Forskning og viden

Undersøgelse af undervisning i specialundervisningstilbud – afsluttende rapport

Rapporten er den sidste udgivelse i en større undersøgelse af undervisningen i specialundervisningstilbud efter indførelsen af folkeskolereformen.

Formål

Rapporten afdækker om og hvordan specialundervisningstilbuddene har lykkedes med at skabe en udvikling for eleverne i forhold til fagligt niveau, trivsel, sociale kompetencer samt overgang til ungdomsuddannelse efter indførelsen af folkeskolereformen.

Rapporten omhandler

  • Elevgrundlaget
  • Elevernes faglige og sociale udvikling samt overgang til ungdomsuddannelse.
  • Undervisningens tilrettelæggelse og indhold
  • Organiseringen af specialundervisningen

Hovedpointer

  • Der er hverken en entydig positiv eller negativ forskel i elevernes faglige niveau, trivsel eller overgang til ungdomsuddannelse før og efter reformen, når der ses på tværs af alle specialundervisningstilbud. 
  • Eleverne opnår bedre resultater i nationale test i læsning på skoler med en høj grad af implementering af reformelementerne understøttende undervisning, differentierede og varierede læringsformer, feedback til eleverne og digitalisering.
  • Der er en positiv sammenhæng mellem skolernes anvendelse af centrale reformelementer og elevers trivsel. Det gælder særligt mellem elevernes trivsel og skolernes implementering af praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer.
  • Casestudier viser, at den længere skoledag er en udfordring for nogle elever, hvilket medfører, at nogle specialundervisningstilbud skalerer ned på det faglige indhold i eftermiddagstimerne til fordel for fx valghold inden for idræt og udeliv.
  • Vedrørende udvikling i elevgruppen finder rapporten, at der i perioden 2011/12 til 2017/18 er sket en markant stigning i andelen af elever i specialundervisningstilbud, som har en diagnose inden for autismespektret, ADHD eller psykiske lidelser. 

Du kan læse mere om konklusionerne i rapporten eller i pixi-udgaven, som giver et overblik over udvalgte resultater fra rapporten.

Faktaoplysninger

Undersøgelsen er gennemført som led i Børne- og Undervisningsministeriets følgeforskningsprogram til folkeskolereformen, der har fulgt implementering og betydning af reformen siden 2014.

Rapporten bygger på et omfattende datagrundlag bestående af registerdata om elever i specialundervisningstilbud, spørgeskemabesvarelser blandt ledere og medarbejdere i alle landets specialundervisningstilbud samt casestudier blandt 20 forskellige specialundervisningstilbud. 

Kreditering

Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Rambøll Management Consulting, VIA University College og Københavns Professionshøjskole i perioden 2016-2019 og publiceret i januar 2020.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.