Forløb

Bliv klogere på erhvervsskolerne med Copenhagen Skills

Introducér dine elever til erhvervsuddannelserne med et komplet materiale, der understøtter det kvalificerede uddannelsesvalg og sætter spot på seks centrale skills.

Materialet kan bruges i undervisning og erhvervsvejledning i udskolingen
Anslået tidsforbrug: 4-5 lektioner

Formål

Undervisningsmaterialet ’Kend dine Skills’ er udviklet til at blive brugt i forbindelse med erhvervsvejledningen i folkeskolens ældste klasser. Materialets mål er at få eleverne til at reflektere over, hvilke færdigheder – skills – de er gode til og kan lide at arbejde med. Målet er desuden, at eleverne bliver klogere på sig selv både generelt og i forhold til et kommende uddannelsesvalg. Eleverne vil i materialet blive introduceret til nogle af mulighederne på eud og prøve kræfter med en kreativ opgave i relation til et af erhvervsuddannelsernes hovedområder.

 

Mål

  • At eleverne bliver klogere på sig selv og reflekterer over hvilke skills, de er gode til og kan lide at arbejde med.
  • At eleverne bliver bekendt med eud og mulighederne for at arbejde med deres skills gennem erhvervsuddannelserne.

 

Forudsætninger

Forløbet er udviklet til at kunne blive gennemført af enten en folkeskolelærer og/eller en erhvervsskolelærer i klassen med brug af forhåndenværende materialer og kun lidt forberedelse. Der kræves ikke forudgående kendskab til eud, men det vil naturligvis kunne kvalificere forløbet yderligere.

I forberedelsen af undervisningen kan der tages udgangspunkt i slidepakken. De enkelte slides indeholder samtaleoplæg, videoer, quizzer og øvelser. Der er også angivet tidsforbrug for de enkelte dele. På den måde er det let at vælge til og fra og tilpasse undervisningen til både elevernes behov og dine egne forudsætninger som lærer.

 

Ressourcer

Materialet til forløbet kan tilgås via copenhagenskills.dk.

Slidepakken til forløbet kan også tilgås i Google Slides. 

Lærervejledningen til forløbet kan tilgås via copenhagenskills.dk eller downloades her.

 

Kend dine skills – Forløbet i faser

Nedenfor får du et overblik over slidepakkens indhold og forløbets faser.

 

Trin #1  Introduktion og ’Kend dine skills’

Eleverne introduceres til forløbet, skills-begrebet arbejder individuelt eller i små grupper med at identificere deres skills, styrker og udfordringer.

 

Trin #2 Hvem bruger hvilke skills?

I en række videoer forklarer en tømrer, en tækkemand, en grafiker og mange flere, hvad der fedt ved deres fag. Klassen kan diskutere, hvilke skills der kommer i spil i de forskellige erhverv.

 

Trin #3 Hvad er en erhvervsuddannelse?

Eleverne introduceres til eud og uddannelsens mange muligheder.

 

Trin #4 Prøv selv et fag

I mindre grupper kan eleverne arbejde med opgaver, der knytter sig til eud-retningerne: Fitnessinstruktør, mediegrafiker, social- og sundhedshjælper eller eventkoordinator. Eleverne kan efterfølgende fremlægge deres arbejde for hinanden.

 

Trin #5 Afrunding

En video afrunder forløbet og opfordrer til både refleksion og til at søge mere viden.

 

Arbejd videre med dine elevers skills på skillsuniverset.dk - et virtuelt 360 graders miljø, hvor unge kan lære om eud gennem ung til ung vejledning og med rollemodeller fra alle de forskellige ungdomsuddannelser med fokus på erhvervsuddannelserne.

 

Kreditering

Forløbet er produceret af edu creation for Copenhagen Skills.

Læs mere på copenhagenskills.dk  

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.