Elevernes oplevelser af skolen i folkeskolereformens fjerde år

Denne VIVE-rapport belyser elevernes oplevelser af folkeskolen i foråret 2018. Desuden sammenlignes resultaterne over tid med elevernes oplevelser i folkeskolen i hhv. foråret 2014 (før reformen) og foråret 2016

Formål

Formålet med rapporten er at give et indblik i, hvordan danske folkeskoleelever oplever skolen i foråret 2018, det vil sige knap fire år efter, at folkeskolereformen trådte i kraft. Gennem en række beskrivende analyser af elevers spørgeskemabesvarelser belyses det, hvordan elever på udvalgte klassetrin samt forskellige elevgrupper oplever hverdagen i folkeskolen. Desuden sammenlignes resultaterne over tid med elevernes oplevelser i folkeskolen i hhv. foråret 2014 (før reformen) og foråret 2016.

Hovedpointer

Rapporten viser blandt andet:

- Langt de fleste elever i 2. klasse er i 2018 glade for at gå i skole, idet 96 pct. af eleverne svarer, at de enten er ”meget glade” eller ”lidt glade” for skolen og 92 pct. svarer, at de er glade for at lave skolearbejde.

- 82 pct. af eleverne oplever at have gode relationer til deres lærere. Denne andel er fastholdt siden foråret før folkeskolereformen.

- På mellemtrinnet bliver 24 pct. forstyrret af larm i undervisningen ”for det meste” eller ”altid”, mens 17 pct. i udskolingen bliver forstyrret i 2018. Siden 2014 og 2016 ses en tendens til, at lidt færre oplever at blive forstyrret i 2018.

- I 2018 ses en tendens til, at eleverne på både mellemtrinnet og i udskolingen er lidt mindre kritiske over for skoledagens længde end i 2016. I 2018 svarer 68 pct. af eleverne på mellemtrinnet og 83 pct. af eleverne i udskolingen, at skoledagen er for lang. Fra 2014 til 2016 steg andelen af elever, der syntes at skoledagen var enten lidt for lang eller alt for lang fra hhv. 42 pct. til 78 pct. for elever på mellemtrinnet og fra 52 pct. til 87 pct. i udskolingen.

- Elevernes trivsel og faglige deltagelse hænger samlet set i højere grad sammen med positive karakteristika ved undervisningen (fx ro i undervisningen og god klasseledelse) og gode lærer/elev-relationer end med elevernes oplevelse af, hvorvidt der er tydelighed og klare mål, fysisk aktivitet og eksterne aktiviteter.

Faktaoplysninger

Rapporten er udgivet af VIVE i 2018.

Rapporten bygger primært på besvarelser fra dataindsamlingen i følgeforskningspanelet til folkeskolereformen fra foråret 2018 blandt eleverne. Som led i dataindsamlingen blev der opnået besvarelser fra omkring:

- 29.000 elever på 2., 4., 6., 8. og 9. klassetrin.

- 3.300 lærere og pædagoger (dansk og matematiklærere til eleverne på ovenstående klassetrin samt de pædagoger, der har opgaver i løbet af skoledagen).

- 760 skoleledere.

- 120 skolebestyrelsesformænd.

- 5.200 forældre til eleverne på 0., 2., 4., 6. og 8. klassetrin.

Siden er opdateret 28. januar 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.