Forløb

7.-9. klasse: Lamper - form og funktion

I dette forløb er der fokus på lamper og belysning inde og ude. Eleverne skal gennem en designproces udvikle et forslag til deres eget lampedesign med inspiration fra DR’s udsendelse 'Danmarks næste klassiker'.

I forløbet får eleverne en forståelse for, hvordan designere arbejder og udvikler idéer, og de skal desuden præsentere deres egen designproces med overvejelser over form og funktion.

Forløbet er henvendt til undervisningen i håndværk og design i 7.-9. klasse.

Anslået tidsforbrug: 3-4 lektioner.

Mål med forløbet

I dette forløb er det primært kompetenceområdet design, der er i spil i de faglige aktiviteter. Målet er, at eleven kan arbejde med komplekse designprocesser knyttet til produktfremstillinger. Der tages særligt afsæt i færdigheds- og vidensområderne eksperiment og analyse, evaluering samt idéudvikling.

Forløbet lægger op til, at eleven får forudsætninger for at evaluere designprocesser og produkter i forhold til produktets innovative og entreprenante muligheder. Herudover er der fokus på idéudvikling med udgangspunkt i hverdagsliv og materielle kulturer.

 

Tilrettelæggelse og forudsætninger

Forløbet er inddelt i tre faser, der rummer en research/analysefase, en konstruktionsfase og en evaluerings-/feedback-fase.

Forløbet kan tilrettelægges og gennemføres, som det passer, i forhold til elevgruppens alder og faglige forudsætninger. Hvis du gennemfører forløbet som fjernundervisning kræver det, at dine elever har mulighed for at tilgå DRs online programmer via internet.

Herudover skal dine elever have mulighed for at kunne anvende pap/papir, saks og lim/tape derhjemme.

Du kan med fordel organisere undervisningen, så eleverne arbejder i små arbejdsgrupper á 2-3 stykker.

 

Forløb

Introduktion

Rammesæt og præsenter opgaven for eleverne med fokus på de forskellige faser i forløbet, krav til opgaveløsning og tidsforbrug.

Research/analysefase

Du kan med fordel udarbejde nogle arbejdsspørgsmål til eleverne, som de kan svare på under og efter, at de har set programmet DR’s serie ”Danmarks næste klassiker”, eksempelvis:

-Hvad er et godt lampedesign med jeres egne ord?

-Hvilke krav bør der være til en lampes funktion?

-Hvor mange forskellige funktioner kan en lampe eller lys have? (Læselampe, projektørlys, hyggelys, juletræslys, etc.)

-Giv eksempler på, hvad designerne bliver inspireret af i programmet.

-Beskriv den lampe, som I bedst kan lide og overvej materialer, form, teknikker, udtryk og funktion. Begrund jeres valg.

Lad eleverne se afsnittet om lamper fra DRs serie 'Danmarks næste klassiker

Eleverne arbejder med spørgsmålene gruppevis, hvor der er også er mulighed for at se programmet, eller dele af det, igen. Du kan fx lade dine elever lave en PowerPoint præsentation gruppevis med pointer fra dialogen ud fra spørgsmålene.

Konstruktionsfase

Eleverne udvikler nu idéer til eget lampedesign ud fra den idéudviklingsmetode, som designeren Rasmus illustrerer i programmet (se 14.10 inde i programmet). Du kan med fordel rammesætte øvelsen og bede dine elever om at udvikle så mange idéer som muligt på 10 minutter. Idéerne må gerne tage form som skitser på papir.

© Rikke Hyldahl Homann

Herefter bygger eleverne evt. en model af deres lampedesign i papir, pap eller hvad de har til rådighed derhjemme. For at dine elever kan udveksle idéer og forslag, kan de med fordel være tilkoblet det virtuelle grupperum, mens de arbejder.

Eleverne tager et foto af deres lampemodel, eventuelt det sted, den er tiltænkt i forhold til funktion, og forbereder en præsentation af designproces og model ud fra følgende kriterier:

© Rikke Hyldahl Homann

Funktion

1. Hvordan skal lampen bruges, 2. Hvor i hjemmet vil den passe ind? 3. Hvem vil have mest glæde af lampen?

Form og forarbejdning

1. Hvilke materiale(r) ville man fremstille lampen i?, 2. Hvor stor er den?, 3. Hvilke farver har den? 4. Hvad er lampen inspireret af? 5. Hvilke teknikker skal anvendes i fremstillingen af lampen?

Mulighed for variation

Hvis der er tid og mulighed for, at eleverne kan møde op på skolen og få adgang til faglokalet, kan eleverne eventuelt fremstille en prototype af lampen i 1:5 i de tiltænkte materialer eller lave en færdig produktfremstilling af lampen 1:1.

 

Evaluering/feedback

Som lærer kan du med fordel give dine elever feedback gruppevis på deres designproces og model. Du kan eksempelvis fokusere på, hvordan eleverne med brug af fagbegreber, deres nye viden om lampers form og funktion og egen idéudvikling, kan gøre rede for deres egen designproces. Du kan også fokusere på eleverne gruppedynamik og samarbejde.

Feedback kan eksempelvis foregå ved:

At du giver umiddelbar mundtlig feedback i det virtuelle rum, hvor du og elevgruppen er til stede samtidig

At du giver mundtlig feedback via lydoptagelse, som du sender til eleverne efterfølgende

At elevgrupperne præsenterer deres lampedesigns for hinanden og efterfølgende give hinanden

feedback ud fra flg.:

- Har I forslag til ændringer. Hvilke?

- Vil I selv kunne lave lampen?

- Vil I selv bruge lampen, hvorfor (ikke)?

 

Anden inspiration

Inspiration til flere øvelser og film kan findes her: Designprocessen på gyldendal.dk

Eleverne kan evt. se filmen om Poul Henningsens lampedesign (22 min.) på Filmstriben.dk

Eleverne får adgang til filmen via Filmstriben med deres login til biblioteket.

Siden er opdateret 01. september 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.