nåede til i sine erindringer Levet og oplevet (1967).

Om antisemitisme, se Markus Melchior i Frit Danmark nr. 40, 1945.

Vigtige værker om de danske jøder

Michael Mogensen: ”Det danske flygtningesamfund i Sverige og ”jødespørgsmålet” 1943-45”. I: Johnny Laursen m.fl. (red.): I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen. Århus 2000, s. 150-160, om antisemitisme blandt modstandsfolk i Sverige.

Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. 2010.

Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. 2012.

 

Links

Danske jøder i svensk eksil

De danske jøders tilbagevenden efter besættelsen

Siden er opdateret 20. juli 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.