Artikel

Skriftlighedstræning i International økonomi

En guide til systematisering af arbejdet med skriftlighed

Formålet med artiklen er at tilbyde undervisere i International økonomi en model til systematisering af arbejdet med skriftlighed. Desuden introduceres et begrebsapparat, der bidrager til et fælles sprog, når der kommunikeres om skriftlighed. Artiklen viser også, hvordan underviseren kan redefinere sin egen rolle fra at være opgaveretter til at blive skrivevejleder.

At lære at skrive (økonomisk) er en proces. Skrivehjulet giver et visuelt overblik over faserne i processen.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Skrivehjulet er inddelt i fire faser, der starter med underviserens skriveordre og slutter med elevens refleksion over den proces, der er gennemløbet. Artiklen er praksisnær og giver mange konkrete forslag til, hvordan der kan arbejdes kvalificeret i alle skrivehjulet faser.

  1. Skriveordren: Skrivehjulet igangsættes med underviserens skriveordre til eleven. Skriveordren bør bl.a. rumme en række anvisninger til, hvordan det skriftlige arbejde skal gribes an. Fx bør skriveordren være tydelig omkring genre, spørgeformer, kernestof, modtager og bedømmelseskriterier. Desuden bør der være progression i skriveordrerne over tid.
     
  2. Skriveprocessen: Traditionelt har meget skriftligt arbejde været tilrettelagt, så eleven primært har skrevet derhjemme. En del af skriveprocessen kan dog sagtens finde sted i klasserummet. Artiklen giver bl.a. råd til, hvordan der kan skabes synlighed om den gode tekst samt til at give kvalificeret skrivevejledning.
     
  3. Feedback fra underviser: Efter aflevering modtager eleven feedback fra underviseren. Det er vigtigt, at feedbacken gives ud fra skriveordrens bedømmelseskriterier. Feedbacken kan desuden med fordel være kompetencebaseret. God feedback peger fremad og giver konkrete anvisninger til, hvordan eleven kan forbedre sig.
     
  4. Refleksion: Underviserens feedback er udgangspunktet for, at eleven reflekterer over proces og produkt. Hvad fungerede godt? Hvad skal gøres anderledes næste gang? Bl.a. vises det, hvordan der kan arbejdes systematisk med refleksionsøvelser i skriftlige opgaver.

Hver skriftlig opgave, eleven afleverer, repræsenterer en tur rundt i skrivehjulet. Hvis underviseren formår at tilrettelægge skriftligheden med systematik og passende progression, vil hver runde bidrage til en styrket skriftlig kompetence. Der er således tale om en fortløbende proces, og skrivehjulet kan reelt opfattes som en hermeneutisk spiral, hvor eleven gradvist opnår højere niveauer af erkendelse om det at skrive (økonomisk).

Skrivning i International økonomi bør ikke kun have til formål at træne kommunikationskompetencen i kompetenceblomsten. De øvrige kompetencer er også i spil. Mantraet ”At skrive for at lære” og ”At lære at skrive (fagligt korrekt)” synliggør, at skrivning rummer et tveægget læringspotentiale. Faget kan åbne sig for eleven, mens der skrives, idet skrivningen som værktøj fører til faglige erkendelser.
 

Kreditering

Peder Vinther Emdal Hay, Underviser ved Aarhus Handelsgymnasium

 

Siden er opdateret 31. januar 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.