Forløb

7.-8. klasse: Skønjomfru! Luk dit vindue op

Forløbet tager udgangspunkt i Adam Oehlenschlägers digt Skønjomfru! Luk dit vindue op og sætter fokus på læsning af ældre litteratur, og hvorfor netop det er vigtigt. 

Forløbet er henvendt til undervisningen i dansk i 7. og 8. klasse.

Anslået tidsforbrug: 4-6 lektioner.

 

Adam Oehlenschläger, "Skønjomfru!, luk dit vindue op", 1808

Forløb med ældre litteratur i folkeskolen kan aktualiseres med nyere tekster eller med forskellige aktiviteter, som eleverne allerede kender. Det kan understøtte forståelsen af, hvorfor ældre litteratur er værd at læse. Adam Oehlenschlägers digt: Skønjomfru! Luk dit vindue op fra 1808 er et blandt flere gode bud på ældre litteratur, der kan arbejdes med i udskolingen. Forløbet er udarbejdet til fjernundervisning, men det kan naturligvis også gennemføres fysisk eller i en kombination.

 

Mål med forløbet

Der arbejdes med faglige begreber som kanonlitteratur og litteraturfortolkning. Derudover arbejdes der med virtuelle mødefora, fælles- og individuelle opgaver.

Kompetenceområde: Fortolkning.
Mål: ”Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster”.

 

Tilrettelæggelse og forudsætninger

Tilrettelæggelsen af forløbet omfatter lærerens oplæsning af Adam Oehlenschlägers digt (se bilag ovenfor) samt instruktion i, hvornår eleverne kan udføre forskellige (virtuelle) opgaver og øvelser, som er beskrevet i forløbet.

Forløbet kræver, at læreren indlæser digtet: Skøn jomfru! Luk dit vindue op hele tre gange. De tre forskellige tilgange kan variere i stemmeføring, så læreren tilstræber en stemme, der kan være vred, glad, irriteret, råbende eller hviskende.

 

Forløb

Første fase: Introduktion til digtet: Skønjomfru! Luk dit vindue op.

Formålet er, at eleverne skal få kontakt med digtet, så deres muligheder for fortolkning bredes ud.

Første oplæsning
Lærerens første oplæsning af digtet sendes ud som lydfil til eleverne med tilhørende tekst. Hvis der er ord, eleverne ikke kender, kan de slås op på: www.ordnet.dk

Efter elevernes første afspilning af digtet kan de:

  • Skrive stikord ned til digtets indhold.
  • Skrive eller tale om, hvad de tænker, når de hører din oplæsning af digtet?
  • Konferere sammen to og to på valgte platforme om, hvilke stikord, de har skrevet.

Anden oplæsning 
Lærerens anden oplæsning af digtet sendes ud som lydfil til eleverne – eleverne må gerne læse med i teksten samtidig med oplæsningen.

Efter elevernes anden afspilning af digtet kan de for eksempel:

  • Skrive stikord ned til, hvornår på døgnet digtet foregår – og hvilke ord eller betoning i oplæsningen, der får dem til at skrive netop det valgte tidspunkt.
  • Skrive stikord ned til, hvem det ”lyriske jeg” og ”du´et” mon er – og hvilke ord eller betoning i oplæsningen, der får dem til at skrive netop de valgte personer.
  • Skrive stikord ned til, hvorfor vinduet skal lukkes op – og hvilke ord eller betoning i oplæsningen, der får dem til at skrive de stikord, de gør.
  • Konferere sammen to og to på de valgte platforme om hvilke stikord, de har skrevet.
  • Udarbejde fælles to og to max en ½ sides refleksion over, hvad de tror og fornemmer, digtet vil dem.

 

Anden fase: Fortolkning af digtet: Skønjomfru! Luk dit vindue op.

Formålet er, at eleverne på baggrund af de første indledende øvelser kommer tættere på en fortolkning af digtet

Tredje oplæsning
Lærerens tredje oplæsning af digtet sendes ud som lydfil til eleverne – eleverne må gerne læse med i teksten samtidig med oplæsningen.

Efter elevernes tredje afspilning af digtet kan de eksempelvis:

  • Skrive stikord ned til, hvilken af de tre oplæsninger, de synes bedst om? Og hvorfor?
  • Skrive stikord ned til, hvilken af de tre oplæsninger, de mener, er tættest på den stemning, der er i digtet, og hvorfor.
  • Skrive stikord ned til, hvilken af de tre oplæsninger, de mener, svarer til den tolkning, eleverne har af digtet.
  • Konferere sammen to og to på de valgte platforme om hvilke stikord, de har skrevet.
  • Hver især indtale en oplæsning af digtet Skønjomfru! Luk dit vindue op, som de synes, det skal lyde. Oplæsningen skal understøtte deres egen fortolkning af digtet.

