Talentet blomstrer, når faglighed, fællesskab og trivsel går hånd i hånd

I talentindsatser drukner fællesskabet ofte i fagligheden – det er jo trods alt fagligheden, der gør eleverne talentfulde. Men hvis man vil udvikle talentet, må man også pleje det.

I projekt TalentED går faglighed, fællesskab og trivsel hånd i hånd.

 

Alsidige talenter og talentudvikling

TalentCampDK er en skoleforening, der blev stiftet i 2014 med det formål at sikre faglige udfordringer for medlemsskolernes dygtigste elever i 7.-9. klasse. Det gør vi gennem et talentprogram, hvor talentfulde elever mødes på TalentCamps tre gange om året. En TalentCamp er en forlænget weekend, hvor eleverne fordyber sig i enten matematik, dansk eller engelsk. Eleverne er inddelt i hold af 16-18 elever, og de bliver undervist af universitetsstuderende, færdiguddannende kandidater eller forskere inden for det pågældende fag. Til og med 2016 var fokus udelukkende på faglig udvikling for dygtige elever, der udmærkede sig i den daglige undervisning men savnede faglige udfordringer. Der var overvejende tale om resursestærke elever, der klarer sig godt og er i trivsel. Det er den gruppe, vi kalder de alsidige talenter.

 

Projekt TalentED og talentpleje

I 2017 indledte TalentCampDK og University College Lillebælt et samarbejdet med tilskud fra Undervisningsministeriet om at kvalificere TalentCampDK’s talentprogram, så det også kan rumme og kvalificere elever, der er højtbegavede, men ikke udfolder deres potentiale – for eksempel hvis de ikke er i trivsel.

Når man udvider målgruppen for en aktivitet, må man nødvendigvis også justere på indholdet. Med projekt TalentED har vi øget fokus på trivsel og fællesskab – med andre ord suppleres talentudvikling nu af talentpleje. Helt konkret har tre tiltag vist sig at fungere særligt godt:

  • Til hvert hold på TalentCamp har vi knyttet en mentor, som er en tidligere TalentCamp deltager, der nu går i gymnasiet. Mentoren assisterer i undervisningen og agerer rollemodel for deltagerne.
     
  • Mellem TalentCamps får eleverne tilbudt at deltage i mentorgrupper. Her sparer de med den tilknyttede mentoren om faglige opgaver, men med møder hver anden uge er det også en tæt social relation til en stærk rollemodel.
     
  • Hvert år er alle underviserne på kursus, hvor de blandt andet arbejder med at udvikle deres professionelle relationskompetence (Louise Klinge), så de kan facilitere stærke sociale rammer for eleverne på TalentCamp.

 

Social omkring det faglige

Hovedformålet med at sætte fokus på talentpleje var at stilladsere, at underpræsterende højtbegavede elever skulle have den støtte, der naturligvis skal til for at komme i trivsel og samtidig overkomme de faglige udfordringer. I praksis har det vist sig, at alle eleverne har stor gavn af de nye tiltag.

”Det handler om at være social omkring det faglige. Det er fedt, at vi også kan tale om faglige ting uden for undervisningen.”

– Christine, elev på TalentCamp

Christine har selv været elev på TalentCamp og er nu mentor, mens hun går i gymnasiet. Citatet er fra 2017, da Christine selv var med som elev på TalentCamp, og for første gang oplevede, at der er andre jævnaldrende, der går ligeså meget op i dansk, som hun selv gør. Vi oplever, at det er vigtigt for eleverne, og særligt for de underpræsterende, at deres faglige interesser legitimeres som helt almindelige fritidsinteresser, som man kan tale med venner og familie om. Uden et stærkt fællesskab er det svært for eleverne at fastholde interessen, og legitimeringen af interessen er afgørende for om eleven trives både i den daglige undervisning og på TalentCamp. I modsat fald opstår oplevelsen af, eller frygten for, at blive stemplet som nørd.

Når eleverne trives og har et stærkt socialt fællesskab at dyrke deres interesser i, oplever vi også, at de arbejder hårdere og mere vedholdende med det faglige. Når eleverne har mulighed for at spare med hinanden og med en mentor, møder de simpelthen faglige udfordringer mere konstruktivt og med langt større faglig selvtillid.

 

Talentudvikling og talentpleje går hånd i hånd

Det er let at forfalde til at tænke, at det primært er faglige udfordringer, der udgør talentundervisning. Den tilgang har projekt TalentED gjort op med. I dag forstås talentindsatsen hos TalentCampDK som et stykke arbejde, der udføres i spændingsfeltet mellem talentudvikling og talentpleje. De to forudsætter og styrker hinanden. Uden faglige input er det svært at skabe et fællesskab for talenterne, for det er netop det faglige, de er fælles om. Omvendt legitimerer og styrker fællesskabet den faglige indsats, så elevernes udbytte af talentudviklingen bliver større.

 

Kreditering

Anders Friis, sekretariatsleder TalentCampDK

 

Bilag

På TalentCampDK’s hjemmeside findes en samling af undervisningsmaterialer, der benyttes på TalentCamps. Materialet er frit tilgængeligt:

Matematik: https://talentcamp.dk/kurser-mat

Dansk: https://talentcamp.dk/kurser-dansk

Engelsk: https://talentcamp.dk/kurser-engelsk

Siden er opdateret 13. januar 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.