Artikel
Webinar om fjernundervisning: Faglig og pædagogisk vejledning om kvalitet i fjernundervisningen
Med nogle didaktiske greb er der mulighed for at gennemføre fjernundervisning i alle fag. En god struktur for en dag med fjernundervisning og planlægning af undervisning i teamet er centrale elementer.
I denne artikel får du konkrete gode råd samt et link til et webinar om fjernundervisning.
Alle lærere har gjort sig erfaringer med fjernundervisning det seneste år. Med tiden kan der opstå behov for nye tips og tricks til fjernundervisning for at sikre, at I kommer godt omkring fagligt og fortsat kan motivere eleverne i en situation, hvor de ikke kan modtage undervisning med fuld tilstedeværelse på skolen.
Gode råd med afsæt i forskning i fjernundervisning
- Tænk på fjernundervisning som deltagelse i et læringsfællesskab – sørg derfor for at have fokus på hele klassen, selvom den ikke er samlet fysisk.
- Produktioner, der deles mellem lærer og elever, er vigtige for motivation og engagement. Det kan eksempelvis være videoer, lydklip eller andet.
- Tag ansvar for kommunikationen med/i klassen, dels gennem onlinekommunikation til hele klassen og dels gennem hurtig feedback og svar på elevernes spørgsmål.
- Gør brug af fællesskabende didaktikker, eksempelvis ved at sætte eleverne sammen i grupper og integrere samarbejdsøvelser i undervisningen. Du kan læse mere om fællesskabende didaktikker her.
- Tænk i ”før”, ”under” og ”efter”, når du planlægger fjernundervisningen, og gør dig overvejelser om motivation og variation.
- Lav en fælles struktur i teamet, som gør fjernundervisningen overskuelig for eleverne. Det kan i sidste ende kræve mindre forberedelse.
Se eller gense webinar om kvalitet i fjernundervisningen
På et webinar den 12. maj 2020 fik 160 deltagere inspiration og didaktiske greb til, hvordan man kan sikre en god kvalitet i fjernundervisningen.
Du kan (gen)se webinaret på UVM.dk
Webinaret blev afholdt af læringskonsulent Rikke Hyldahl Homann. Du finder Rikkes slides ovenfor.
Læs også artikel på folkeskolen.dk, hvor Anders Øgaard, som er ph.d., adjunkt og forsker i fjernundervisning ved Institut for Læring ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, fortæller om fjernundervisning.