Artikel

Er internettet demokratisk?

Internettet påvirker vores fællesskaber og samfundet. Joachim Wiewiura undersøger træk af internettets udvikling med fokus på fællesskaber.

Siden 1990’erne har det været diskuteret om internettet skaber nye muligheder for demokratiet. Det er sikkert at internettet tilvejebringer et stort netværk af kommunikation. Men skaber det demokratiske fællesskaber? Eller er internettet en grobund for radikalisering? Spørgsmålene kan næppe besvares entydigt. De er dog basale analyseredskaber, hvormed man kan komme tættere på det komplekse og forandringsprægede internet, der gennemsyrer store dele af vores samfund.

Siden årtusindeskiftet har det været bredt diskuteret om internettet er demokratiets ven eller fjende. Men internettet er imidlertid så enormt og huser utallige arenaer, der hver har sin egen måde at fungere på. Nogle rum er demokratiske mens andre ikke er det. Man kan sammenligne internettet med Versailles-slottet: Det er konstant under ombygning, og det betyder, at konklusionerne om internettet hurtigt kan ændre sig i takt med at dets strukturer – algoritmerne eller markedsvilkårene – bliver anderledes.

I denne artikel får du et indblik i internettets udvikling med fokus på dannelsen af fællesskaber. Fra man tænkte, at internettet var de åbne og demokratiske fællesskabers nye paradis til omvendt at blive forstået som polariserende og splittende. Udviklingen sætter vores egen forståelse på spil, og inviterer os til at stille det næsten umulige spørgsmål: Hvad gør internettet ved vores fællesskaber og derved også ved samfundet i dag?

 

Det populære internet

Da internettet blev populariseret i begyndelsen af 1990erne, blev det mest brugt til at skrive e-mails og finde information.[1] Internettet var ét stort dynamisk arkiv af forskellige hjemmesider, nyhedsportaler og søgemaskiner, der tilbød at sortere informationsmassen, eksempelvis amerikanske Yahoo! (1994), danske Jubii (1995) eller amerikanske Google (1998).

Det var først senere, i midten af 00erne, at sociale platforme blev internettets særlige kendetegn. De fleste kender MySpace (2003), Skype (2003), Facebook (2004), YouTube (2005) eller Twitter (2006). Disse platforme gjorde det muligt for folk at kommunikere med hinanden gennem forskellige typer af medier og indhold (musik, video, lyd, tekst).

Denne udvikling gjorde, at forskere og samfundsaktører i håbefulde vendinger begyndte at beskrive internettet som et nyt og frit sted. Her kunne man få forbindelse til andre folk med hvem man delte interesser, selvom man ikke boede i samme nabolag. Platformene var åbne for alle, og fællesskaber kunne dannes på kryds og tværs af både geografiske og sociale skel.

 

Nye betingelser for fællesskaber

I The Wealth of Networks (2006) beskriver Harvard-professor Yochai Benkler hvordan internettet med opblomstringen af de sociale medier brød med det 20. århundredes veletablerede og velkonsoliderede medielandskab. Internettet var dengang radikalt anderledes end avisen. I begyndelsen af 00’erne skaber internettet nemlig nogle helt enestående og, ifølge Benkler, fundamentalt bedre vilkår for menneskers fællesskabende virkelyst til at dele information, kundskab og politiske visioner med hinanden.

Ifølge Benkler var særligt to forhold nye: produktionen og distributionen af information. Internettet var, for det første, kendetegnet ved at gå uden om avisernes produktionsapparat. Og derfor også uden om avisernes procedurer for kvalitetssikring. Nu skulle man ikke længere gennem en redaktør for at udgive sine skriverier. De kunne derimod udkomme på ens personlige blog, på Twitter eller på ens YouTube-kanal. For havde man en internetforbindelse, var det op til en selv at dele sine tanker med sine læsere. På internettet var omkostningerne for at publicere således sænket betydeligt i forhold til det almindelige læserbrev.

For det andet fjernede internettet de etablerede mediers ”gatekeeper-funktion”. Altså den funktion at de etablerede medier tilsammen var de eneste adgange til nyheder, analyser og så videre. Internettet var kendetegnet ved at have en anden struktur, der gjorde at information blev spredt eller fordelt udover mange netværk, hvorfra man også kunne tilgå den. Derfor var det enormt svært, for ikke at sige næsten umuligt, at kontrollere adgangen til information. Så snart noget var publiceret ét sted, kunne det deles og dukke op andre steder på internettet. Skulle man have interesse i at slette noget fra internettet, måtte man ikke bare kontrollere kilden, men også alle dets kopier.

På den baggrund argumenterer Benkler ligeledes for, at internettet er demokratiserende anno 2006. Benkler analyserer forskellige cases, der viser at internettet gør det muligt for folk at organisere sig politisk. Han påpeger, at netværksbaserede fællesskaber har indflydelse på den politiske dagsorden og tilmed på lovgivningen. Dette bliver også bekræftet senere, i 2015, når Benklers forskerhold kortlægger hvordan demokratiske online-demonstrationer i USA faktisk ser ud til at udkonkurrere professionelle, eller strategiske lobbister, og derved tilegner sig reel indflydelse på det politiske system (Benkler m.fl. 2015; Faris m.fl. 2015).

