Artikel

Hvorfor er brobygning og vejledning så vigtigt?

Hvordan bygger man bro mellem uddannelserne og elevernes forståelse af sig selv og deres muligheder? Lektor Rita Buhl understreger vigtigheden og peger på god praksis.

© Copenhagen Skills

Hvorfor deltage i vejledningsaktiviteter?

Uanset om eleverne er afklarede i deres uddannelsesvalg eller ej, er der meget inspiration og læring at hente ved at deltage i forskellige vejledningsaktiviteter såsom brobygning, erhvervspraktik mv. Udover at øge elevernes viden om uddannelse generelt, vil vejledningsaktiviteterne også give næring til mange af de refleksioner og erkendelser, som eleverne løbende skal dokumentere i deres Studievalgsportfolio. Denne portfolio er obligatorisk og skal vedhæftes elevernes ansøgning til ungdomsuddannelserne ved udgangen af 9. og 10. klasse.

Læs mere om Studievalgsportfolio på uvm.dk

 

Hvad er formålet med at deltage?

Formålet med at deltage i vejledningsaktiviteter er, at eleverne får mere viden om dem selv og deres muligheder, hvilket skaber mere ro omkring deres uddannelsesvalg. Vejledningsaktiviteter kan bidrage til, at eleverne lærer; at forskellige job og uddannelser er interessante og betydningsfulde, at de kan se sig selv i noget forskelligt, samt at de får en bredere forståelse af deres muligheder.

 

Vejledningsaktiviteter må ikke stå alene

For at udnytte det læringspotentiale, som de forskellige vejledningsaktiviteter rummer, skal eleverne vide, hvad ideen med besøget, brobygningsforløbet eller erhvervspraktikken er. Derfor er det vigtigt, at det meget omhyggeligt forklares, hvorfor eleverne skal på besøg, i brobygning eller erhvervspraktik, så de forstår, hvad de får ud af det, og hvorfor de skal deltage. Det er det, der kaldes vejledningens før, under og efter aktiviteter.

For at understøtte disse aktiviteter er der udviklet eksempler på tre opgavesæt, som du kan downloade eller printe på copenhagenskills.dk. Opgaverne udføres i grupper og tager udgangspunkt i temaerne fra Studievalgsportfolioen.

Besøg copenhagenskills.dk

 

Inspiration til design af egne forløb

Du kan også skræddersy dine egne forløb med individuelle mål og kobling til Fælles Mål i forskellige fag eller det obligatoriske emne Uddannelse og job. Herunder findes anbefalinger til opbygningen det gode forløb:

 

Før aktiviteten

Inden deltagelse i vejledningsaktiviteten forbereder eleverne sig og bliver udstyret med en plan for deltagelsen. Det kan blandt andet handle om; steder de kan gå hen, spørgsmål de kan stille, og materialer de kan indhente.

Før vejledningsaktiviteten kan du formulere opgaver, spørgsmål og øvelser sammen med eleverne, eksempelvis med fokus på hvad eleverne skal undersøge, og hvilke erfaringer, viden og oplevelser de vil ‘tage med’ fra vejledningsaktiviteten?

Gode spørgsmål i før-fasen kunne være:

  • Hvad ved I allerede?
  • Hvad vil I gerne vide mere om eller undersøge nærmere? Hvordan?
  • Hvem vil I interviewe, og hvad vil I spørge om?

 

Under aktiviteten

Under selve aktiviteten aktiveres elevernes nysgerrighed, og de har fokus på at følge deres plan. Eleverne kan udføre opgaver/øvelser i grupper af 4-5 personer.

Eleverne kan dokumentere deres oplevelser, eventuelt ved hjælp af smartphone/tablet, med både tekst og billeder - lidt som de gør på Instagram eller Snapchat.

Eleverne kan give hvert foto en titel, og de kan optage et eventuelt interview eller en aktivitet på video. Det er vigtigt, at eleverne forstår, at materialet skal bruges efterfølgende.

 

Efter aktiviteten

Tilbage på skolen præsenterer eleverne den viden, de har fået via aktiviteten, og du faciliterer en fælles refleksion.

Efter vejledningsaktiviteten kan du sætte fokus på, hvad eleverne har lært. Det kan du gøre ved at kigge på alt det materiale, eleverne har med tilbage og stille spørgsmål som:

  • Hvad var som forventet/ikke forventet?
  • Hvordan ligner det/er det forskelligt fra det, I allerede vidste?
  • Hvad er vigtigt/ikke så vigtigt for jer/for andre? Hvorfor?
  • Hvilken betydning kan det få?

Du kan organisere samtalerne i klassen som parsamtaler, gruppesamtaler eller lægge op til samtaler med forældre eller andre uden for skolen.

Ved at eleverne samler op på refleksionerne, kan de fastholde nye perspektiver og erkendelser. Sæt gerne tid af til, at eleverne kan opdatere deres Studievalgsportfolio.

Overvej endvidere, i hvilken grad du vil involvere skolens UU-vejleder i processen, og hvordan vejledningsaktiviteten kan give dig mulighed for at iagttage elevernes personlige, sociale og praksisfaglige kompetencer.

 

Kreditering

Materialet et udarbejdet af Copenhagen Skills.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.