Forløb

Digitale hjælpemidler på arbejdspladsen

Dette forløb fokuserer på, at deltagere på FVU-digital Trin 2 opnår færdigheder i digital søgning, kommunikation og basal datasikkerhed.

Denne case tager udgangspunkt i rengøringsmedarbejderen Thi Anh Nguyen Jensen. Hun kommer oprindeligt fra Vietnam og har været i Danmark i 8 år. Thi Anh taler og forstår dansk på et rimeligt niveau. Hun er tillidsrepræsentant i rengøringsfirmaet.

Udgangspunktet er, at medarbejdere med en grundlæggende viden om it skal udvikle deres færdigheder i digital opgaveløsning.

 

Formål

Med dette forløb udvikler deltageren sine færdigheder i at kommunikere digitalt, lave kvalificeret informationssøgning og at kunne tilgå og anvende offentlige selvbetjeningsløsninger som fx Borger.dk eller e-Boks vha. NemID.

Desuden skal deltageren have kendskab til datasikkerhed (GDPR) og kunne anvende kompenserende værktøjer, hvor det er relevant.

Forløbets primære mål svarer til disse af fagets faglige mål:

  • Kommunikere via virksomhedens digitale kommunikationsmedier
  • Kende og anvende relevante offentlige, digitale selvbetjeningsløsninger
  • Kvalificeret informationssøgning ved kendskab til søgeteknikker

Forløbet inddrager desuden disse faglige mål:

  • Anvende relevante kompenserende værktøjer
  • Finde og orientere sig i virksomhedens it-sikkerhedspoliti

 

Omfang/planlægning

Hvert trin på FVU-digital har et omfang på maksimalt 40 lektioner. Forløbet: Digitale hjælpemidler på arbejdspladsen er en del af FVU-digital Trin 2, og omfanget vurderes til ca. 25 - 30 lektioner med løbende evaluering.

Underviserens rolle er vigtig i forhold til præsentation af nyt stof. FVU-digital er et fag, hvor det på den ene side er konkrete tekniske færdigheder, der formidles, og på den anden side rummer faget også en almendannede del. Her kan medborgerskabs didaktiske elementer inddrages med henblik på, at kursisten opnår kompetencer til at kunne deltage som aktiv medborger i samfundet, også hvor demokratisk deltagelse fordrer teknisk viden. 

Undervisningen sker i et kronologisk taksonomisk flow, hvor det trin for trin demonstreres, hvordan specifikke digitale værktøjer betjenes, og hvilke udfordringer man kan støde på i betjeningen af værktøjerne.

Det er vigtigt at undervisningsoplægget får deltagerne til at tage ejerskab til læringssituationerne og være aktive med at afprøve det, der netop er demonstreret. Det kan være, at udvalgte deltagere får som opgave at undervise de andre i dele af stoffet, eller at de i klassen er med til at demonstrere eksempler på digitale opgaveløsninger.

Et kendt pædagogisk princip er, at man selv lærer dobbelt ved at forklare andre, hvordan tingene fungerer. Dette princip kan med stort udbytte benyttes netop i undervisningen i FVU-digital, hvor der vil være stor spredning i deltagerforudsætningerne.

Undervisningen bør foregå i et produktivt samspil mellem undervisning, læring og evaluering.

Der tages udgangspunkt i den enkelte deltagers forudsætninger og formål med at følge faget. FVU-digital trin 2 er for ansatte, der har tillært sig de grundlæggende færdigheder, men mangler rutine og overblik.

Underviseren beskriver og demonstrerer digitale opgaveløsninger, hvorefter deltageren selv eller sammen med meddeltager løser relevante opgaver.

Der skal være opmærksomhed på, at der skal bygges bro fra deltagerens hverdagssprog til et fagligt sprog.

 

Forberedelse/opbygning

Forløbet er opbygget omkring en case (se bilag) med en tosproget rengørings-medarbejder, Thi Anh, som også er tillidsrepræsentant i rengøringsfirmaet. Arbejdsgiveren har ønsket, at alle medarbejdere skal kunne tilgå deres løn via e-Boks, og desuden at styrke deres digitale færdigheder inden for kommunikation og it-sikkerhed.

 

Digital kommunikation

Som TR er det vigtigt, at man kan kommunikere både med medarbejderne og ledelse. Det fordrer mulighed for at øve og udvikle færdigheder i kommunikation via e-mail. Her skal der bygges videre på de basale kompetencer, det forudsættes, at kursisten allerede har opnået fx på Trin 1.

 

Forslag til øvelser

  • strukturering og filtrering af mails
  • videresendelse af mails til en eller flere modtagere
  • anvendelse af Cc og Bcc
  • vedhæftede filer
  • formatering og indsætning af fx billeder og links
  • signaturer

I de forskellige mailklienter er det muligt at anvende kompenserende værktøjer så som oplæsning af e-mails (indbygget i Outlook) og eller via programmet adgangforalle.dk, der kan oplæse vilkårlige tekster.

