Film om besættelsen og befrielsen

Filmen Theresienstadt - danske børn i nazistisk fangenskab giver personlige vinkler på, hvordan danske børn oplevede tiden i fangenskab i en nazistisk koncentrationslejr. Filmen består af 16 korte kapitler

Filmen kan indgå i undervisningen i og om besættelsestiden og den efterfølgende befrielse fx i historie. Filmen kan dels bidrage til elevernes forståelse af kronologi, men også bidrage til indsigt i de menneskeskæbner, der oplevede besættelsestiden og dens konsekvenser.  

Om filmen

Filmen bygger på øjenvidneberetninger og fortæller historien om seks børn, der under den tyske besættelse af Dan­mark blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt med deres familier. Birgit, Bjørn, Jytte, Poul, Rachel og Salle var blandt de ca. 500 danske jøder, for hvem det ikke lykkedes at flygte til Sverige og dermed undgå nazistisk fangenskab. Deres fortællinger handler om angst, afsavn, sult, grusomhed og tab, men også om venskab, kærlighed og håb. Beretningerne flettes sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og Holocaust – nazisternes forsøg på at udrydde de europæ­iske jøder. 

Filmen er dansksproget, men forsynet med engelske undertekster. 

THERESIENSTADT - danske børn i nazistisk fangenskab er produceret af Dansk Institut for Internationationale Studier (DIIS) i samarbejde med Minerva Film i 2009. Produktionen er støttet af Undervisningsministeriet og Statens Kunstfond.  

© DIIS

Om 'Introduktion' (2:12 min.)

I dette kapitel begynder Birgit, Bjørn, Jytte, Poul, Rachel og Salle deres fortællinger. De beretter om livet før krigen: familie, venner, leg, skole. Og de fortæller om det at være jødisk – hvad betyder det i lige præcis deres familie? Hos nogle spiller religionen en stor rolle, og man fejrer de jødiske højtider, følger de særlige jødiske spiseregler og går i synagogen. For andre har religionen ikke en særlig stor betydning, og i hverdagen tænker man ikke videre over, at man er jødisk. Antisemitisme – fordomme og had mod jøder – oplever de ikke noget særligt til i deres barndom, som de beskriver som tryg og almindelig.

© DIIS

Om "Besættelsen" (9:01 min.)

Den 9. april 1940 marcherer tyske soldater over den danske grænse. Danmark er dermed besat. De seks børn ser tyske fly på himlen over København og tyske soldater i gaderne. Pludselig ændrer snakken sig blandt de voksne, der skal mørklægningsgardiner for vinduerne, og når luftalarmen hviner, gennes alle ned i beskyttelsesrummet. Besættelsen sætter sit præg på hverdagen – og så alligevel ikke. For livet fortsætter, og endnu føler de sig hverken specielt udsatte eller truet. 

© DIIS

Om "Tilfangetagelsen" (8:12 min.)

I oktober 1943 ændrer livet sig uigenkaldeligt for filmens seks fortællere. Selvom rygterne om en forestående 'jødeaktion' også når børnenes familier, lykkes det dem ikke at undslippe nazisterne. Nogle af familierne forsøger uden held at flygte, andre bliver angivet af ’tyskervenlige’ danskere, mens andre igen simpelthen ikke tror på, at den slags kan ske i Danmark. Birgit, Bjørn, Jytte, Poul, Rachel og Salle bliver revet ud af deres vante rammer, og nogle af dem bliver endda skilt fra deres mor, far, bror eller søster.

© DIIS

Om "Deportation" (7:40 min.)

De seks børn deporteres alle fra Danmark, men på forskellig vis. Fra Langelinje Kaj i København afgår skibet Wartheland. Om bord er Birgit og Salle – og deres familier. Samt en masse andre jøder, der blev arresteret i forbindelse med 'jødeaktionen'. Bjørn, Jytte, Poul og Rachel bliver i første omgang sendt til Horserødlejren i Nordsjælland, hvor nazisterne holder en gruppe af de tilfangetagne jøder indespærret. Siden bliver også de deporteret til kz-lejren Theresienstadt. For dem alle gælder det, at de på et tidspunkt befinder sig i en fyldt kreaturvogn på vej ned gennem Europa. Det er meget trangt med pladsen, man kan ikke ligge ned, der er intet toilet og ingen mad. Efter flere dages kørsel stopper toget, og de er nået til Theresienstadt.

