Forløb

9.-10. klasse: Fællessang om livet i en Corona-tid

Eleverne skal alene eller to og to skrive en ny sangtekst til en kendt fællessangsmelodi, som efterfølgende skal synges sammen virtuelt af hele musikvalgholdet.

Musikvalghold i udskolingen

I en tid hvor fysisk samvær mere eller mindre er aflyst, har eleverne brug for at mærke, at de stadig er en del af et fællesskab, og at det de foretager sig i skolen, er meningsfuldt og inspirerende. Det fællesskab, som er på musikvalgholdet, kan forstærkes ved at synge sammen, og især ved at synge egne sange sammen.

 

Mål med forløbet

Undervisningsforløbet dækker hovedsalig kompetenceområdet musikalsk skaben, men også de to andre kompetenceområder musikudøvelse og musikforståelse bringes i spil.

Eleverne skal arbejde eksperimenterende og kreativt, når de skal udtrykke deres egne ideer, tanker, følelser og budskaber i en sang. De skal arbejde med grundlæggende musikalske elementer i sangskrivning, og kunne udtrykke sig og benytte relevante virkemidler. Eleverne skal forholde sig kvalificeret til egen og andres proces og produkt. Endvidere skal de tilrettelægge deres arbejdsproces på en hensigtsmæssig måde og gøre sig umage, så de ender med et produkt, der har betydning, og giver værdi for andre.

 

Tilrettelæggelse og forudsætninger

Forud for forløbet kan du med fordel overveje følgende:

  • Fordele og ulemper ved, at eleverne skal skrive den nye sangtekst til en melodi du ved, de alle kender fra den daglige undervisning, eller om de skal vælge en hvilken som helst anden melodi.  
  • Overvej også hvilke rammer du opstiller for eleverne i processen: Skal det være en sang med omkvæd? Hvor mange vers skal de skrive? Skal hvert vers handle om noget bestemt?
  • Skal eleverne selv vælge samarbejdsmakker, vælger du, eller skal nogle arbejde alene?
  • Hvor lang tid du forventer, at eleverne skal bruge på opgaven, og hvordan du løbende vil give feedback og være til rådighed i deres arbejdsproces.

 

Forløb

Du kan indlede forløbet med en fælles opstart og introduktion. Du kan enten samle valgholdet virtuelt, eller hvis det er muligt, fysisk. Du kan på forhånd have udvalgt et par kendte fællessange, som I synger og gennemgår sammen. Det kunne eksempelvis være ”Gi´ os lyset tilbage”, ”Kvinde min” eller ”Frit land”.

Derefter kan I, i fællesskab, lave en analyse af sangene, hvor du blandt andet underviser i sangenes form og opbygning, rim, versefødder, stemning, budskab, samspil ml. tekst og melodi og andre grundlæggende og relevante elementer i sangene.

Du kan overveje, om I derefter fælles, eller hver for sig, skal lave en brainstorm over arbejdstitlen ”Livet i en Coronatid”. Du kan eventuelt supplere brainstormen ved at inddele elevernes input i kategorier som eksempelvis: følelser, tanker, farver, steder og sansninger. Du kan skrive alt op og sende det ud til eleverne efterfølgende. Herved får de et fælles udgangspunkt for deres egen tekstskrivning.

Eleverne vælger den melodi de vil skrive teksten til og inddeles fx i makkerpar. På et tidspunkt i processen kan eleverne give deres sang en ny titel inden for temaet ”Livet i en Coronatid”.

Efterfølgende kan du gennemgå og udsende en tydelig plan, hvoraf det fremgår:

  • Hvilken virtuel platform grupperne skal mødes i og hvornår.
  • Hvornår og hvor du mødes med hvem.
  • Hvad sangene skal bruges til og hvornår.

Når eleverne er færdige med deres sange, kan I mødes virtuelt eller fysisk og præsentere sangene for hinanden og synge dem sammen.

 

Mulighed for variation

  • Eleverne kan arbejde alene med opgaven.
  • Du kan vælge én bestemt melodi, som alle eleverne skal skrive ét vers til hver især, så I ender med én ny fællessang med en masse vers.
  • Eleverne kan få til opgave at indspille/indsynge deres sang, og sende til dig og/eller dele optagelsen med resten af valgholdet.
  • Eleverne kan få til opgave at akkompagnere deres sang på et selvvalgt instrument, når I synger den sammen.
  • Eleverne kan få til opgave at producere en lille håndholdt musikvideo til sangen, som vises for musikvalgholdet og måske andre skolekammerater og forældre.
  • Eleverne kan sende den nye sangtekst kun til dig og ikke som fællessang.
  • Eleverne kan selv komponere melodien og skrive teksten. De kan ligeledes optræde med sangen for deres musikvalghold og derefter lærer alle på holdet at synge sangen.
  • Hvis I har mulighed for at mødes fysisk på skolen, kan I synge sangene sammen og måske sætte enkle instrumenter på.
  • I kan samle sangene i et lille hæfte og dele dem med elever, lærere og forældre i udskolingen med henblik på at synge dem ved næste mulige lejlighed.
  • Elever der behersker et instrument, kan få en ekstra opgave i at komponere et instrumentalt stykke musik med samme tema, indspille det og dele med valgholdet.

 

Evaluering

Løbende feedback fra eleverne til dig er afgørende for dine muligheder for at justere fjernundervisningen i musik. Det kan eksempelvis være med hensyn til arbejdet med sangskrivningen både fagfagligt og med hensyn til undervisningens niveau, tempo og samarbejde. Ofte vil den feedback, som du opsøger og modtager, nemlig give indblik i, at eleverne lærer og deltager i musikundervisningen på forskellige måder. For mange elever vil det også være relevant at sætte fokus på den personlige proces, som forløbet kan igangsætte. Feedback er dermed afgørende for at tilpasse fjernundervisningen, så eleverne får optimale læringsmuligheder. Derudover kan du også overveje at lade eleverne gruppevis give hinanden feedback halvvejs i forløbet.

Nedenfor finder du hjælpespørgsmål til nedslag i forløbet. Listen er ikke prioriteret og udtømmelig, men kan bruges som inspiration til feedbackprocessen både mellem dig og eleverne, men også eleverne imellem.

  • Hvordan spiller opbygningen og formen på sangen en rolle for det musikalsk udtryk?
  • Får jeg omsat mine følelser og tanker m.m. til ord i sangteksten?
  • Hvilke overvejelser gør jeg mig i valg af melodi og den stemning jeg skriver frem i teksten?
  • Hvad gør jeg, hvis jeg går i stå i skriveprocessen?
  • Hvilken slags feedback har du brug for, at læreren giver?
  • Er der noget bestemt du/I gerne vil have feedback på i jeres produkt?

 

Anden inspiration

Inspiration til sangskrivning:  

Sangskrivning på musikipedia.dk

Skiv din egen sang på dansksangdigital.dk (kræver log-in.)

Siden er opdateret 14. maj 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.