Redskab

IBO-Modellen: Et redskab til arbejdet med innovation og brobygning

Artiklen præsenterer IBO-Modellen, der giver en ramme til, at elever i 10. klasse kan arbejde innovativt med den obligatoriske selvvalgte opgave i et forløb med brobygning til virksomheder og erhvervsskoler.

Innovations-Brobygnings-Opgaven (IBO) går ud på at udvikle en verdensmålsidé til en modtager uden for skolen. IBO-Modellen er en innovationsmodel til at arbejde med FNs Verdensmål, den obligatoriske selvvalgte opgave, virksomheder (praktik) og brobygning i én og samme opgave. Arbejdet med IBO kan også gennemføres i en tid, hvor virksomhedsbesøget/praktikken og brobygningen til erhvervsskolerne skal foregå virtuelt.

 

Formål

IBO har til formål at give eleverne nye indsigter i og interesse for erhvervsuddannelser med innovationsdidaktik og verdensmål som centrale elementer. Dette suppleres med en særlig tilrettelagt verdensmålsbrobygning til både virksomheder og erhvervsuddannelser. Målet er også at styrke arbejdet med karrierelæring, og give eleverne nye faglige og personlige indsigter i forhold til deres fremtidige uddannelse, job og arbejdsliv.

 

Forløb med udgangspunkt i et verdensmål

Arbejdet med modellen kan udformes som et forløb, hvor eleverne arbejder i grupper, der tager afsæt i et selvvalgt verdensmålstema. Gennem et innovationsforløb kan eleverne udvikle en verdensmålsidé til en selvvalgt virksomhed. Brobygningsdagene til erhvervsskoler kan indgå som en del af den idéforbedrende proces. 

Generelle overvejelser
En række overvejelser kan have betydning for projektets forløb:

  • Hvilke krav skal der stilles til elevernes proces, ideer og fremlæggelser?
    Kravene skal gå på hele projektet.
  • Hvordan skal gruppedannelsen foregå?
  • Hvordan skal samarbejdet med kolleger, virksomheder og erhvervsskoler oreganiseres?
  • Hvordan skal vejledning af grupperne gennemføres?
  • Hvilke udfordringer og positive elementer kan der være i et virtuelt forløb?

 

Afklaring af punkterne kan sikre en tydelig rammesætning til eleverne fra start. Det kan være en fordel at starte ”bagfra” med at gøre klart, hvordan fremlæggelsen skal foregå, hvilke krav der stilles, hvad eleverne skal fokusere på, og hvad de skal have med i deres aflevering.

”IBO Elevguide” kan bruges som styringsværktøj: Find ”IBO Elevguide” her
Der kan desuden hentes inspiration til planlægning af et IBO-forløb i PDF´en nederst på siden: ”Planlægning af IBO-forløb”

 

IBO - Et projekt i seks faser

Herunder gennemgås det, hvordan et IBO-forløb kan struktureres i faser.

Fase 1: FN´s Verdensmål og gruppedannelse

I denne fase skal eleverne vælge det verdensmålstema, som bliver afsættet for resten af projektet. Det kan ske gennem en procesdag, hvor eleverne arbejder med fokus på FN’s Verdensmål og vælger det verdensmålstema, som de vil arbejde med.

Eleverne kan inddeles i grupper af 2-4, der arbejder sammen om et fælles tema. Det er en god ide at overveje hvordan man kan understøtte eleverne/grupperne, hvis de skal lave virtuelt gruppearbejde, da det kræver noget andet end et fysisk samarbejde.

Eleverne skal i denne fase vælge og kontakte den virksomhed, som de vil arbejde med i fase 2.

 

Fase 2: Besøg på virksomhed (Erhvervsbrobygning)

I denne fase skal eleverne - fysisk eller virtuelt - på besøg hos den virksomhed, de har indgået en aftale med. Eleverne skal opdage/spotte, hvilke udfordringer virksomheden kan have i forhold til gruppens verdensmålstema. Det betyder, at eleverne skal være undrende, undersøgende, nysgerrige og være i stand stille gode spørgsmål, da det ikke er sikkert, at virksomheden selv har opdaget udfordringen. 

Der kan hentes inspiration til planlægning af denne fase i PDF´en nederst på siden: ”Samarbejde med virksomheder”

 

Fase 3: Ideskabelse

Efter virksomhedsbesøget skal eleverne finde frem til løsningsforslag til virksomheden. Læreren faciliterer processen, hvilket kræver kendskab til innovationsprocesser.
Læs om innovationsdidaktik i praksis i bogen IBO-Modellen, der kan downloades her

Ideskabelsesfasen har to dele:

  • Del 1 er idéudvikling, som har til formål, at eleverne skal finde på kreative og nytænkende idéer til de problemstillinger, de har spottet på virksomheden. Idéudvikling er vigtigt, da det er her, eleverne skal være i en innovativ proces. Det kan  udfordre eleverne, som ofte er vant til, at der er et givet svar på en opgave – og at læreren har svaret. 
     
  • Del 2 er en Match-dag. Her møder eleverne erhvervsskolerne, for at finde ud af, hvilken erhvervsskole, de skal i IBO-brobygning hos. Erhvervsskolerne kommer ud på skolen, hvis det er muligt.

 

Fase 4: IBO-Brobygning

I denne fase tager eleverne deres løsningsforslag med i den virtuelle eller fysiske brobygning til erhvervsskolerne. Eleverne kan bruge erhvervsskolernes faglige viden og indsigt i bæredygtighed til at gøre deres idéer bedre.

Der kan aftales fem grundlæggende indholdselementer med erhvervsskolen:

  1. Start og slut pitch 
  2. Fælles faglige oplæg, workshop
  3. Individuel sparring – ved faglærere eller hoved-forløbselever
  4. Bæredygtighed – dilemmaer
  5. Ung til ung vejledning

De fem indholdselementer kan planlægges som virtuelle brobygningsdage.

Der kan hentes inspiration til planlægning af samarbejdet i PDF´en nederst på siden: ”Samarbejde med erhvervsskoler”

 

Fase 5: Idéforbedring

I denne fase kan eleverne indarbejde sparring fra IBO-brobygningen. De skal forberede deres aflevering i henhold til de stillede krav, og de kan eventuelt genbesøge deres virksomhed for at præsentere første udkast til løsning. Denne fase kan derfor være en brobygningsdag.

 

Fase 6: Afslutning

Som afslutning kan eleverne fremlægge deres idé - eventuelt med besøg fra deres virksomhed. Afslutningen kan arrangeres som messe eller som fremlæggelse i en klasse, hvor der ud over en pitch også kan stilles krav om, at eleverne skal reflektere over uddannelsesveje, bæredygtighed og karrierelæring. Får eleverne besøg af virksomheden, kan denne fase også være en brobygningsdag.

 

Evaluering

Eleverne kan afslutningsvis få en udtalelse og eventuelt en karakter for projektet.
Skabelon til udtalelse kan downloades på www.ibo-modellen.dk/downloads

 

Kreditering

IBO-Modellen er udviklet af Efterskoleforeningen, www.efterskolerne.dk

Bogen IBO-Modellen med teori, designskabeloner og lektionsplaner kan, ligesom en rapport fra UCN, der evaluerer projektet og arbejdet med modellen, downloades her: www.ibo-modellen.dk

Siden er opdateret 18. februar 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.