Forløb

7.-10. klasse: BOOTCAMP – dit personlige mål!

I dette forløb skal eleverne sætte sig et personligt mål, som de vil træne henimod. Eleverne skal gennemføre en Cooper-test, så de med afsæt i denne kan opstille et konkret og målbart mål, som de vil opnå.

Forløbet kan bruges i undervisning i idræt i 7.-10. klasse.

Eleverne skal undervejs i forløbet føre logbog over deres successer og udfordringer samt sætte sig ind i teorien bag den træningsform, de har valgt.
 

Mål med forløbet

Målet med forløbet er, at eleverne øver sig i at sætte sig et personligt mål, som de skal træne henimod. Forløbet relaterer sig til færdigheds- og vidensområdet ”Fysisk træning” og til kompetencemålet ”Eleven kan vurdere samspil mellem krop, træning og trivsel i et aktuelt og fremtidigt perspektiv”.

 

Tilrettelæggelse og forudsætninger

Som introduktion til forløbet kan du med fordel holde et virtuelt møde med dine elever, hvor du præsentere forløbet samt evt. deadlines . Det er vigtigt, at du præciserer for dine elever, at de skal sætte sig et konkret og målbart mål. Hvis målet fx er at kunne løbe 5 km. på 20 min., skal du og eleven vide, hvad de 5 km. kan løbes på nu. På denne måde vil eleven kunne se en eventuel fremgang som en motiverende faktor for den videre træning.
 

I starten af forløbet kan dine elever derfor lave en Coopertest, der kan bruges som måleenhed, når de til slut i forløbet skal løbe en Coopertest igen. Herved vil eleverne kunne se, om de nu kan løbe længere på 12 min., end de kunne i starten af forløbet.

Eleverne kan med fordel lave en logbog på et drev, som de deler med dig. Her kan du fx godkende dine elevers opstillede mål, inden de går i gang med selve træningen. Husk, at resultatet for elevernes Coopertest også skal noteres i deres logbog.
 

Under forløbet er det vigtig, at du følger med i logbogen og vejleder dine elever løbende – både via logbogen og virtuelt. For at kunne vejlede og støtte dine elever, kan de eksempelvis sende dig små træningsvideoer, som du kan vurdere og kommentere på.

Forløbet kan slutte af med en virtuel samtale mellem eleven og dig, hvor eleven præsenterer sit forløb og processen. Eleven skal i præsentationen redegøre for både succeser og udfordringer samt teorien bag træningen.

Forløb

Nedenfor er der et forslag til de aktiviteter, der udgør undervisningsforløbet

Målsætning: Elevens personlige mål

Eleverne skal starte med at sætte sig et personligt mål. Dette mål skal drøfte med og godkendes af dig, inden forløbet kan sættes i gang.

Eksempel på opgave til eleven:

”Mit personlige mål, er…”

Du skal vælge en personlig fysisk udfordring, som du vil arbejde med og have fokus på de næste 4 uger.
Ud over idrætstimen på (indsæt dag), skal du som minimum træne 2 gange yderligere pr. uge for at komme henimod dit mål.

Dit personlige mål skal godkendes af din lærer. Herudover skal du læse de to teoritekster, der er linket til.
Se forslag nederst i teksten.

 

Første undervisningstime

Den første ”undervisningstime” starter med en Coopertest. Det kan være en fordel, at du både forklarer opgaven mundligt for eleverne, så de kan spørge ind til denne, og at du sørger for, at den findes på skrift. Et eksempel:

Coopertest:  I dag skal du løbe så langt, du kan på 12 min., og hvor du virkelig presser dig selv så meget som muligt. Det er det, vi kalder en Coopertest. Det skal være 12 min. uden pause, dvs. hvis du går ”død” i dit løb, så ”pauser” du ved at gå i rask tempo, indtil du har fået pusten igen og kan løbe videre.
 

Du SKAL præstere så meget som overhovedet muligt – altså være udmattet, når de 12 minutter er gået. Tid og distance måler du med din telefon i de 12 minutter Coopertesten varer. Fx ved brug af Endomondo, eller en tilsvarende app.
 

Eleverne arbejder selv

Eleverne opretter deres egen logbog, så du som lærer kan følge med i deres proces. Herunder er der skrevet et forslag til en opgaveformulering og nogle spørgsmål, som dine elever kan bruge i deres logbog. Du kan også lave dine egne spørgsmål, som eleverne skal svare på i logbogen.

