Kunstner i koncentrationslejr - en dansk politibetjents internering under 2. verdenskrig

Artiklen fortæller om det danske politi og især holbækkeren Axel Munk-Andersen, der som interneret politibetjent satte billeder på mennesker, oplevelser og erindring.

Nogle historier fortsætter med at leve. De er en del af vores kollektive erindring, og derfor lever vi med dem i vores bevidsthed. Alligevel rammer det dybt, når vi bliver konfronteret med førstehåndsvidnernes fortællinger om det skete.

Axel Munk-Andersen, politibetjente i række.
© Museum Vestsjælland

Den 19. september 1944 satte den tyske besættelsesmagt Operation Möwe i værk. Det danske politi skulle ikke længere udføre deres opgave, og omkring 2000 ud af i alt 8000 politifolk over hele landet blev taget til fange og sendt i internering i Tyskland. På grund af samarbejdspolitikken havde politiet langt hen ad vejen løst opgaver i besættelsesmagtens favør, men nu havde politiet f.eks. nægtet at stille mandskab til rådighed for bevogtningsopgaver. Samtidig havde tyskerne erfaringer fra Paris, hvor politiet først havde samarbejdet loyalt, men siden skiftede strategi og vendte sig imod tyskerne.

De københavnske betjente blev samlet i Københavns Frihavn og sejlet fra Langelinie i M/S Cometa. Efter to dages sejlads i aflåste lastrum ankom de til Lübeck, hvor de blev sat på kreaturvogne og kørt til koncentrationslejren Neuengamme. Her var de en uges tid, hvorefter de med godstog blev sendt til Buchenwald, som i første omgang var endeligt bestemmelsessted. Begge lejre var bevogtet af SS, som med brutalitet styrede det hårde arbejde og den nedværdigende behandling af fangerne. Dårlig mad, overfyldte barakker, sygdom og kulde fik omkring 60 danske betjente til at bukke under i lejrene og endnu flere ville være døde, hvis ikke Røde Kors havde sendt pakker med mad og tøj.

Axel Munk-Andersen, Leipzig, 1944
© Museum Vestsjælland

Efter pres fra Danmark fik politibetjentene efter godt to måneder status som krigsfanger og blev overflyttet til krigsfangelejren Mühlberg mellem Leipzig og Dresden. De var ikke længere retsløse, og blev nu behandlet efter internationale konventioner for krigsfanger. Efter nogle dage blev et arbejdshold på 150 danske betjente sendt videre til Leipzig, hvor de skulle hjælpe efter de allieredes bombeangreb på byen. Turen foregik igen i kreaturvogne. Det var juleaften, og efter en lang dags transport ankom de henunder midnat til "Park Meusdorf", et tidligere forlystelsessted, nu omdannet til fangelejr omgivet af pigtråd i udkanten af byen. De var ikke ventet før den følgende dag, så der var hverken varme, lys eller mad.

Betjentene blev inddelt i små arbejdshold, som hjalp firmaer, der manglede arbejdskraft, eller ryddede op i den sønderbombede by. Ved afrejsen fra Buchenwald havde betjentene fået udleveret deres politiuniformer, så forsamlingen var broget – iklædt en blanding af uniformer og tøj modtaget fra Røde Kors.

Axel Munk-Andersen, I Buchenwalds Fangedragt, 1945.
© Museum Vestsjælland

Kunstner i koncentrationslejr

En af de tilfangetagne politibetjente var Axel Munk-Andersen, som arbejdede på Rosenvængets Politistation. Han kom fra Holbæk, men boede nu i København med sin hustru, Aase, der ventede parrets første barn i december 1944.

Efter realeksamen i 1935 ønskede Axel Munk-Andersen at blive billedkunstner, og han gik bl.a. på Vermehrens Kunstskole i København. Han tegnede fortrinsvis landskaber og portrætter og havde udstillet flere gange på Charlottenborg og på Holbæk Museum, hvor anmelderne roste ham for hans gode håndelag.  Efter kunstskolen aftjente han sin værnepligt, og den 9. april 1940 tjente han som løjtnant ved Tappernøje, hvor han med de andre måtte overgive sig til de tyske tropper. En lammende oplevelse, som han efter hjemsendelsen prøvede at male sig ud af, men han solgte ikke nok til at kunne leve af kunsten, så i efteråret søgte han ind til politiet, som manglede folk til bevogtningsopgaver. Her arbejdede han i september 1944, og blev derved en af de internerede politibetjente.

Landflygtighed og afsavn

Portrætter udgør en særlig stor gruppe af Axel Munk-Andersens tegninger. Dem kunne han lave uden at genere tyskerne. Han portrætterede sine medfanger, så deres bekymringer og personlighed kom frem. Der er forskel på de mennesker, der er afbilledet på portrætter og dem, der er med, når han tegner sine omgivelser. I omgivelserne er de reduceret til statister, der giver et helhedsindtryk af livet i lejrene, mens det er mennesket og den psykologiske dybde, der er vigtigt i portrætterne. Han lavede også tegninger af den omgivende natur – et af dem er set gennem fangelejrens afspærring.

