Artikel

Informatik - Genåbning

Her finder du fagkonsulentens faglige og didaktiske råd om genåbning, overgangsperiode, eksamensprojekter, virtuel undervisning og karaktergivning i forbindelse med COVID-19

Efter en lang periode med fjernundervisning og virtuel elevkontakt er genåbningen nu i gang – og eksamen står for døren. I dette vejledningsmateriale beskrives først retningslinjer vedrørende eksamensprojekt, mundtlig eksamen samt karaktergivning i informatik. Derefter følger inspiration til undervisningen i den sidste del af skoleåret. Det er vigtigt at understrege, at al undervisning skal følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

 

Tidspunkt for aflevering af eksamensprojekt på B-niveau

I læreplanen på B-niveau står der, at ”Afleveringstidspunktet skal normalt være senest en uge før eksamensperiodens begyndelse.”. Det er vigtigt, at aflevering af eksamensprojektet finder sted inden den afsluttende standpunktskarakter bliver givet - men ikke nødvendigvis, som vanligt, inden offentliggørelsen af prøveudtrækket.

 

Den mundtlige prøve

Langt flere elever end sidste år kan komme til mundtlig prøve. Den mundtlige prøve gennemføres overordnet på samme måde som ved traditionelle eksamensterminer, der ikke er påvirket af Covid-19, og Vejledning til Gymnasienødprøvebekendtgørelsen beskriver de særlige hensyn, der bør tages i den forbindelse. Af vejledningen fremgår blandt andet, at et undervisningsforløb ikke automatisk er uegnet til at indgå i prøvegrundlaget ved en mundtlig prøve, fordi det helt eller delvist er gennemført som nødundervisning. Men omfang og karakter af nødundervisning kan have betydning for indholdet ved de mundtlige prøver. 

Det skal fremgå af undervisningsbeskrivelsen, hvilke temaer, emner eller forløb, der evt. er udeladt af prøvegrundlaget, og som eksaminator og censor dermed ikke kan afprøve eleverne eller kursisterne i ved prøven. Udeladelse af dele af undervisningen fra prøvegrundlaget, som vil indebære en fravigelse af læreplanens krav, skal godkendes af institutionens leder.

I bilag 1 i Vejledningen til Gymnasienødprøvebekendtgørelsen er der eksempler på situationer i de enkelte fag, hvor læreplanens krav til prøvegrundlaget kan fraviges pga. nødundervisningen. Bilaget skal læses opsummerende. Dette betyder at fag og niveauer, der både har et eksamensprojekt, og hvor eleven trækker et blandt flere spørgsmål, hører til både ved prøveformen ” Prøve, hvor eleven trækker et blandt flere spørgsmål, der er grundlag for eksaminationen” og ved prøveformen ” Projektprøver, hvor eleven udarbejder et projekt eller tilsvarende inden prøven, der er udgangspunkt for eksaminationen.” Dette gælder Informatik B.

Det er vigtigt at understrege, at prøvens bedømmelseskriterier ikke ændres.

Som altid er det vigtigt at orientere sig i styredokumenterne vedrørende eksamen. Ud over de relevante læreplaners afsnit om den mundtlige prøve er der eksamensbekendtgørelsen og karakterbekendtgørelsen. Find orientering, regler og nyheder på uvm.dk

 

Afgivelse af afsluttende standpunktskarakter

I de fag, eleverne ikke kommer til prøve i, skal der i stedet for prøvekarakter gives en standpunktskarakter, der ophøjes til prøvekarakter. Den afsluttende standpunktskarakter gives ud fra en helhedsvurdering af elevens faglige niveau i den daglige undervisning, herunder også nødundervisningen. Karakteren udtrykker i hvor høj grad, eleven lever op til de faglige mål. Der er altså ingen ændringer ift. karaktergivningen før Covid-19.

Her vil det være en god idé at genlæse de vejledende karakterbeskrivelser i afsnit 4.4 i fagets vejledning.

I forbindelse med den særlige situation ved sommertermin 2021 anbefales det også at læse Vejledningen til Gymnasienødprøvebekendtgørelsen grundigt. Her findes retningslinjerne for både den mundtlige prøve og afgivelse af afsluttende standpunktskarakterer.

 

Inspiration til undervisningen

I informatik har der som udgangspunkt været gode muligheder for at gennemføre nødundervisning.