Lydfilen med oplæsningen af digtet kan sendes til en anden elev på holdet. Hver elev kommenterer mundtligt på den lydfil, som man har modtaget fra en anden elev i klassen. Kommentarerne kan dreje sig om:

  • valg af stemmeleje
  • valg af betoning
  • valg af oplæsningshastighed
  • valg af artikulationsgrad (tydelig oplæsning – utydelig oplæsning)
  • valg af stemmestyrke
  • valg af stemning (intonation)

 

Tredje fase: Nyfortolkning til digtet: Skønjomfru. Luk dit vindue op.

Formålet er, at eleverne på baggrund af deres egne fortolkninger af digtet nyfortolker/aktualiserer digtet.

Eleverne kan i denne fase skrive et nyt digt på baggrund af det oprindelige digt, som er fra 1808.

Det kan eksempelvis gøres på følgende måder:

1. Eleverne kan beholde digtets form og indhold og udelukkede udskifte ord/verslinjer fra det oprindelige digt med mere moderne sproglige udtryk. Eksempler på ord, der kan skiftes ud:

  • skønjomfru
  • hjertenskær
  • stander
  • liljehånd
  • Ak, fra den tid, jeg skued dig
  • purpurmund
  • blusser
  • du, som har såret, o, læg mine sår
  • rosenkys

2. Eleverne kan skrive ”et antidigt”. De kan med udgangspunkt i digtet skrive ordet ”ikke” ind alle de steder, de giver mening i verslinjerne, for eksempel:

 

”Skønjomfru! Luk IKKE dit vindue op,
her er din hjertenskær, IKKE
etc.

 

3. Eleverne kan skrive et digt, hvor de bytter om på rollerne i digtet, så det er en pige, der vil have fat på en dreng…

De kan eksempelvis skrive: (Skønjomfru) luk dit vindue op! Ordet skønjomfru skal skiftes ud. Det kan de gøre med nutidige slangudtryk for dreng/ung mand… etc.

4. Eleverne kan i en nutidig kommunikationsform, eksempelvis i ”Messenger”, skrive det samme budskab, som digtets indhold – hvordan vil den kommunikationsform sprogligt se ud? Hvordan vil man henvende sig? Hvad vil man skrive? etc.

Afslutning/opsamling
Eleverne kan deles ind i grupper af fire elever og præsentere hinandens oplæg på skift.

Eleverne kan kommentere på hinandens digte/kommunikation med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Hvordan bidrager den enkelte elevs tekst til en nyfortolkning af den oprindelige tekst?
  • Hvilke styrker har den nye tekst?
  • Hvordan kan den oprindelige tekst forstås efter oplæsningen af de nye tekster?
  • Det oprindelige digt er fra 1808 – hvordan virker det ældre end de nye tekster, som eleverne har skrevet?

Hver elev kan skrive kommentarerne til sit eget produkt ned. Produktet og gruppens samlende kommentarer kan efterfølgende sendes til læreren.

 

Mulighed for variation

Forløbet kan varieres i sværhedsgrad på flere måder. Læreren kan for eksempel vælge at:

  • udelade enkeltopgaver
  • bede elever, der er særligt dygtige, om at lave alle opgaverne i 3. fase.

 

Evaluering

Elevernes feedback til læreren er afgørende for mulighederne for at justere fjernundervisningen i dansk i overbygningen. Det kan gøres i forhold til opgavernes sværhedsgrad og med forløbets forskellige fremstillingsformer. Der er også indarbejdet en form for feedback i opgaverne, så mens eleverne arbejder med opgaverne, så skal de løbende vurdere og rette til, så det giver læreren et indblik i, hvordan eleverne lærer og deltager i danskundervisningen på forskellige måder. Feedback er dermed afgørende for lærerens muligheder for at tilpasse fjernundervisningen, så eleverne får optimale læringsmuligheder. 

I undervisningsforløbet Skøn jomfru! Luk dit vindue op bør samtalen være central og tænkt ind undervejs i forløbet. Det er væsentligt at synliggøre den proces, eleverne gennemgår i arbejdet med fx ældre litteratur i både den faglige proces og elevernes generelle deltagelse i fjernundervisningen.

Nedenfor findes hjælpespørgsmål til nedslag i forløbet Skøn jomfru! Luk dit vindue op. Listen er ikke prioriteret og udtømmelig, men kan bruges som inspiration til feedbackprocessen med plads til et didaktisk fortolkningsrum.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes i forbindelse med forløbets evalueringsaktiviteter:

  • Hvad ved jeg om ældre litteratur?
  • Hvad ved jeg om forfatteren Adam Oehlenschläger?
  • Hvordan har jeg arbejdet med forløbets formål?
  • Hvad er begrundelsen for de valg, jeg har foretaget undervejs i opgaveløsningen?

 

Anden inspiration

 

Siden er opdateret 19. maj 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.