© DIIS

Om "Ankomst" (5:34 min.)

Ved ankomsten til Theresienstadt skal alle registreres og aflevere deres værdigenstande. Så får de tildelt et transportnummer, som de fremover skal identificere sig ved, og udleveret en gul ’jødestjerne’, der altid skal være synlig på tøjet. Ellers kan de risikere at blive skudt. Alle de nyankomne bliver samlet og får at vide, at de er kommet til Theresienstadt. De seks børn er trætte og sultne efter den lange, ubekvemme tur fra Danmark. Men da maden endelig kommer, er det ikke noget, de har lyst til at spise, så fælt lugter og ser det ud. Fangerne fra Danmark bliver henvist til sale og loftsrum i kasernebygninger, og der er intet andet at lave end at vente. I rummene er der fanger fra andre lande, nogle er syge og andre døde. Der er fyldt med lus og lopper. Og kulden er forfærdelig.

© DIIS

Om "Lejren" (6:39 min.)

Dette kapitel handler om forholdene i Theresienstadt. Nazisterne har etableret et jødisk selvforvaltningssystem i lejren, der betyder, at fangerne selv forvalter de regler og ordrer, som kommer fra lejrledelsen. Lejren huser omkring 60.000 fanger fra hele Europa, som er stuvet sammen på meget lidt plads. Mange af de danske fanger bor i barakker, i rum med køjesenge, hvor flere sover i hver køje. Alle over 14 år skal arbejde i lejren – nogle er fx syersker, andre skomagere, kuske eller stenhuggere. Børnene i lejren underholder sig selv, når de voksne arbejder. Hurtigt finder de danske børn legekammerater fra andre lande, og sammen udforsker de lejren, lærer hinandens sprog og opbygger et fællesskab. 

© DIIS

Om "Sult" (6:15 min.)

”Sult er det værste, der kan overgå et menneske," siger Salle i dette kapitel. I Theresienstadt er madrationerne få, små og af utrolig ringe kvalitet. Det betyder, at fangerne altid er sultne og altid er på jagt efter mere mad. Efter et halvt år sker der noget, der ændrer situationen for danskerne markant – de begynder at modtage pakker med fødevarer og vitaminer hjemmefra. Pakkerne er ikke kun med til at jage sult og sygdomme bort, de giver også mulighed for at bytte sig til ting, som gør opholdet i lejren mere tåleligt, fx ekstra tøj, tæpper eller nyt fodtøj. 

© DIIS

Om "Transport" (5:53 min.)

For de seks børn bliver 'transport' et ord, de lærer at frygte i lejren. At komme 'i transport' betyder at blive sendt videre med kreaturvogne fra Theresienstadt. Ingen ved med sikkerhed hvorhen, men alle fornemmer, at det er til et sted langt værre end Theresienstadt. Rygterne siger, at 'transport' betyder den visse død. Kapitlet handler bl.a. om Salle, der er med til at hjælpe til ved transportafgangene, og om Poul, som sniger sig til at overvære afgangene. Begge oplever de situationer, hvor grusomhed og tilfældighed afgør liv og død.

© DIIS

Om "Venskab" (8:50 min.)

Birgit, Bjørn, Jytte, Poul, Rachel og Salle knytter bånd med andre børn og unge på tværs af nationalitet, sprog og alder. Venskaberne udvikler sig og er med til at gøre det uudholdelige mere udholdeligt. I dette kapitel hører vi om Jyttes tjekkiske ven Jirko og om den østrigske altmuligmand Walther, som bliver Rachels ven. På hver deres måde hjælper venskaberne børnene gennem hverdagen i Theresienstadt.

© DIIS

Om "Kommissionen" (6:54 min.)

Den 23. juni 1944 får lejren besøg af en kommission bestående af repræsentanter fra Det Internationale Røde Kors og danske embedsmænd. Kommissionen skal besigtige forholdene for fangerne i lejren. I den anledning har hele lejren gennemgået en forskønnelsesproces, så den fremstår som et meget bedre sted, end den i virkeligheden er. Og på selve dagen får alle fanger strenge ordrer på ikke at udtale sig negativt til kommissionens folk – det kan medføre dødsstraf. Da kommissionen ankommer, ligner Theresienstadt en kulisse med orkester, legeplads, ordentlig mad og butiksvinduer, der bugner med varer.

© DIIS

Om "Propagandafilmen" (6:38 min.)