 

Hvordan tilrettelægger vi undervisningen efter genåbningen?

Den gradvise genåbning, der nu møder lærerne på skolerne er også udfordrende. Man kan fx kan have udskudt at arbejde med robotter. Her kan det overvejes, om man kan nøjes med en simulator i stedet for fysiske robotter. Selv om nogle af modulerne kan afholdes fysisk, kan man risikere at blive sendt hjem eller at have nogle af eleverne med virtuelt. Hvis man har valghold, er det ikke givet, at de kan være på skolen samtidig.

Man kan med fordel starte op med, at få drøftet udbyttet af den virtuelle undervisning i informatik med eleverne: Hvad er lykkedes, og hvor trænger de til at få repeteret faglige pointer?

 

Hvordan tager vi bedst hensyn til de fagligt svage elever i forbindelse med en genåbning af skolerne?

Det kan godt tænkes, at de fagligt svageste elever har været dårligt stillet, når læreren eller klassekammerater ikke har været direkte tilstede til at hjælpe eleven med arbejdsopgaverne. Der kan derfor være behov for en særlig hjælp til de svageste elever, når skolen åbner igen. Det kan fx ske i form af, at man bruger mere tid på vejledning af svage elever i gruppearbejde eller individuelt arbejde med repetition af stoffet fra nødundervisningen, i arbejdet med nyt stof eller med generel repetition op til eksamen. Det kan ske i de ordinære moduler eller som et ekstra tilbud. Det vil være nærliggende at spørge de pågældende elever, hvilken hjælp de har mest brug for.

Man kan ud fra elevernes mundtlige (og/eller - hvis der har været fordybelsestimer – skriftlige) respons på stillede opgaver afdække behovet for særlig hjælp til udvalgte elever. Hvis nogle elevers besvarelser har været meget svage, kan man samle disse elever og gennemgå opgaverne med dem på en måde, så de opnår en bedre forståelse af det tilhørende stof.

 

Særligt for hold, der afslutter faget

 

Eksamensprojektet(kun for B-niveau)

I informatik er gruppe- og projektarbejde, på B-niveau på denne tid af året, hvor der udarbejdes eksamensprojekter, helt uomgængeligt, og samarbejdet om dette har været vanskeligere i nødundervisningsperioden. Bl.a. på grund af de anbefalinger om afstand, som gælder efter genåbningen, kan gruppearbejde, som vi ellers kender det, stadig være udfordrende.

Ifm. genåbningen er det på B-niveau væsentligt at få samlet op på de enkelte gruppers eksamensprojekter: Hvor langt er grupperne kommet? Hvordan kan man bedst lave brugervenlighedsundersøgelse? Hvordan kan dette bedst muligt gøres under disse ekstraordinære omstændigheder? Er der fx mulighed for at foretage online-interviews eller andre former for tests med relevante aktører?

Hvilke problemstillinger har de brug for hjælp til i tiden frem mod eksamen? Hvordan går det med rapportskrivningen?

Selve programmeringsdelen af projektet, kan have været udfordrende under nødundervisningen, så her kan man have et særligt fokus.

 

Projektevaluering (kun for B-niveau)

Det afsluttende projekt må ikke forinden prøven være evalueret af læreren/eksaminator overfor eksaminanderne. Men eleverne må gerne give hinanden respons på projekter. Det kan støtte ikke mindst de fagligt udfordrede elever i den sidste del af processen, hvis de får andre elever/gruppers øjne på eksamensprojektet, og derigennem får mulighed for at se på deres arbejde fra andre vinkler. Man kan derfor med fordel facilitere peer-feedback på gruppernes eksamensprojekter.

 

Eksamensopgaver

På både C og B-niveau skal eleverne til den mundtlige prøve endvidere trække en opgave, der inddrager et eller flere af de faglige mål. For at ruste alle elever til prøven, anbefales det at have et særligt fokus på inddragelse og forståelse af de faglige mål, der er måtte være blevet behandlet under perioden med nødundervisning.

 

Ved spørgsmål, kommentarer eller ønske om uddybninger, kontakt venligst fagkonsulenten

Kathrine Madsen
Fagkonsulent

Direkte tlf.: +45 21395199
E-mail: Kathrine.madsen@stukuvm.dk

Siden er opdateret 11. maj 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.