Befrielsen og demokratiet

I tiden efter befrielsen var der livlig debat om samfundets indretning, og forståelsen af demokratiet. Artiklen giver indsigt i og perspektiv på demokrati og ytringsfrihed og trækker tråde til nutidens folkeskole.

I forbindelse med befrielsen i 1945 udspandt der sig i ca. 1½ år i medierne en debat om demokratiet. Debatten var på den ene side et resultat af, at Danmark i nu fem år havde været besat. På den anden side indeholdt debatten også principielle synspunkter, der stadig er aktuelle den dag i dag. Blandt de vigtigste bidrag i debatten var 38 indlæg fra 20 overvejende intellektuelle personer, der deltog i debatten. Debatten blev ført i dagspressen, bl.a. i det tidligere illegale og overvejende kommunistiske blad Frit Danmark.

Læs mere om Frit Danmark i artiklen Den illegale presse – mellem modstand og samarbejde

Artiklen har fokus på to helt grundlæggende temaer, som demokratidebatten rejste: demokratiets grænser og hvad, demokrati overhovedet er. I den første del diskuteres det, om der skal være ubegrænset ytringsfrihed, eller om det fra statens side skal være muligt at gribe ind overfor og forhindre anti-demokratiske ytringer. I den anden halvdel fokuserer artiklen på den debat, som blev ført af teologen Hal Koch og juristen Alf Ross om selve demokratiets beskaffenhed. Her diskuteres således deres synspunkter om dels, hvad demokrati er, dels hvorfor vi skal have et demokrati. Sammenfattende kredsede denne debat om henholdsvis det repræsentative eller liberale demokrati over for basisdemokratiet.

Frihedsrådet

Frihedsrådet blev oprettet i september 1943 som ”et fællesorgan for de illegale organisationer” (Christensen et al. 2005), altså en paraplyorganisation for de danske modstandsbevægelser med henblik på at koordinere modstandsaktiviteterne.

I november 1943, kun to måneder efter, udsendte Frihedsrådet en pjece med titlen ”Når Danmark atter er frit”.

I Indledningen til skriftet blev det pointeret, at man ikke skulle stå uforberedt den dag krigen sluttede, så der måtte drøftes retningslinjer. Videre stod der bl.a.:

Der vil være almindelig Enighed mellem alle retsindige Danske om, at de Forholdsregler, der bør træffes i direkte Tilslutning til Gen­erhvervelsen af vort Selvstyre, skal opfylde 3 Hovedformaal:

1) Demokratiet skal ufortøvet og uindskrænket genindføres, og dets Fremtid sikres.

2) De, der er skyldige i eller medansvarlige for, at vort Selvstyre og vort Retsgrundlag blev krænket under Besættelsen, og de, som har draget personlig Fordel af Landets Ufrihed, bør staa til Ansvar for deres Handlinger.

3) Enhver Straffeforanstaltning, der maatte blive iværksat overfor saadanne Personer, skal være i Overensstemmelse med rodfæstet dansk Retsbevidsthed og gennemføres ad lovlig Vej, saaledes at man undgaar en Selvjustits.

- Frihedsrådets pjece ”Naar Danmark atter er frit” fra november 1943

Hensigten med pjecen var at forsikre befolkningen om, at der ved afslutningen af krigen ville blive foretaget et opgør med de mennesker, der havde svigtet Danmark ved at gå tyskernes ærinde, samtidig med at demokratiet hurtigt blev genindført. Det betød også, at den overgangsregering, der blev dannet efter befrielsen, fik til opgave hurtigt at udskrive valg til Rigsdagen. Samtidig var det hensigten af sikre, at der blev gennemført et retsopgør i overensstemmelse med ”rodfæstet dansk retsbevidsthed og ad lovlig vej”.

I en demokratisammenhæng var der således tale om, at Danmark ved krigsafslutningen hurtigt igen blev en retsstat, baseret på demokratiske værdier og principper.

Med sit udspil havde Frihedsrådet forholdt sig til situationen efter krigen, men der var ikke enighed om de forslag, som rådet fremkom med. Især forslaget om at lovgive med tilbagevirkende kraft, og – senere – beslutningen om at genindføre dødsstraf, blev heftigt diskuteret i en retsstats- og demokratisammenhæng.

Demokrati og frihed

I Grundloven omtales en række frihedsrettigheder: tænke-, tale-, trykke-, religions-, forenings- og forsamlingsfrihed. Med udgangspunkt i disse frihedsrettigheder var der i demokratidebatten forskellige indlæg om og holdninger til, hvor langt friheden kunne strækkes. Skulle der være fuldstændig frihed til at ytre sig om fx politiske synspunkter og politisk overbevisning, også selvom det var i modsætning til demokratiske principper i form af fx nazistiske sympatier? Eller burde der snarere opstilles grænser for (ytrings-)friheden med mulighed for statslige indgreb?