Kapitlet handler om en propagandafilm, som tyskerne vælger at lave for at forevige illusionen om Theresienstadt som et rart sted at være. Filmen bliver optaget i forbindelse med kommissionens besøg og præsenterer lejren som et sted, hvor bl.a. børn har det rigtig godt: De får god mad, går i skole, opfører musicalen "Brundibár" og leger frit i lejren. Men virkeligheden er en ganske anden: Efter optagelserne bliver både instruktøren samt næsten alle de børn, der har medvirket i filmen, sendt 'i transport' til Auschwitz. I kapitlet fortæller Salle om sin særlige rolle under filmoptagelserne: Han var lysmand og medvirker også selv et sted i filmen. 

© DIIS

Om "Urnerne" (6:47 min.)

I Theresienstadt dør tusindvis af mennesker af underernæring, udmattelse, sult og sygdomme. De døde bliver kremeret, og deres aske kommer i små papurner, der bl.a. opbevares i kasematterne under lejren. Hen imod slutningen af krigen vil nazisterne ødelægge urnerne, som bevidner, hvor mange mennesker, der er omkommet i Theresienstadt. Kapitlet handler om den dag, hvor børn fra lejren sendes ned i kasematterne for at tømme dem for urner. De står side om side i gangene og sender papurnerne videre fra hånd til hånd. 

© DIIS

Om "De Hvide Busser" (7:18 min.)

I halvandet år har danskerne i Theresienstadt drømt og talt om at komme væk fra lejren – og at vende hjem.  Selvom ingen danskere er blevet sendt videre 'i transport', er følelsen af usikkerhed ikke forsvundet, for ingen ved jo, hvad fremtiden bringer. Den 13. april 1945 får de danske fanger besked om at møde op med deres ejendele på en af lejrens kaserner. De skal forlade Theresienstadt. Birgit, Bjørn, Jytte, Poul, Rachel og Salle venter sammen med deres familier og de andre danskere på kasernen natten over. Ikke før de ser karavanen af hvide busser med påmalede røde kors og med svenske chauffører, tror de på, at de virkelig skal hjem.

© DIIS

Om "Hjemturen" (7:45 min.)

I kapitlet fortæller de seks børn om den farefulde tur gennem et sønderbombet Europa: om frygten for, at de hvide busser skal blive ramt af bomber, om overnatning i skove og om forventningerne til hjemkomsten. Det er en følelsesladet tur, hvor både glæde og ængstelighed præger stemningen, og hvor de hver især tænker over tiden i lejren og ikke mindst på de personer, der ikke overlevede eller måtte blive tilbage i Theresienstadt. Busserne fører dem gennem Danmark – som stadig er besat – for til sidst at ende i Sverige. De skal opholde sig her, indtil krigen er slut.

© DIIS

Om "Befrielsen" (8:19 min.)

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” 
Birgit, Bjørn, Jytte, Poul, Rachel og Salle er i Sverige med deres familier, da frihedsbudskabet lyder den 4. maj om aftenen. Dagen efter er der fest og lykønskninger fra svenskerne, og befrielsen betyder, at de deporterede danske jøders tid som først fanger og derefter flygtninge er forbi. De kan vende tilbage til Danmark. For nogle er det en overvejende positiv oplevelse at komme tilbage: De kan straks flytte ind i det hus eller den lejlighed, som de måtte forlade under krigen. For andre er hjemkomsten knap så lykkelig. Fremmede har overtaget deres bolig, og heller ikke alle familiemedlemmer har overlevet krigsårene. Langsomt vender de seks tilbage til det liv, som stoppede så brat i 1943. Igen er de en del af et normalt samfund og en helt almindelig hverdag med familie, skole og legekammerater. Meget lidt omkring dem har forandret sig, mens de selv er ændret for altid.

© DIIS

Om "Eftertiden" (14:10 min.)

I de fleste familier bliver der i årene efter krigens afslutning talt meget lidt om tiden i Theresienstadt. Det er ikke noget, man dvæler ved, men snarere noget, man prøver at lægge bag sig. Det handler om at komme videre. Men Theresienstadt har sat sine tydelige spor i de seks børn, og som årene går, forsøger de hver især at bearbejde deres oplevelser. I dette sidste kapitel fortæller de om at leve med erindringen om at have været barn i en nazistisk koncentrationslejr.

Siden er opdateret 01. maj 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.