Souvenirs – recuerdos turísticas

Udskoling: Forløbet lægger vægt på mundtlig kommunikation ud fra forudgående skriftligt arbejde om souvenirs og andre genstande. Der er desuden fokus på, at eleverne tidligt i sprogtilegnelsesprocessen kan producere egne tekster og videreformidle dem mundtligt. Forløbet tager udgangspunkt i chunks og ordtilegnelse, som er grundlæggende for at lære et nyt sprog.

Forløbet er henvendt til den første spanskundervisning i udskolingen.
Anslået tidsforbrug: 1-4 lektioner - afhængigt af hvor mange af aktiviteterne, du inddrager.

Dette forløb giver mulighed for at bruge sproget aktivt i præsentationer. Eleverne kan øve udtale og opbygning af sætninger ved hjælp af beskrivelser af souvenirs. Disse beskrivelser skal så formidles til andre. En af de centrale dele af at lære et nyt sprog, er ordtilegnelse, og det sætter forløbet fokus på. Forløbet er praksisnært, da det lægger vægt på ord og beskrivelser, som eleverne ofte vil kunne bruge på rejser til spansktalende lande.

 

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet er tænkt som en af de første aktiviteter i spanskundervisningen, når denne starter op i 7. klasse. Indholdet vil dog sagtens kunne differentieres og gøres mere udfordrende, så det også kan bruges senere.

Eleverne behøver ikke noget forudgående kendskab til sproget, idet forløbet starter med, at de får nogle chunks foræret af læreren. Eleverne kan både arbejde receptivt og produktivt, når de får hjælp til sætninger via chunks, og når de selv skal opbygge sætningerne, der beskriver en souvenir.

Forløbet består af tre faser; Indledning, bearbejdning og opsamling, men det kan udvides med små spil og konkurrencer som repetition. Det er vigtigt, at eleverne i disse spil og konkurrencer arbejder med fokus på at udtrykke sig mundtligt i hele sætninger, idet det ikke er nok at arbejde med enkelte ord, når der skal læres et nyt sprog.

Forløbets form er en rammefortælling om, at eleverne skal ud at rejse og køber souvenirs med hjem til familie og venner. De sender besked hjem til modtagerne med beskrivelser af de forskellige souvenirs, så de derhjemme kan prøve at gætte på, hvad den rejsende har købt med hjem til dem. Beskrivelserne formidles mundtligt.

 

Tilrettelæggelse

Materialer: Der skal bruges en rejsekuffert eller en taske og nogle souvenirs.

Eleverne vil helt naturligt være noget famlende, hvis forløbet gennemføres i en af de første lektioner i spansk. Holdet er sandsynligvis sammensat af elever fra flere forskellige klasser, hvilket også kan gøre nogle elever usikre. Det vil derfor være betryggende for nogle at arbejde sammen med en makker, de kender i forvejen.

En idé kan være at starte timen med at liste alle de ord op på tavlen, eleverne kender i forvejen. Der kan så arbejdes med, at alle elever udtaler disse ord, så alle får indtrykket af, at der i denne fase er fokus på ordtilegnelse og altså ikke en forventning om, at de kan jonglere rundt med lange sætninger ud over de chuncks læreren giver. Ord, eleverne sandsynligvis kender, er ofte relateret til mad, eksempelvis nachos, cervezas, jalapeños, tapas, piña colada. Det kan også være transparente ord samt vendinger, de har hørt i film eller musik, familia, teatro, cafetería, mi casa – tu casa med mere.

Spørgsmål der kan overvejes inden forløbet:

  • Hvor meget tid vil du bruge på forløbet?
  • Hvilke chunks og ord er gode at give eleverne inden, de skal lave beskrivelserne, og hvilke kan eleverne selv formodes at finde frem til?
  • Skal eleverne have souvenirs med, eller skal læreren? Hvis det gives som lektie, så brug noget tid på at gennemgå, hvad eleverne kan tage med. Det kan være krus, askebægre, bamser, tøj, lysestager. Eleverne kan også tage en tom flaske spansk vin med, et billede af en spansksproget fodboldstjerne, nachos, jalapeños eller lignende.
  • Hvordan introduceres forløbet?
  • Hvordan kan der gennem forløbet differentieres, så alle bliver udfordret tilpas?
  • Skal beskrivelserne laves i hånden eller digitalt – som postkort eller e-mail?
  • Skal der bruges analog eller digital ordbog – og i sidste tilfælde, hvilken skal de så bruge?
  • Hvordan skal elevernes mundtlige præsentationer øves og organiseres?

 

Forløbets opbygning

Forløbets længde er anslået til at vare 1-2 lektioner, men der kan tilføjes flere aktiviteter som efterfølgende repetition, hvilket vil forlænge det med yderligere 1-2 lektioner.

1. Ideer til indledningsfasen
Du kan som lærer som indledning på forløbet fortælle, at du har været ude at rejse og har købt souvenirs med hjem til familie og venner. Du vil gerne give et lille hint om, hvad du har købt til dem, inden de får gaverne. Du sender dem derfor en beskrivelse af tingen, så de kan gætte på, hvad det er.

