Artikel

Inspiration til arbejde med trivsel og fællesskab

Denne samling af materialer kan understøtte arbejdet med at styrke trivsel og fællesskaber blandt eleverne. Materialerne er udarbejdet af NGO’er og andre aktører, der har fokus på trivsel og stærke fællesskaber.  

Arbejdet med elevernes trivsel og etablering af stærke fællesskaber i grundskolen er et afgørende område i lyset af COVID-19 og de lange perioder med lukkede skoler. Fjernundervisning har udfordret mange elevers trivsel, men flere oplever også udfordringer med at vende tilbage til den fysiske skolegang, hvor man igen skal finde sig til rette i skolens fællesskab.

På denne side præsenteres en samling af materialer målrettet både indskoling, mellemtrin og udskoling. Alle materialer har fokus på arbejdet med trivsel og fællesskaber. Derudover finder du nederst på siden en række rådgivningstilbud, der både er henvendt til fagprofessionelle, men også direkte til elever, der oplever trivselsmæssige udfordringer.  

 

Inspirationsmaterialer

 

TrivNu

Psykiatrifonden har lavet materialet TrivNu. TrivNu er en mulighed for at arbejde med styrket trivsel på klasseniveau via forskellige aktiviteter og værktøjer. Du kan planlægge aktiviteterne som længere forløb, men også som enkeltvise og kortere indslag i den daglige undervisning. Materialerne er gratis og er understøttet af en digital platform.

Målgruppe: Mellemtrin og udskoling

Find materialet på trivnu.dk

 

Red Barnet – Fællesskab og trivsel (trivselsdag 2021)

På siden Fællesskab og trivsel hos Red Barnet ligger forskellige øvelser, cases og andre aktiviteter, du kan bruge til at styrke undervisningen omkring fællesskab og trivsel.

Red Barnet har yderligere udviklet nyt materiale i forbindelse med den årlige nationale trivselsdag d. 5. marts. Her kan du finde en række inspirationsmaterialer til alle klassetrin.

Red Barnet Skole indeholder flere gratis undervisningsmaterialer, der eksempelvis omhandler børns rettigheder og online adfærd.

Målgruppe: Indskoling, mellemtrin og udskoling   

Red Barnet: Materialer om Fællesskab og trivsel

Red Barnet: Materialer til trivselsdagen 2021

Red Barnet: Red Barnet Skole

 

DCUM – Perspekt

DCUM står bag undervisningsmaterialet Perspekt, som du kan bruge i arbejdet med at styrke elevernes trivsel og skabe stærke og inkluderende fællesskaber. Materialet har fokus på målrettet arbejde med elevernes emotionelle, sociale og personlige kompetencer igennem forskellige samtaler, klasseøvelser og makkerarbejde. Eleverne arbejder med at sætte ord på følelser, løse konflikter, tale om forskelligheder og relationer mm.

Målgruppe: Indskoling, mellemtrin og udskoling

Find materialet på perspekt2.dk

 

Frederiksund Kommune - En stemme

’En stemme’ er et refleksions- og inspirationsmateriale til dig, der gerne vil sætte fokus på arbejdet med relationer og inddragelse i læringsfællesskabet. Materialet er rettet mod udskolingen og har særligt fokus på elever, der bevæger sig i udkanten af læringsfællesskaberne på skolen. Materialet indeholder konkrete temaer og aktiviteter, som du kan bruge direkte ind i din undervisning.

Målgruppe: Udskoling

Find materialet på enstemme.dk

 

DCUM og Psykiatrifonden – Skoletrivsel for Alle

Dansk Center for Undervisningsmiljø har sammen med Psykiatrifonden udarbejdet et strategisk værktøj til skoleledelser eller trivselsteams i grundskolen. Værktøjet skal understøtte skolernes arbejde med at fremme den mentale sundhed.

Målgruppe: Skoleledelser og medarbejdere med ansvar for trivselsarbejde

Find værktøjet på skoletrivselforalle.dk

 

Øvrige rådgivnings- og støttetilbud

 

Børnetelefon, fagtelefon og trivselstilbud – Børns Vilkår

Børnetelefonen er et rådgivningstilbud for børn og unge, der har det svært i hverdagen, og som gerne vil tale om det.

Fagtelefonen er et rådgivningstilbud for fagprofessionelle, der oplever udfordringer omkring en særlig elev eller gruppe af elever, der udviser tegn på mistrivsel eller har det svært.

Via linket herunder kan du finde række forskellige trivselstilbud, herunder rådgivning, trivselshotline, klassebesøg og -forløb med fokus på trivsel.

Børnetelefonen: Læs mere på bornsvilkar.dk

Fagtelefonen: Læs mere på bornsvilkar.dk

Trivselstilbud: Læs mere på bornsvilkar.dk

 

Headspace

Headspace er et rådgivnings- og netværkstilbud for børn og unge, der savner nogle at tale med om stort og småt.

Læs mere på headspace.dk

 

Elevtelefonen – Danske Skoleelever

Elevtelefonen er et skolerelateret rådgivningstilbud til børn og unge, der kan ringe ind med udfordringer eller spørgsmål, der relaterer sig til skolegang.

Læs mere på elevtelefonen.dk

 

Danske Skoleelever kurser

Danske Skoleelever udbyder en række gratis kurser, som blandt andet har fokus på det gode klassemiljø

Læs mere på danskeskoleelever.dk

Siden er opdateret 26. august 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.