Kompetenceudvikling

Professionshøjskolerne i Danmark har udviklet et gratis e-læringsunivers målrettet naturfagslærere i grundskolen. Til at understøtte platformens formål er udviklet et teamrettet efteruddannelsesforløb. 

Projektet ”Stærke Naturfaglige Læringsfællesskaber” er søsat som et led i naturvidenskabsstrategiens initiativ om fagligt og didaktisk endnu dygtigere lærere i naturfagene. Projektet består af tre spor, der har til formål at styrke lærernes faglige og didaktiske kompetencer.

 

Gratis e-læringsforløb

Som led i projektet har naturfagslærere i hele landet mulighed for at blive kompetenceudviklet online, og uden at det koster noget. Det kan ske via en e-læringsportal, som professionshøjskolerne stiller til rådighed. Portalen gik i luften den 1. juli 2021.

Konkret indeholder den nye e-læringsportal tre elementer:

  1. 19 opkvalificerende e-læringsforløb for naturfagslærere, heraf forløb særligt målrettet lærere i natur/teknologi
  2. 15 forskellige undervisningsforløb, der kan anvendes direkte i naturfagsundervisningen i egen klasse.
  3. Online inspirationsmaterialer, der indeholder den nyeste viden og forskning inden for naturvidenskab, science og teknologi.

E-læringsforløbene omfatter eksempelvis videoer og podcasts, hvor eksperter inden for naturfag formidler deres erfaringer med at omsætte naturfaglig viden til inspirerende undervisning i klasselokalerne. Der er udviklet forløb, som sætter fokus på kompetenceområderne på tværs af de fire naturfag, og der er også udviklet forløb, som er specifikt rettet mod lærere, der underviser i natur/teknologi og har behov for opkvalificering i relation til færdigheds- og vidensområderne i faget.

Naturfagslærere kan vælge at tilegne sig de nye materialer og de teamrettede metoder på egen hånd gennem den nye portal eller med støtte fra lokale vejledere eller naturfagskonsulenter på skolerne.

 

Praksisnære kompetenceudviklingsforløb

Endnu en mulighed er at kontakte sin lokale professionshøjskole for at komme på det teamrettede efteruddannelsesforløb, professionshøjskolerne har designet til at understøtte e-læringsuniverset. Som led i naturvidenskabsstrategien har professionshøjskolerne udviklet en kompetenceudviklingspakke, som består af et mix af online og fysisk undervisning med det specifikke formål at understøtte arbejdet med implementering af naturfaglige læringsfællesskaber i de danske grundskoler.

De første 22 skoler begynder i august 2021 på den nye efter- og videreuddannelsespakke i naturfag. Der er tale om et praksisnært kompetenceudviklingsforløb, som kan overføres direkte til dagligdagen på skolerne, og som varer seks måneder.

Forløbet indeholder både et digitalt e-læringselement, fire fysiske undervisningsgange og en række sparringer lokalt ude på skolerne. Hvert forløb er skræddersyet til at matche den enkelte skoles ønsker og behov.

Der bliver afviklet endnu et kursusforløb på professionshøjskolerne for interesserede skoler i perioden fra august 2022 til februar 2023.

Kompetenceudviklingsprojektet tager sit afsæt i konklusioner fra ”Undersøgelse af kompetencebehov blandt naturfagslærere i grundskolen” (2019), der kan læses på uvm.dk. Undersøgelsen peger blandt andet på et behov for styrkede kompetencer i forhold til undersøgelsesbaseret undervisning og adgang til ny forskning på det naturvidenskabelige område.

 

Læs mere

Læs mere om Stærke Naturfaglige Læringsfællesskaber på snliskyen.dk