Forskning og viden

Forsøg med konfirmationsforberedelse i den understøttende undervisning giver positive oplevelser

Særligt elever og præster er positivt stemt over for konfirmationsforberedelse i den understøttende undervisning.

Eleverne er positive, fordi de undgår, at deres skoledag forlænges med konfirmationsforberedelse, og præsterne påpeger, at de får bedre undervisningsvilkår. Det viser en evaluering af forsøget med konfirmationsforberedelse, hvor skoler og præster kan planlægge konfirmationsforberedelsen i to af de understøttende undervisningstimer. I alt 67 kommuner har deltaget i forsøget. 

Skolerne oplever generelt også positive resultater af rammeforsøget ved at eleverne er mere veludhvilede, mere aktive i timerne og bedre kan koncentrere sig. 

Evalueringen viser også, at skoler og præster, der har elever i rammeforsøget, overordnet set er mere tilfredse med samarbejdet og oplever færre udfordringer i planlægningen af konfirmationsforberedelsen, end skoler og præster, der ikke har elever i rammeforsøget. Evalueringen viser ikke tegn på faglige udfordringer som følge af to færre timers understøttende undervisning om ugen.   

Evalueringen af rammeforsøg med konfirmationsforberedelse er lavet af Epinion og Pluss for Undervisningsministeriet. Den er gennemført i sommeren og efteråret 2018 og bygger på spørgeskemaer, registerdata og kvalitative casestudier med interview og observation.

Folkeskoleloven giver nu alle skoler mulighed for at afkorte skoledagens længde for at eleverne kan deltage i konfirmationsforberedelse i op til to timer ugentligt i løbet af 7. eller 8. klassetrin. I et inspirationsmateriale kan man læse om en række skoleres erfaringer med at tilrettelægge konfirmationsforberedelse i skoletiden

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.