Undervisning af tosprogede elever med behov for særlig sprogstøtte

Det er vigtigt, at tosprogede elever med behov for undervisning i dansk som andetsprog - supplerende og - basis fortsat gives den nødvendige sprogstøtte enten på skolen eller delvist som fjernundervisning. Det kalder på didaktiske overvejelser og et tæt samarbejde dig og dine fagkolleger imellem.

Dansk som andetsprog supplerende

For at sikre samarbejdet om klassen/årgangen har mange lærere jævnligt kontakt med hinanden. Her kan du som DSA-vejleder eller DSA-lærer med fordel kobles på og deltage i planlægningen af undervisningen på lige fod med de andre faglærere – hvad enten undervisningen foregår på skolen eller delvist som fjernundervisning. Din opgave er at sikre, at tosprogede elever får den sprogstøtte, de har behov for inden for alle fagområder.

Hvordan kan du tilgodese tosprogede elever i klassens undervisning – hvad enten den foregår på skolen eller delvist som fjernundervisning?

Det gør du først og fremmest ved at sætte fokus på ordforråd og tekster.

 

Ordforråd

  • Afdæk hvilke ord og begreber, der er centrale for den aktivitet, opgave eller det forløb, klassen skal i gang med
  • Lav ordlister med de mest centrale (faglige og førfaglige) ord og begreber og eventuelt en lille video med ordforklaringer
  • Fremstil eller lad eleverne udarbejde en ordbog med forklaringer med afsæt i de tekster, der arbejdes med
  • Find billeder, animationer eller andre fremstillinger på nettet, som kan støtte eleverne i deres forforståelse
  • Lav aktiviteter, hvor eleverne både lytter, taler, læser og skriver ordene, fx kan eleverne med afsæt i billedsekvenser indtale eller skrive tekst til disse med brug af bestemte ord, eller lave små videoklip med ordforklaringer på mobilen
  • Slut af med fx en tip-en-tier eller andre quizzer med ordene og begreberne.

 

Tekstarbejde

  • Fremhæv hvilke tekster, der er centrale for den aktivitet, opgave eller det forløb, klassen skal i gang med
  • Støt eleverne i at kunne læse teksterne – fx ved oplæsning som en føraktivitet
  • Opbyg forforståelse, fx ved at give eleverne noget baggrundsviden om emnet ved brug af eksempelvis en YouTube film, nogle billeder om emnet, eller en kort genfortælling af teksten i hverdagssprog
  • Støt med tydelige skriveskabeloner, når eleverne skal skrive
  • Giv eleverne korte skriveopgaver med tydelige modtager/afsenderforhold
  • Giv mulighed for elev-elevfeedback ved hjælp af rettenøgler (eleverne retter hinandens tekster ud fra angivne fokuspunkter)
  • Giv selv tydelig feedback til eleverne.

Overvej at organisere sprog/lektiecaféer eventuelt virtuelt, hvor lærer/vejleder mødes med de tosprogede elever, der har et behov for sprogstøtte inden for DSA-supplerende.

 

Dansk som andetsprog – basis

Tosprogede elever, der modtager basisundervisning, har brug for støtte til at have en struktur, der fastholder og understøtter deres andetsprogstilegnelse.

Hvis undervisningen delvist fortsat gør brug af fjernundervisning, gør du bedst det ved at tilrettelægge en fjernundervisning, der læner sig tæt op ad den undervisningsform, eleverne kender fra dagligdagen. For at det kan lykkes, skal du sørge for, at forældrene får den fornødne information på et sprog, de kan forstå, og ved at du i den fysiske undervisning forbereder eleverne grundigt i forhold til, hvad de skal arbejde med hjemme og i at bruge de kanaler, de kender, fx Aula og Skype/Messenger/FaceTime.

Det kan være en god ide at udarbejde en ugeplan til eleverne, så de ved, hvad de skal lave og hvornår. Det er vigtigt at understrege, at hvis eleverne skal arbejde i programmer og med materialer, de ikke kender, skal de lære at benytte dem i skolen. Tag hellere afsæt i det, eleverne allerede kan. Ugeplanen bør under alle omstændigheder indeholde opgaver med fokus på tale-, læse-, lytte- og skrive-aktiviteter.

 

Eksempel på struktur for indhold i ugeplanen

  • Læse: Daglig læsning (tænkes ind i alle fag) – herunder også læsning på modersmålet
  • Skrive: Udform korte skriveopgaver til eleven; resumé, personkarakteristik, dagbog, breve, opskrift, regnehistorier, og send små tydelige skriveskabeloner til formålet
  • Tale: Lad eleven optage oplæsning eller genfortælling på fx Imovie og upload det til skoletube
  • Lytte: Lad eleven lytte til oplæsning af danske bøger, sørg for at eleven kan tilgå gode apps, hvor eleven fx kan arbejde med lydskelneopgaver, der har fokus på konsonantudskiftning (pil-bil) og vokaludskiftning (mel - mil).

Kommunikation til elever med tosprogede forældre, der ikke kan tilstrækkeligt dansk til at vejlede om fjernundervisningen

 

Forslag du kan benytte

  • Oversætte vejledningerne til forældrene til de sprog, der er på skolen, gøre brug af kommunens tolkeaftale
  • Brug Word i Office 365 til at oversætte vejledninger til forældrene. Når dokumentet er skrevet tryk på Vis-forenklet læser – tryk på bogen i venstre side – vælg et sprog – oversæt
  • Lav små film med inspiration til sprogstimulering i hjemmet
  • Hjælp forældre/elever med at få adgang til god litteratur på modersmålet

 

Læringsressourcer til undervisningen

  • Se oversigt over digitale læremidler fra forlag, virksomheder m.fl., hvor bl.a. Gyldendal specifikt har fokus på dansk som andetsprog 
  • Orienter jer i mulighederne hos CFU’erne (Center for Undervisningsmidler), hvor der kan være fagsider for dansk som andetsprog med inspiration i form af online læringsressourcer (apps, spil, film, tv-programmer) samt ideer til undervisningen, se fx www.viacfu.dk/dsa
  • Verdensbiblioteket.dk (her er der bøger på flere sprog)
  • Sprogstimulerende aktiviteter til børnehaveklassen på materialeplatformen.dk. Disse kan også bruges i indskolingen og for de yngste elever i modtagelsesklasse
  • Inspirationskatalog til arbejdet med sprog - 1.-9. klasse, hvor der er konkrete forslag til sprogudviklende aktiviteter i undervisningen 
  • Hvis skolen har anskaffet fx ”Broen til fagsproget”, findes her gratis supplerende online materialer til direkte brug i undervisning i skolens fag.
  • Skriverammer findes bl.a. på www.margitgade.dk.

 

Siden er opdateret 27. maj 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.