Eksempel på opgaveformulering:

Nu skal du lave din egen logbog.

Her er en række spørgsmål, som du skal overveje og forholde dig til. I logbogen skriver du dine ideer og tanker ned i forhold til spørgsmålene. Du skal være præcis, når du skriver. Du er ikke nok at skrive fx: ”Jeg vil løbe en tur”. Du skal skrive, hvilken slags tur, du vil løbe, om vil du træne kort eller langt, på en bestemt tid, aerobt, anaerobt etc.?
Du skal også beskrive, hvorfor det lige netop er den form for træning, du vælger som ”Din personlige udfordring!” Uddyb, tænk og beskriv hvorfor du lige netop vil træne det, som du vælger.
Kopier spørgsmålene ind i din logbog, så du har en fortløbende logbog. Husk at dele din logbog med mig.

Eksempel på logbogsstruktur:

  • Overordnet individuelt mål for forløbet:
  • Hvad har jeg nået i dag? Husk dato.
  • Hvor lang tid har jeg brugt?
  • Hvordan føltes det i min krop?
  • Hvordan har jeg trænet hen imod mit mål?
  • Hvad skal jeg lave i løbet af ugen?
  • Hvordan vil jeg træne næste gang, jeg har idræt?
  • Refleksioner – hvad er jeg blevet klogere på?
     

Afslutning og præsentation

Som afslutning på forløbet tilrettelægger du en virtuel fremlæggelse, hvor eleven præsenterer sit forløb og processen. Eleven skal i præsentationen redegøre for både succeser, udfordringer og teorien bag træningen etc.
 

Hermed nogle eksempler på, hvad udfordringen kunne være:

  • Et halvmaraton på et idrætsmodul
  • 5 km løb uden pauser
  • 2700 meter på en Coopertest
  • Øget kondital fra middel til høj
  • Køre 20 km på rulleskøjter på under en time
  • Løbe 5 km på 20 min.
  • Lave en triatlon

Teorieksempler til ovenstående:

  • Coopertest
  • Aerob og anaerob forbrænding
  • Intervaltræning
  • Konditabel

 

Mulighed for variation

Den didaktiske opbygning af dette forløb kan nemt overføres til andre forløb inden for de forskellige færdigheds- og vidensområder.

Eksempelvis kan eleven sætte sig et personligt mål inden for ”Boldbasis og boldspil”. Det kan være at lave en serie, hvor eleven modtager en aflevering af bolden, tæmmer den og herefter sender den videre i en aflevering til en anden person. Til at lave denne øvelse vil man få brug for en hjælper til at kaste bolden til en.

Et personligt mål i redskabsgymnastik kunne være at udføre en salto med ½ skrue i havetrampolinen eller
at lave en parkourserie i byrummet eller i skoven.

Hensigten er, at eleverne sætter sig et personligt mål og arbejder hen imod at nå dette mål. Så fokus bliver processen og færdigheder.

Et sjov twist kunne være, at lave en film bestående af små film af eleverne der ’udfører’ deres mål. Hvis flere havde sat sig et mål inden for ”boldbasis og boldspil” kunne filmen klippes sammen, så det virker som om eleverne afleverer bolden til hinanden – selv om de ikke er sammen. Prøv at se eksemplerne i de nedenstående links:
Se det danske herrelandshold i fodbold afleverer til hinanden  – hver for sig - på DBUs youtube-kanal  
(Spol evt. hen til 1.20. min).

 

Evaluering

I forbindelse med de løbende vejledninger, vil der komme en helt naturlig form for feedback til dine elever.

  • Får de trænet det de skal?
  • Får de skrevet i logbogen?
  • Er der en progression/forbedring i deres træningsforløb?
  • Bliver eleven udfordret nok eller udfordret for meget?
  • Skal der justeres løbende i deres træningsprogram, så det passer til den enkelte elev?
    Husk at spørge løbende ind til det teoretiske og til elevens trivsel med opgaven.

Slutteligt laver du og eleven sammen en evaluering i forbindelse med den afsluttende fremlæggelse:

  • Nåede eleven sit mål?
  • Var det en god/dårlig proces?
  • Hvilke udfordringer stødte eleven på?
  • Hvilke succeser fik /oplevede eleven?
  • Hvad vil eleven tage med sig fra dette træningsforløb?
Siden er opdateret 15. februar 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.