I Gmail er der mulighed for at indtale mails. Dette er standard på telefonen og ellers muligt ved hjælp af tilføjelsesprogrammet ”Dictation for Gmail”.

 

Anvende offentlige selvbetjeningsløsninger

En væsentlig del af FVU-digital er kendskab til og erfaring med at anvende it i relation til deltagernes arbejdsliv. Hermed skabes der en forståelse for digitale løsningers indflydelse på arbejdslivet, hvilket forhåbentlig medfører en positiv afsmittende effekt på privatlivet.

Et sted hvor digitale løsninger til arbejdsliv og privatliv har sammenfald kan være ved brug af offentlige selvbetjeningsløsninger fx sundhed.dk eller borger.dk. Her skal anvendes NemID til ind logning, hvilket også er tilfældet med fx e-Boks, som bl.a. bruges til digitale lønsedler.

 

Forslag til øvelser

  • hvis deltagerne er utrygge ved at bruge NemID og e-Boks, har Digitaliseringsstyrelsen lavet et online demonstrationssite, https://demo.borger.dk/, hvor det er muligt at afprøve fx NemID og Digital Post, uden at kursisten skal indtaste egne oplysninger.
  • log på e-Boks for at tjekke fx lønsedler, indkaldelser til undersøgelser og behandling på sygehus, indkaldelse til bilsyn, beskeder fra Udbetaling Danmark mm.
  • log på borger.dk. Her kan man fx tilgå CPR-registret og se hvilke oplysninger det offentlige har om en selv.
  • log på borger.dk og find den såkaldte Robinsonliste (markedsføringsbeskyttelse). Kursisterne har mulighed for at tilmelde sig, hvis de ønsker det.

Se også forløbet Kørekort til sikker digital borger som er en del af EMU’s site omhandlende cyber-sikkerhed.

Informationssøgning

Til at opøve færdigheder i kvalificeret informationssøgning kan deltagerne fx anvende billedsøgning på Google eller søgning efter bestemte videoer på YouTube.

Forslag til øvelser:

  • billedsøgning med bestemte kriterier, fx størrelse, farve (gennemsigtig baggrund), billedtype, alder og brugsrettigheder
  • søgning hvor bestemte ord er indeholdt eller udelukket
  • boolske operatorer
  • søgning efter bestemte instruktionsvideoer på YouTube
  • bruge indtastnings- og talesøgningsværktøjerne direkte fra Googles søgeside.
  • bruge Google Translate til at oversætte fx varedeklarationer og doseringsanvisninger på rengøringsartikler.

 

Sikkerhed, privatliv og persondata

Det forventes at deltagerne er i stand til at finde og orientere sig i virksomhedens it-sikkerhedspolitik. Som TR er det væsentligt at kunne efterleve de lovgivningsmæssige krav til behandling af persondata.

Digitaliseringsstyrelsen har sammen med en række samarbejdspartnere udarbejdet sitet sikkerdigital.dk hvor der er samlet vigtig viden og konkret vejledning om it-sikkerhed både for borgere, virksomheder og myndigheder.

 

Forslag til øvelser

  • test dig selv om digitale fælder: Test-dig-selv
  • undersøg din egen virksomheds it-sikkerhedspolitik
  • opret og test et sikkert kodeord på Password.kaspersky.com
  • lav og send en krypteret mail

 

Evaluering/opfølgning

Det anbefales, at undervisningen opbygges i faglige emner/temaer, hvor der løbende evalueres og gives konstruktiv feedback.

Prøver gennemføres i “case-form” (se bilag til case om rengøringsmedarbejderen Thi Anh).
I den case-baserede prøve, skal deltageren løse mere komplekse og sammensatte øvelser, der tager udgangspunkt i realistiske arbejdssituationer.

 

Forslag til videre studier/forskning inden for emnet

Læring & Medier (LOM) 2016: Engagerende didaktisk design i blendede læringsrum - et grundlag for facilitering af læreprocesser, Susanne Dau & Ulla Konnerup 

Læring & Medier (LOM) nr 19 - 2019: Datalogisk tænkning og teknologiforståelse i folkeskolen tur-retur, Elisa Nadire Caeli & Jeppe Bundsgaard

 

Kreditering

Er udarbejdet af: Per H. Digens (avu-lærer og IT-vejleder - HF & VUC Fyn) , Kim Brig (avu-lærer og IT-vejleder - HF & VUC Fyn)  og Maria Juul Frederiksen (Ordblinde- og FVU-lærer - HF & VUC Fyn) - 2019

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.