Nyhed

Bliv klogere på teknologiforståelse

Se, hør og læs mere om den nye forsøgsfaglighed i teknologiforståelse – bliv klogere på det faglige indhold, hvordan teknologiforståelsesundervisning kan se ud i et klasselokale, og hvordan din skole kan arbejde med fagligheden.

Fra marts 2019 undervises de første elever i ”teknologiforståelse” i regi af Børne- og Undervisningsministeriets forsøg med teknologiforståelse som en obligatorisk del af folkeskolens undervisning.

 

Tekforsøget.dk – om forsøget med teknologiforståelse

Undervisningen i teknologiforståelse tager udgangspunkt i en række undervisningsforløb, som er udarbejdet af konsortiet, der varetager gennemførslen af forsøget.  Undervisningsforløbene kan findes på forsøgets nye hjemmeside: www.tekforsøget.dk.
Her kan du også finde mere information om forsøget og erfaringer fra de deltagende skoler, så snart de foreligger.

Undervisningsforløbene tager udgangspunkt i de Fælles Mål-materialer, som forsøget afprøver: Faget teknologiforståelse.

 

Videoer om teknologiforståelse – smagsprøver på en ny faglighed

Du kan nu også gennem fem videoer få billeder og lyd på, hvad teknologiforståelse er. I videoerne kan du få eksperter og praktikeres perspektiver på faglighedens formål, dens konkrete indhold, hvad du skal glæde sig til med den nye faglighed og meget mere.

Se de fem videoer her; Om forsøget

 

Nationalt netværk om teknologiforståelse

For skoler og kommuner, som ikke er med i forsøget, opretter Børne- og Undervisningsministeriet et nationalt netværk, som kan danne rammen for skolers arbejde med teknologiforståelse. Netværket vil fokusere på: ·      

  • at give input til, hvad teknologiforståelsesfagligheden er, og hvordan der kan arbejdes med den
  • videndeling på tværs af skoler og kommuner
  • at understøtte forberedelse til en evt. permanentgørelse af teknologiforståelse som fag eller faglighed i folkeskolen

Børne- og Undervisningsministeriet afholdt onsdag den 13. marts 2019 en kick-off-konference for netværket. Her hørte de over 200 deltagere blandt andet om faglighedens indhold og kom med input til, hvordan netværket bedst kan understøtte lokalt arbejde med teknologiforståelse.

 

Tilmelding

Der vil blive åbent for tilmelding til netværket i foråret 2019. Det forventes, at netværkets aktiviteter starter efter sommerferien 2019. Børne- og Undervisningsministeriet vil orientere bredt om tilmeldingsproceduren.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.