 

Det offentlige rums splittelse: Polariserer internettet?

I modsætning til Benkler, beskriver Cass Sunstein (2007) et mere dystert billede af de opblomstrende fællesskaber på internettets sociale arenaer. Internettet er ikke demokratisk, men polariserende, fordi folk orienterer sig mod ligesindede. Sunstein (2009) anfører eksperimenter, der viser, at når folk mødes med andre af samme politiske overbevisning, så bliver gruppens samlede standpunkt radikaliseret. Altså, når to grupper (for eksempel en højre- og en venstreorienteret gruppe) ikke taler med hinanden på tværs, men kun drøfter et anliggende internt i gruppen, så fjerner de to grupper sig mere fra hinanden. De to politiske fællesskaber polariserer.

Polarisering er blevet et enormt forskningsfelt inden for de sidste ti år. Adskillige  eksperimenter er blevet gennemført og har givet anledning til mange forskellige, nuancerede konklusioner. Men internettet er ikke én ting, som sagt ovenfor. Det er stort og altid under ombygning. Derfor er påstande om, at internettet er polariserende eller omvendt; generelt demokratisk i bedste fald meget kontekstafhængigt. Lad os se på to former for polarisering.

 

Ekkokamre og filterbobler: To myter?

I tråd med polariseringsdebatterne, har man også ofte talt om ekkokamre og filterbobler.

Ekkokamre opstår, når man befinder sig i et forum, hvor ligesindede gentager de samme påstande og antagelser, man selv bærer på (man hører sit ”ekko”). Man hører derfor ikke påstande, der udfordrer ens egen politiske position. Ekkokamre er især blevet koblet til Twitter (Colleoni, Rozza, og Arvidsson 2014), men også selv ekkokamrenes eksistens er debatteret. For eksempel har Elizabeth Dubois og Grant Blank (2018) vist at sandsynligheden for at havne i et ekkokammer er lille for en politisk interesseret person, når personen har mulighed for at vælge mellem mange forskellige platforme, hvilket jo ofte er tilfældet på internettet i dag. Det er også blevet vist at ekkokamre ikke er så hyppige som man skulle tro (Barberá m.fl. 2015).

Med begrebet filterbobler, betonede Eli Pariser (2011) at søgemaskiners algoritmiske filtrering af information gav anledning til, at hver internetbruger var lukket inde i sin egen isolerede mini-verden: Man modtog kun søgeresultater, som passede til ens behov, for internettet gav kun mere af det samme. På denne måde kan det hævdes at algoritmer indsnævrer og forstærker ens verdenssyn (se også Gillespie 2014). Men senest har Axel Bruns (2019) dog advaret om at Parisers filterboblefænomen er overdrevet. Han hævder, at den største fare for politiske uoverensstemmelser er menneskers, og ikke søgemaskinernes, egen bias og favorisering af kilder.

Disse polariseringsfænomener har sandsynligvis båret en vis dramatisk sensationalisme med sig, både i medierne og i forskerverdenen. Det betyder ikke at de skal affejes som myter, men derimod at vi skal være varsomme med ikke at overdrive dem. Samtidig kan vi også bruge dem til at tænke over, hvordan vi kan forestille os at indrette os selv i nye digitale fællesskaber. Og her er filterbobler og ekkokamre hjælpsomme idealbilleder på, hvordan demokratiske fællesskaber helst ikke skal fungere.

 

Internettet har fået gæster

I dag kører internettets offentlighed på Twitter, Facebook, YouTube, Instagram, Snapchat og utallige andre kommunikationsplatforme. I de senere år har nogle forskere fokuseret på såkaldte social bots, ofte forkortet bots. Det er en type algoritmer, som er programmeret til at efterligne menneskelig opførsel på internettet. Bots kan derfor bedrage et rigtigt menneske ved at tilkendegive en mening, og man kan dermed komme til at tro, at man er omgivet af meningsfæller uden at være det. Derved kan bots skabe ændringer i meningsmiljøet, så de ”til syvende og sidst påvirker idéerne, nyhederne og meningerne som vi er udsat for” (Varol m.fl. 2017, 280; se også Bessi og Ferrara 2016; Ferrara m.fl. 2016) (min oversættelse).

Bots er vigtige instrumenter i at skabe en forestilling om politiske fællesskabers opståen dér hvor der hovedsageligt slet ikke er nogen fællesskaber. Eksempelvis kan man købe sig Twitter-bots eller flere Instagram-følgere, som bekræfter et billede af at mange mennesker synes godt om en organisation eller en politiker. Hackeren Andrés Sepulveda har hævdet, at han med bots har ”skabt falske strømninger af entusiasme og forhånelse” under den mexicanske valgkamp i 2012 (Robertson, Riley, og Willis 2016). Her arbejdede han for præsidentkandidaten Enrique Peña Nieto – som vandt. Sepulvedas vidnesbyrd blev videnskabeligt bekræftet af Samantha Bradshaw og Philip Howard (2017).