En af dem, der mente, at der burde opstilles begrænsninger var filosoffen Jørgen Jørgensen. Han startede demokratidebatten i et indlæg i Frit Danmark 13. juli 1945. Hans udgangspunkt var, at mange mennesker ønskede demokratiet afskaffet, og skrev bl.a.:

Overfor saadanne Tendenser er det, Demokratiet maa værne sig, dels ved at skaffe sig flere og flere oprigtige og forstaaende Tilhængere, dels ved at sikre sig Ledelsen af og Kontrollen med Samfundets Magtmidler, dels ved at vanskeliggøre de anti-demokratiske Tendensers Udvikling.

Herved kan det naturligvis ikke undgaas, at der maa anvendes Magtmidler og Metoder, som ogsaa anvendes i udemokratiske Samfund, men det synes mig at bero paa en Misforstaaelse, hvis man af den Grund mener, at Demokratiet kompromitterer sig ved at anvende dem.

Jørgen Jørgensen, ”Demokratiet har Ret til at forsvare sig”, Frit Danmark, 13, juli 1945

Det var en klar markering fra kommunisten Jørgen Jørgensen om, at demokratiet burde opretholdes, selvom der skulle anvendes metoder og magtmidler som også anvendes i udemokratiske stater. I de efterfølgende måneder fulgte indlæg, hvor mange udtalte sig kritisk over for Jørgensens synspunkter. En af kritikerne var den kendte arkitekt og forfatter Poul Henningsen - også kaldet PH. I et indlæg i avisen Social-Demokraten 9. september 1945 skrev PH med det udgangspunkt, at der ikke kan være ubetinget handlefrihed i et demokrati, bl.a. følgende om ytringsfriheden:

Det som skiller er den ubetingede ytringsfrihed. Her er det i demokratiets vitaleste interesse at der er absolut politisk frihed for det er den eneste mulighed for at der i befolkningen kan dannes de rette modgifte mod rabiat og meningsløs udvikling. Det er derfor ikke bare for modstandernes skyld at de skal ha lov at ytre sig frit under demokrati. Det er mindst lisaa meget for demokratiets.

- Poul Henningsen, ”Frihed med eller uden Rabat”, Social-Demokraten, 9. september 1945

I citaterne konfronteres to forskellige opfattelser af, hvordan et demokratisk samfund skal udvikle sig. Hvor Jørgensen i den demokratiske udvikling medtænker en stærk stat, der tager (også udemokratiske) initiativer for at fastholde den demokratiske udvikling, argumenterer PH for, at meningerne skal brydes, også de anti- og ikke-demokratiske. Mens handlefriheden i et demokrati ikke kan være ubetinget, er det altså for PH afgørende, at demokratiet netop udvikler sig og overlever ved, at alle synspunkter kommer for dagen, og at alle har uindskrænket ytringsfrihed. Borgernes frihedsrettigheder og statens ret – og måske pligt – til både at opretholde og begrænse disse er til stadig debat. Således også i nutiden, hvor PH og Jørgensens positioner, den meget forskellige kontekst til trods, kan identificeres i aktuelle debatter om fx ytringsfrihed, privatliv og informationsfrihed. 

Ud over debatten om friheden og dens sikring, blev det også debatteret, hvad demokrati overhovedet er.       

Demokrati – metode eller livsform?

I 1945 og 1946 udsendte juraprofessor Alf Ross og teologiprofessor Hal Koch to bøger, hvor de hver især drøftede demokratiet. Hal Koch kaldte sin bog for ”Hvad er demokrati?”. Titlen på Alf Ross bog blev ”Hvorfor demokrati?”.

Gennem de sidste 75 år har de to forfatteres positioner i demokratidebatten ofte været anvendt til en forståelse af forskelligheden i demokratibegrebet og det danske demokrati.

Hal Koch bruger som eksempel på, hvad demokrati ikke er forholdene i et sogneråd med 11 medlemmer: Der er en fast organisering, idet de syv medlemmer har sluttet sig sammen i en flertalsgruppe, mens de fire øvrige udgør mindretalsgruppen. De forskellige sager bliver, som det må forventes i et sogneråd, drøftet, men afstemningen viser hver gang samme resultat: syv stemmer mod fire. Mange vil hævde, at det er demokrati; der er en afstemning og flertallet bestemmer udfaldet. Men, spørger Hal Koch: Er der overhovedet her tale om demokrati?

Han besvarer selv spørgsmålet i sin lille bog:

Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for – det må ikke glemmes – gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Det er demokrati. (…) Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse, og ved den deraf fremvoksende sans for helhedens interesse.

- Hal Koch, Hvad er Demokrati? 1946, s. 16 og s. 23

Demokrati bliver med udgangspunkt i Hal Kochs definition en måde at være sammen på som mennesker, en livsform. Derfor mener han heller ikke, at det, der foregår i sognerådet, er demokrati. Der finder ingen rigtig samtale sted, alle kender jo på forhånd resultatet af afstemningen, så debatten er en ren formalitet, en skindebat, inden man går til den forudsigelige afstemning, hvor flertallet gennemfører sin politik.

