Artikel

Undervisningssite: Demokrati under udvikling

Duu.dk, ’Demokrati under udvikling’, er navnet på et undervisningssite med fokus på at styrke fællesskab, demokrati og medborgerskab på landets skoler og ungdomsuddannelser. 

Duu står for ’Demokrati under udvikling’ og er målrettet alle klassetrin på grundskoler, FGU, gymnasieskoler, erhvervsskoler og almene voksenuddannelser samt andre aktører med interesse for at arbejde aktivt med demokrati og medborgerskab.

På duu.dk findes materialer og aktiviteter, der understøtter arbejdet med fællesskab, demokrati og medborgerskab i den faglige undervisning og i de aktiviteter, som findes mellem undervisningstimerne. Derudover er der forskellige redskaber, der kan understøtte elevernes kritiske refleksion og kompetencer til at indgå i fællesskaber – også med dem, man ikke nødvendigvis deler holdning med.

 

Hvorfor fokus på aktivt medborgerskab?

ICCS (International Civic and Citizenship Education Study) er en international undersøgelse blandt elever i 8. klasse i 24 lande. Den viste i 2016, at danske unge indtager førstepladsen, når det handler om elevernes viden om demokrati, politik og samfundsforhold. Til gengæld bruger danske elever ikke i samme grad deres viden til at udvise politisk engagement og deltage aktivt i demokratiet. Her placerer de danske elever sig på en 17. plads.

Læs mere om ICCS på uvm.dk

’Demokrati under udvikling’ er derfor udviklet til at give børn og unge handlekompetencer og erfaringer med demokratisk deltagelse og indflydelse i undervisningen, på skolen og i lokalsamfundet. Initiativet er samtidig fokuseret på at træne den demokratiske refleksion inden for blandt andet demokratisk deltagelse, medborgerskab, stærke fællesskaber og kritisk tænkning.

 

Om materialerne

Materialer, forløb og aktiviteter på sitet ’Demokrati under udvikling’ har til formål at styrke børn og unges demokratiske handlekompetencer og derigennem øge deres demokratiske selvtillid og tro på, at de kan gøre en forskel.

Materialerne skal give børn og unge et større kendskab til og erfaringer med demokratisk deltagelse og indflydelse i undervisningen, på skolen og i lokalsamfundet. Sitet er audiovisuelt og gør både brug at film, podcast, spil, animationer mm. Dermed vil sitet let kunne benyttes med en mangfoldig elevgruppe og i forskellige miljøer.

Materialerne er frit tilgængelige og giver mulighed for at sammensætte forløb, der passer til udvalgte fag, på tværs af fag eller under særlige lokale forhold. Det er vigtigt, at den enkelte underviser vurderer og tilpasser materialet til klassens faglige og sociale niveau, så der tages udgangspunkt i elevernes virkelighed. På alle uddannelsesområder kan du finde inspiration til, hvordan du kan sammensætte enkelte forløb, hele temadage eller en samlet temauge. 

 

Find alle materialer på duu.dk

Læs blandt andet om:

Kontroversielle emner

Det er en central del af børn og unges dannelse til et demokratisk samfund at kunne håndtere kontroversielle emner, og lærere og pædagoger skal trænes i at håndtere noget, som også kan være følsomt for dem.

Børne- og Undervisningsministeriet udviklet materialet "Hvordan taler man nemt om det svære?" Materialet består af fire pixi-udgivelser med praktiske øvelser til pædagoger og lærere i dagtilbud, grundskolen, på erhvervsskolerne og på de gymnasiale uddannelser.

Temaet Kontroversielle emner på duu.dk

 

Ytringsfrihed og den demokratiske samtale

Under temaet finder du inspirationsmateriale til arbejdet, som blandt andet tager afsæt i samtale- og lytteøvelser samt arbejde med korte film om frihedsrettigheder og demokratisk samtale.

Temaet Den demokratiske samtale på duu.dk

 

Kritisk tænkning

I børn og unges demokratiske udvikling er kritisk tænkning en vigtig byggesten, der ruster dem til at indgå i en demokratisk dialog og skærper deres evne til at forholde sig kritisk, analytisk og reflekterede til alle former for kommunikation. På følgende link kan du finde inspiration og konkrete øvelser til arbejdet med kritisk tænkning.

Temaet Kritisk tænkning på duu.dk

Siden er opdateret 15. august 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.