ICCS-undersøgelsen 2016

Danske elever i 8. klasse har de bedste kundskaber og færdigheder inden for politik, demokrati og samfundsforhold sammenlignet med de andre deltagende lande i den internationale undersøgelse ICCS (International Civic and Citizenship Education Study).

Formål

ICCS er en international undersøgelse der planlægges og koordineres af IEA, der er en forkortelse af The International Association for the Evaluation of Educational Achievement. 

ICCS er en undersøgelse af elevers viden, holdninger og deltagelse i forhold til politik, samfundet og demokrati i 8. klasse.

Undersøgelsen blev første gang gennemført i 2009. Undersøgelsen er gennemført for anden gang i 2016. Der har deltaget mere end 94.000 elever fra 24 lande i anden runde i 2016. 

I ICCS-undersøgelsen spørges der også ind til lærernes og skoleledernes holdninger og værdier i forhold til undersøgelsen genstandsfelt.

 

Hovedpointer

I testen af elevernes kundskaber og færdigheder opnår de danske elever de bedste resultater blandt alle deltagende elever. Danmark ligger over de andre nordiske lande i undersøgelsen, herunder Finland, Sverige og Norge.  

Undersøgelse af elevernes kundskaber og færdigheder

  • De danske elever opnår det højeste gennemsnit (586 point) af alle på skalaen for kundskaber og færdigheder. Efter Danmark kommer Taiwan, Sverige og Finland (hhv. 581, 579, 577 point).
  • Elevernes færdigheder deles op i fem kategorier (A, B, C, D og under D). Danmark har flest elever (62,4 %) på det bedste resultatniveau (A), hvor eleverne har et gennemsnit 563 point eller mere. Kun Danmark, Taiwan og Finland har mere end 60 % af eleverne på det højeste testniveau.
  • De danske drenge er klart de dygtigste drenge i ICCS 2016 med 575 point. Til sammenligning opnår de svenske drenge 562 point, de finske drenge 561 point og norske drenge 547 point.
  • De danske piger indtager også en topplacering med piger fra Taiwan og Sverige. Det højeste gennemsnit for pigerne er i Taiwan med 599 point, derefter kommer Sverige med 598 point og Danmark med 597 point.
  • Elever med immigrantbaggrund i Danmark opnår et gennemsnit på 533 point, hvilket er højere end ICCS 2016-gennemsnittet for alle elever, der er 517 point. Elever med immigrantbaggrund i Danmark klarer testen bedst, sammenlignet med elever med immigrantbaggrund i andre lande.

 

Undersøgelse af elevernes politiske interesse, holdninger og værdier

  • Fra 2009 til 2016 har der været en markant fremgang i, hvor meget eleverne taler med deres forældre og venner om politiske og sociale emner. De danske elever er i gennemsnit dem, som taler allermest med deres forældre og venner om politiske og sociale emner, sammenholdt med elever fra alle andre deltagende lande.
  • De danske elever er blandt de elever i undersøgelsen, som har den største tillid til andre mennesker, og de ligger markant over det internationale gennemsnit. Dog er der sket et lille fald i tilliden siden undersøgelsen i 2009.
  • I Danmark vurderes klasserummet i gennemsnit som værende særdeles åbent og med resultaterne herfra placeres Danmark højest, og en del over Norge og Sverige.
  • Som det eneste nordiske land ligger de danske elever signifikant højere end gennemsnittet for deltagerlande, der vurderer lærer-elevrelationen på deres skole som positiv.

Faktaoplysninger

  • ICCS-undersøgelsen (International Civic and Citizenship Education Study) er udarbejdet af den international organization IEA (The International Association for the Evaluation of Educational Achievement) og udgivet i 2017
  • Den danske undersøgelse er gennemført af Jens Bruun og Jonas Lieberkind fra DPU
  • Dataindsamlingen i Danmark er sket i perioden medio marts til medio april 2016.
  • 185 offentlige og private/frie skoler har deltaget i Danmark
  • I Danmark har 6254 elever, cirka 850 lærere og 181 skoleledere deltaget.
Siden er opdateret 20. februar 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.