Du kan eventuelt fortælle om nogle af dine egne rejseoplevelser, lidt om det/de lande, du har været i, og hvad du har købt med hjem. På den måde bliver det personligt og vedkommende for eleverne. Pas dog på, at samtalen på dansk ikke kommer til at overtage undervisningen.

En indledende aktivitet kan også være, at eleverne får et par minutter til at snakke med sidemanden om, hvilke rejser de eventuelt har været på til spansktalende lande - eller hvad de ved om disse lande. Det kan være en god icebreaker på et hold med elever sammensat af flere forskellige klasser.

2. Ideer til bearbejdningsfasen
Sammen med eleverne kan du tale om, hvilke ord og vendinger, de skal bruge for at beskrive en genstand. Skriv gerne ordene op på tavlen, eksempelvis ord som descripcion, recuerdo turístico, regalo, viaje, hay, tiene/tienen, es, son,
Giv dem også gerne chunks, eksempelvis Es hecho de… El material es… El color es …/los colores son … La forma es …  

Eleverne kan nu lave deres beskrivelser. Får de brug for flere chunks, kan disse skrives på tavlen. Gør gerne alle opmærksomme på, at ordene er tilføjet, så alle kan arbejde med at udtale både ord og chunks. Mangler eleverne ord, kan de også slå dem op i ordbogen. 

Efterhånden som eleverne bliver færdige, kan du kigge beskrivelserne igennem og tale med dem om udtalen, så de kan øve sig på præsentationen - eksempelvis to og to eller i mindre grupper - inden de skal præsentere for resten af holdet. 

3. Ideer til opsamlingsfasen
Eleverne kan i denne fase skiftes til at læse deres beskrivelser op. Har de skrevet dem digitalt, kan de vises på tavlen samtidigt, så alle kan se ordene tydeligt og spørge ind til, hvad de betyder. Tal også gerne om udtalen og lad eleverne gentage efter dig, hvis der er tvivl om et ords udtale. Når gloser, chuncks og udtale er gennemgået, kan eleverne præsentere deres souvenirs igen. Måske er der stadig behov for hjælp til udtalen, så kan processen gentages flere gange.

Andre ideer til opsamlingsfasen:
For at repetere gloser og chuncks fra forløbet, kan eleverne spille følgende spil:

Memory: Eleverne kan spille memory ved at bruge et billede af souvenirs til den ene del af stikket, og navnet på genstanden til den anden - det er en god ide at give eleverne chunks, så de arbejder med hele sætninger og ikke kun ord. For at differentiere kan du senere i spanskundervisningen lade den anden brik være en beskrivelse i stedet for bare navnet. Overvej om du selv laver brikkerne, eller om eleverne skal. Ved sidstnævnte skal du overveje, hvor meget tid, du vil bruge på det. Alle brikkerne samles til et fælles spil, som I også kan bruge senere hen.

Kimsleg: Denne leg kan leges ved at tage et billede af alle souvenirs og vise dem på smartboardet. I kan gennemgå navnene på dem fælles, så alle får ord og sætninger gentaget - arbejd gerne med at tale i korte sætninger. Lad eleverne kigge på billedet i to minutter og sluk derefter for tavlen. Nu kan eleverne parvis eller i mindre grupper prøve at huske alle genstandene og navnene på dem. Der er point for hvert rigtigt svar.

Quiz: Du kan dele eleverne op i hold á 2-4 elever. Du kan så nævne navnet på genstandene et efter et. Nævner du det på spansk, skal elevernes svar være på dansk og omvendt. De kan skrive ned på papir, og bagefter kan I fælles gennemgå de rigtige svar. Også her kan der med fordel lægges vægt på at præsentere genstandene ved brug af chunks.

 

Evaluering

Efter forløbet kan I evaluere det fælles. Der kan komme mange spændende diskussioner frem, som du senere kan tage med i egne overvejelser efter forløbet. Overvej eventuelt, hvordan dine egne og elevernes refleksioner kan bruges i et lignende forløb, eller hvad du skal justere, hvis du skal bruge det samme forløb en anden gang.

Der kan eksempelvis tages udgangspunkt i følgende spørgsmål:

Summativt:

  • Hvilke nye ord og sætninger kan vi nu (kan skrives på tavlen)?

Formativt:

  • Hvordan bruger vi fremadrettet vores nye viden – hvor kan vi ellers bruge de lærte ord/chunks?
  • Hvordan fungerede det at beskrive noget uden at kunne ret mange ord på forhånd? Dette spørgsmål leder hen til elevernes bevidsthed om, at de kan komme langt i kommunikationen med andre uden at kunne ret meget sprog, hvilket er en vigtig erfaring fremadrettet.
  • Hvad lærte I mest ved (gennemgå evt. hvilke aktiviteter, I har lavet)?
  • Blev alle udfordret på niveau?
  • Fik I brugt tiden optimalt?
  • Kan erfaringer fra dette forløb bruges til andre forløb?

 

Kreditering

Forløbet er udarbejdet og praksisafprøvet af Rikke Engbo Andersen, spansklærer i folkeskolen og medforfatter til undervisningsmaterialet ”Mucho más”.

Siden er opdateret 22. august 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.