Heroverfor definerer Alf Ross demokrati helt anderledes, nemlig som en metode:

Sammenfattende kan det repræsentative demokratis ideologi måske udtrykkes således: Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end en selv. Medens det direkte demokrati alene bygger på selvstændighedstrangen og diktaturet alene på behovet for ledelse, forenes de to tendenser på harmonisk måde i det repræsentative demokrati: Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse.-

- Alf Ross: Hvorfor demokrati? 1946/1967 s. 221-222

Hos Alf Ross bliver demokratiet til virkelighed i valget – som her i Danmark – til Folketinget. Det suveræne folk afgiver sin stemme, og folket vælger dermed de repræsentanter, folketingsmedlemmer, der i den efterfølgende valgperiode skal varetage det suveræne folks interesser. Demokrati bliver derfor en metode til at sikre, at der i en periode (i Danmark indtil 4 år) kan tages beslutninger og lovgives. Herefter står folketingsmedlemmerne ved valget til ansvar for det suveræne folk, som dermed udøver kontrol med de valgte. Der er hos Alf Ross ikke tale om, at deltagerne i demokratiet, borgerne i et samfund, drøfter indholdsmæssige anliggender, altså indholdet i demokratiet, og de har heller ikke forudsætningerne herfor. Der er snarere alene fokus på den mest hensigtsmæssige måde, hvorpå det suveræne folk kan vælge og kontrollere deres repræsentanter.     

Sammenfattende er der således stor forskel på at være borger i et samfund, der er karakteriseret ved demokrati som livsform, hvor man i stadig dialog med andre borgere drøfter den samfundsmæssige udvikling, og et samfund, hvor borgerens vigtigste opgave er at afgive sin stemme ved valget til Folketinget og derefter overlade beslutningerne til de valgte repræsentanter.

Opdragelse til demokrati - demokrati i skolen

Ovenstående indebærer, at opdragelsen til demokrati, som den fx foregår i undervisningen i folkeskolen, bliver helt forskellig alt efter om man vægter demokrati som livsform eller demokrati som metode. Af folkeskolens formål fremgår det, at dét at blive dannet til en demokratisk og deltagende medborger i det danske samfund er et af de mest grundlæggende elementer i den danske folkeskole. Folkeskolens formålsparagraf lægger dog ikke specifikt op til hverken den ene eller den anden af de to ovennævnte demokratiforståelser, men snarere en sammentænkning af de to.

Med udgangspunkt i Grundloven lægges der op til, at eleverne forberedes til, at den personlige frihed er ukrænkelig, og at vi som borgere har en række rettigheder i form af ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed. Videre skal eleverne forberedes til, at det danske samfund har folkestyre, det er folket, der via sine repræsentanter styrer Danmark – altså repræsentativt demokrati eller demokrati som metode. Samtidig skal skolens virke være præget af demokrati, fx i form af elevernes deltagelse i beslutninger i klassen på en måde, der også betoner bl.a. medansvar, pligter og ligeværd – altså elementer af livsformsdemokrati.

Elementer af disse tanker går ligeledes igen i fagformålet for samfundsfag, der netop er at sikre, at eleverne opnår ”viden og færdigheder, så de kan tage reflekteret stilling til samfundet og dets udvikling”, samt at eleverne opnår ”kompetencer til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund”. Fører man disse tanker tilbage til den demokratidebat, der fandt sted i tiden efter befrielsen, er det tydeligt se, at relevansen af debatten stadig består. Ligeledes understreges i dag vigtigheden af at udvikle elevernes kritiske tænkning og en forståelse af, at vi alle på én gang bliver påvirket af og selv har mulighed for at påvirke det samfund, vi er en del af.

Denne artikel lægger dog ikke op til, at tankerne fra Hal Koch og Alf Ross nødvendigvis medfører to forskellige måder at være borger på. Snarere kan man hævde, at mens debattens yderpunkter var vigtig i tiden lige efter befrielsen, er de to demokratiforståelser med tiden kommet til at supplere hinanden. Dette ses ligeledes ved at de to demokratiformer netop har fungeret side om side gennem mange års udvikling i det danske samfund – fx ved at debatter blandt arbejderbevægelsens medlemmer har dannet grundlag for debat i Folketinget.

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af Ove Outzen, lærebogsforfatter, lærer, cand.mag. og tidligere institutchef for læreruddannelserne ved UC SYD.

Litteratur

Christensen, Claus Bundgård et al. (2005): Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45, Høst og søn

Frihedsrådet (1943) Når Danmark atter er frit, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/frihedsraadets-pjece-naar-danmark-atter-er-frit-november-1943/ [hentet 28.4. 2020]

Koch, Hal (1945/1960) Hvad er demokrati, Gyldendal

Møller, Per Stig: Sommeren ’45 (2019) Fra overmod til mismod, Kristeligt Dagblads Forlag

Rasmussen, Søren Hein et al. (2003) Strid om demokratiet. Artikler fra en dansk debat 1945-46, Århus Universitetsforlag

Ross, Alf (1946/1967) Hvorfor demokrati? Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

Kildefortegnelse

Frihedsrådets pjece vedlagt

Siden er opdateret 30. april 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.