 

Udblik

Internettets sociale arenaer gennemsyrer i dag vores samfund. Når vi taler om internettet generelt, så lever polarisering og andre radikaliserende dynamikker side om side med demokratiserende fællesskaber. Internettet er en infrastruktur under konstant ombygning. Derfor må vi se på den. Diskutere den. Og sætte ord bag vores tanker om, hvad internettet kunne blive til, hvis vi kunne vælge.

 

Kreditering

Joachim Wiewiura, ph.d. i politisk filosofi fra Københavns Universitet.

 


[1] Ofte bruges ”internettet” som en betegnelse for the world wide web (www), hvilket reelt set kun er dén del af internettet som man bruger, når man ”surfer på nettet” i sin internetbrowser (Firefox, Chrome, Safari osv.). Generelt er internettet en bred kommunikationsteknologi, hvor digitale systemer kan forbindes med hinanden og dele data (”man har internetforbindelse”). Denne artikel bruger ”internettet” som det gængse synonym for ”webben” (www).

unpublished

Referencer


Referencer

Barberá, P., Jost, J. T., Nagler, J., Tucker, J. A. & Bonneau, R. (2015). “Tweeting From Left to Right: Is Online Political Communication More Than an Echo Chamber?” Psychological Science 26 (10): ss. 1531–42. https://doi.org/10.1177/0956797615594620.

Benkler, Y. (2006). The Wealth of Networks: How Social Production Transforms Markets and Freedom. New Haven: Yale University Press.

Benkler, Y., Roberts, H., Faris, R., Solow-Niederman, A. & Etling, B. (2015). “Social Mobilization and the Networked Public Sphere: Mapping the SOPA-PIPA Debate”. Political Communication 32 (4): 594–624. https://doi.org/10.1080/10584609.2014.986349.

Bessi, A. & Ferrara, E. (2016). “Social bots distort the 2016 U.S. Presidential election online discussion”. First Monday 21 (11). https://doi.org/10.5210/fm.v21i11.7090.

Bradshaw, S. & Howard, P. N. (2017). “Troops, Trolls and Troublemakers: A Global Inventory of Organized Social Media Manipulation”. Working Paper 2017.12. Computational Propaganda Research Project. Oxford: Oxford Internet Institute, University of Oxford. https://ora.ox.ac.uk/objects/uuid:cef7e8d9-27bf-4ea5-9fd6-855209b3e1f6/download_file?safe_filename=Troops-Trolls-and-Troublemakers.pdf&file_format=application%2Fpdf&type_of_work=Report.

Bruns, A. (2019). Are filter bubbles real? Digital futures. Medford, MA: Polity Press.

Colleoni, E., Rozza, A. & Arvidsson, A. (2014). “Echo Chamber or Public Sphere? Predicting Political Orientation and Measuring Political Homophily in Twitter Using Big Data: Political Homophily on Twitter”. Journal of Communication 64 (2): ss. 317–32. https://doi.org/10.1111/jcom.12084.

Dubois, E., & Blank, G. (2018). “The Echo Chamber Is Overstated: The Moderating Effect of Political Interest and Diverse Media”. Information, Communication & Society 21 (5): ss. 729–45. https://doi.org/10.1080/1369118X.2018.1428656.

Faris, R., Roberts, H., Etling, B., Othman, D. & Benkler, Y. (2015). “Score Another One for the Internet? The Role of the Networked Public Sphere in the U.S. Net Neutrality Policy Debate”. Research Publication No. 2015-4. The Berkman Center for Internet & Society, Harvard University.

Ferrara, E., Varol, O., Davis, C., Menczer, F. & Flammini, A. (2016). “The Rise of Social Bots”. Communications of the ACM 59 (7): ss. 96–104. https://doi.org/10.1145/2818717.

Gillespie, T. (2014). “The Relevance of Algoritms”. I Media technologies: essays on communication, materiality, and society, Tarleton Gillespie, Pablo J. Boczkowski og Kirsten A. Foot (red.). Cambridge, Massachusetts: The MIT Press: ss. 167–94.

Pariser, E. (2011). The Filter Bubble: How the New Personalized Web Is Changing What We Read and How We Think. New York: Penguin Books.

Robertson, J., Riley, M. & Andrew Willis (2016). “How to Hack an Election”. Bloomberg Businessweek, [31.03.2016]. https://www.bloomberg.com/features/2016-how-to-hack-an-election/.

Sunstein, C. (2007). “Neither Hayek nor Habermas”. Public Choice 134 (1–2): ss. 87–95. https://doi.org/10.1007/s11127-007-9202-9.

——— (2009). Going to Extremes: How like Minds Unite and Divide. New York: Oxford University Press.

Varol, O., Ferrara, E., Davis, C. A., Menczer, F. & Flammini, A. (2017). “Online Human-Bot Interactions: Detection, Estimation, and Characterization”. I Proceedings of the Eleventh International AAAI Conference on Web and Social Media (ICWSM 2017), North America: ss. 280–89.