Afsavn er et gennemgående træk i de tegninger, som ikke dokumenterer det oplevede eller er portrætter af medfangerne. Afsavnet vises i hustruens navn, der bliver skrevet i ruden i et vindue; eller de danske landskaber, han tegnede med notitsen "min Længsel efter Danmark gjorde, at jeg erindrede mit Lands skønhed i form af smaa Skitser, som jeg lavede i mine faa enlige Stunder i mit Atelier i "Park Mühldorf".

Axel Munk-Andersen fik sit eget atelier i Park Meusdorf. Kommandanten havde bemærket portrætterne på Axel Munk-Andersens køje og spurgte, hvem der havde tegnet dem. Det blev forklaret, at det var en kendt dansk kunstner, som havde udstillet flere gange i Danmark. Kommandanten ønskede derefter at tale med kunstneren og gav ham mulighed for at tegne i en kortere periode, mod at han selv blev portrætteret, for som han sagde: tyskerne var også et kulturfolk. Atelieret var et frirum for Axel Munk-Andersen, hvor han havde mulighed for at komme væk fra barakkerne og arbejdsopgaverne. Tegneremedierne fik han på ordre fra kommandanten, så nu var papiret tykkere og af bedre kvalitet end papiret under de hurtige skitser fra Neuengamme og Buchenwald.

Hjem til Danmark

Som krigen nærmede sig afslutningen, voksede strømmen af tyske flygtninge fra øst, og forsyningerne til civilbefolkningen i Leipzig stoppede. Med pakkerne fra Røde Kors var de danske fanger nu bedre stillede end Leipzigs borgere og børn, som kom til lejrens pigtrådshegn og tiggede om mad. Betjentene delte lidt ud af deres overskud, men blev stoppet af fangevogterne.

For de danske betjente kom der en vej ud af dette helvede. Den 31. marts 1945 kom 14 hvide busser fra svensk Røde Kors, og hentede alle danskere i lejren. Det var som et eventyr at blive budt velkommen med en dansk Hof ved opstigningen i bussen, og via et kort ophold i Neuengamme kom de hvide busser til Frøslevlejren i Sønderjylland. Betjentene skulle til Sverige, hvor de skulle i karantæne og helbredsundersøges, før de kunne frigives til deres familier

Afslutningen

For Axel Munk-Andersen startede transporten fra Frøslevlejren den 4. maj om morgenen. Da busserne kom til Kolding, blev de modtaget og hyldet af byens borgere. Det samme gentog sig i Odense. I Korsør sejlede en færge kun med fanger fra Frøslev. Da Axel Munk-Andersen gik fra færgen i Nyborg, råbte nogen hans navn. Hans hustru Aase var taget dertil i håb om at hilse på sin mand. Det blev til et glædeligt men kort gensyn, for Axel måtte fortsætte med de andre i toget til Sverige. De nåede København, og gik ombord på færgen til Sverige, men nu kom prins Georg og sagde, at de var frigivet. Tyskerne havde overgivet sig, og Danmark var nu frit igen. Axel tog til sin gamle lejlighed, hvor hans yngre bror boede, fordi tyskerne havde taget Regensen, hvor han ellers boede. Aase og den nyfødte datter var i Holbæk hos sine forældre, og Axel ønskede at komme dertil så hurtigt som muligt, men der gik ingen tog. Næste morgen forsøgte han igen, og på vej til hovedbanegården mødte han en gammel skolekammerat, datter af redaktør Antonsen på Holbæk Amtstidende. Hun købte en togbillet til ham, men da der ikke var nogen passagertog til Holbæk den morgen, måtte han i stedet tage et godstog. Endelig fremme på Holbæk Godsbanegård blev han modtaget af sin hustru, sine forældre og redaktør Antonsen, som datteren havde orienteret om, at der var en særlig passager med toget.

Efter krigen

Axel Munk-Andersen genoptog sit arbejde som politibetjent i København og fortsatte med det til sin pension i 1980. Han malede i sin fritid, og havde efter krigen flere billeder med på udstillinger på Charlottenborg.

Axel Munk-Andersen har udstillet flere gange på Holbæk Museum, og som 29-årig i september 1946 udstillede han igen på Holbæk Museum. I den forbindelse fortalte han til Holbæk Amtstidende, "at han nu har lagt sidste Haand på et stort Billede fra Buchenwalde. Han har ikke rigtig før nu følt sig moden til at kunne sige alt det i Farver, som siges skulle; men nu er Lærredet færdigt, og det kommer i nær fremtid op i København."

Selvom han ikke levede af kunsten, havde Axel Munk-Andersen et rum, hvor han kunne bearbejde sine oplevelser under krigen. Både mens den stod på, og efterfølgende, hvor han illustrerede flere bøger om politiets internering. Måske var det medvirkende til, at han modsat mange andre, der oplevede krigens gru på nærmeste hånd, fortalte sin familie om sine oplevelser.

Kreditering

Artiklen er skrevet af museumsinspektør Bitten Larsen og registrator Gudrun Lund ved Holbæk Museum - en del af Museum Vestsjælland.

Læs mere om udstillinger og undervisningstilbud på Museum Vestsjællands hjemmeside

 

Siden er opdateret 01. maj 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.